Rektor forsikrer, at studerende ikke skal frygte massive besparelser på DTU – alligevel forventes en efterreaktion

Fotot: News Øresund - Mulvany © News Øresund(CC BY 3.0)
Foto: News Øresund – Mulvany © News Øresund(CC BY 3.0)

Det har været en hård start på året for ansatte og studerende på DTU. Grundet besparelser har Danmarks Tekniske Universitet været nødsaget til at foretage en række tiltag på universitetet, som resulterede i, at 75 medarbejdere blev opsagt 1. marts. De studerendes forhold vil også blive påvirket af besparelserne, hvor udbuddet af kurser skal indskrænkes og nogle faglige specialiseringer kan risikere at blive nedlagt.

– Vi er i en situation, hvor vi ikke kan have nedskæringer uden, at det påvirker det arbejde, som vi kan lave på uddannelsessiden. Derfor har vi meddelt de studerende, at selvom det ikke påvirker dem på den korte bane, kan deres valgfrihed blive begrænset på længere sigt. De studerende skal ikke være bekymrede. De får deres uddannelse, og vi vil gøre alt, hvad vi kan for, at uddannelsen forbliver i top, siger rektor på DTU, Anders Overgaard Bjarklev.

Det ventes endnu, præcis hvad som skal ske

Det vil først stå klart efter sommerferien hvilke specialiseringer og fag, som ikke længere vil blive udbudt. Dog står det klart, at universitetet vil prioritere de mere brede linjer, hvilket vil blive på bekostning af nogle af de mere specialiserede og mindre populære fag.

Om DTU

DTU er et teknisk eliteuniversitet med international rækkevidde og standard. Universitetets mission er at udvikle og nyttiggøre naturvidenskab og teknisk videnskab til gavn for samfundet.

Universitetet huser 11.200 studerende og 6.000 ansatte.

Kilde: DTU

– Vi vil gøre alt for at vi ikke kommer til at fjerne et centralt fag, som mange studerende er interesserede i. Selvom den pågældende lektor eller professor ikke længere er der, så må vi jo finde nogle andre som kan løfte den opgave. Processen har disse dage og uger været, at vi har drøftelser med de mennesker, som vi desværre bliver nødt til at bede om at finde noget andet at lave. Så der er tusind ting, som skal på bordet, så vi kan gøre den proces, så ordentlig og respektfuld som overhovedet muligt, siger Anders Overgaard Bjarklev.

Der forventes en efterreaktion

Da ændringerne endnu ikke er trådt i kraft, har reaktionen fra de studerende ikke været så voldsom, fortæller Natasha Hougaard, foreningsforperson og socialpolitisk koordinator i Polyteknisk Forening, som er studenterorganisation ved DTU.

– Da det ikke kommer til at påvirke dette semester, så har reaktionerne heller ikke været så stærke. Men jeg forventer, at det kommer til at ramme lidt hårdere, når man finder ud af, at man ikke kan få de fag, som man havde forventet næste semester. Det bliver nok i højere grad en efterreaktion end en reaktion, siger Natasha Hougaard.

Natasha Hougaard forudser, at reaktionerne vil komme, når de studerende pludselig opdager, at de kurser, som de havde planlagt at tage, er væk, og de er nødsaget til at omlægge det studieforløb, som de ellers havde planlagt.

– Det er selvfølgelig meget ærgerligt, og det giver noget usikkerhed, da man måske må ændre i sin studieplan. Man havde måske planlagt at tage et specifikt kursus på et specifikt tidspunkt, som passede rigtig godt ind i ens interesser, og så finder man ud af, at det ikke er muligt, siger Natasha Hougaard.

Læs også: Mentorprogram skal tiltrække flere piger til DTU

Besparelserne kommer i kraft af et stort underskud på regnskabet for 2022 på 200 millioner kroner. Underskuddet skyldes den høje inflationen, stigende energipriser og øgede udgifter til it-sikkerhed, meddeles det fra universitet. Allerede i slutningen af 2022 gennemførte universitetet en række tiltag for at redde økonomien. Det betød bl.a. at medarbejdere blev tilbudt at søge om frivillig fratrædelse, hvilket resulterede i aftaler med 64 medarbejdere.

Sådan gjorde vi: Jeg blev opmærksom på at DTU havde opsagt en række medarbejdere, hvilket skyldtes et underskud i regnskabet. Her fik jeg ideen til at undersøge, hvad dette underskud ville betyde for de studerende, og hvordan de studerende selv havde reageret på hændelsen. Jeg kontaktede Polyteknisk Forening og DTU’s direktion, som begge stillede op til telefonisk interview.