Heste hjælper unge gennem uddannelse: “Vi er hinandens tryghed”

Freia Sigsgaard er elev på Next Step – STU i Roskilde. Her er hun med sin hest, Amir, da de sammen vandt 3. pladsen i dressurklassen. Foto af: Next Step

Blandt grønne trækroner og store, blomstrende græsarealer er Next Step – STU i Roskilde placeret. Her er der til dagligt 15 unge mennesker mellem 15-25 år, der tager deres STU (Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse).

Det er unge indenfor autismespektret, der på Next Step kan få den støtte og opbakning, de har brug for, for at færdiggøre en ungdomsuddannelse, så de har samme forudsætninger for at tage en videregående uddannelse senere i livet. Men når de studerende ikke går til undervisning, er de at finde i stalden. Her har de hver deres hest, som de selv har ansvaret for.

– Når jeg har fri fra skole og går ud i stalden, lærer jeg dog også nogle virkelig vigtige lektioner, udtaler 18-årige Freia Sigsgaard.

Flere unge gennemfører en STU

En undersøgelse foretaget af Undervisningsministeriet viser, at der er sket en stigning på 24,4% på antallet af unge, der gennemfører en STU. I 2019 var der 1665 unge, der gennemførte en STU, og antallet er vurderet til 2072 i 2024.

Flere og flere unge gennemfører altså en Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse, hvor de ved siden af undervisningen, kan vælge et linjefag, de interesserer sig for. På STU i Roskilde, hvor der lige nu er 15 elever, er det ridelinjen, der er særligt populær. En af skolens elever, 18-årige Freia Sigsgaard fra Holbæk, valgte at tage sin STU i Roskilde grundet den unikke ridelinje.

– Lige nu læser jeg op til at kunne tage min afsluttende danskeksamen, og det går rigtig godt. Når jeg har fri fra skole og går ud i stalden, lærer jeg dog også nogle virkelig vigtige lektioner, som tålmodighed, regelmæssighed og gensidig respekt mellem mig og min hest, lyder det fra Freia Sigsgaard

Christina Helene Andersen, der er hesteterapeut og underviser på Next Step – STU i Roskilde, er enig med Freia Sigsgaard i, at lektionerne udenfor klasselokalet er livsændrende for de unge.

-Når de unge ved, at de efter skole kan gå ud i stalden og være nærværende med hestene, giver det dem en modenhed, ro og gåpåmod til at dygtiggøre sig i undervisningen, og så er det selvfølgelig lettere, at gennemføre uddannelsen, når de får den nødvendige støtte, siger Christina Helene Andersen.

Tryghed før faglighed

På STU er det først og fremmest hestene, der er i fokus, før de unge kan fordybe sig i deres uddannelse og den boglige undervisning.

-Når de unger starter hos os, er de et svært sted i livet og har brug for noget interessebaseret undervisning. Ude i staldene hos deres heste, lærer de at være tilstedeværende og tage ansvar, udtaler Next Steps hesteterapeut.

Netop det med at finde ro i sin hverdag, så de unge kan fokusere på deres ungdomsuddannelser, er også noget, Freia Sigsgaard har mærket på egen krop. Hun er nemlig kommet tættere på drømmen om at færdiggøre sin STU, hjulpet på vej af kærligheden til sin hest.

-Min hest, Amir, kunne ikke engang galopere, da jeg overtog ham. Men han hjalp mig med at få ro i hovedet og fjerne mine problemer, så med tid og tålmodighed blev vi hinandens tryghed, og nu har vi vundet 3. pladsen i dressurklassen sammen, lyder det fra den 18-årige STU-studerende.

-Når jeg er færdig her på STU, vil jeg rigtig gerne være Beslagsmed, og det er noget som STU hjælper mig med at finde en læreplads til, tilføjer Freia Sigsgaard yderligere.

Det er for tidligt for Børne- og Undervisningsministeriet at vide, hvor mange der i 2025 gennemfører en STU, men det er forventeligt, at tallene forbliver det samme eller stiger en lille smule.

Første weekend i september kan du møde Next Step – STU i Roskilde på Store hestedag på Roskilde Dyreskueplads. Her vil de studerende, hesteelskende unge samle penge ind til Nyt hesteliv.

Sådan gjorde vi: Jeg fandt frem til statistikkerne om, at flere gennemfører en STU igennem Ritzaus pressemeddelelse og Undervisningsministeriets hjemmeside. Derefter fik jeg kontakt til Next Step – STU i Roskilde, som fortalte om deres ridelinje. Jeg interviewede Christina Helene Andersen fra skolen og eleven Freia Sigsgaard.

Leave a Reply

Your email address will not be published.