Historisk klimaaftale træder i kraft: Få overblikket over grønne initiativer gennem tiden

Vindmøller er ifølge forsker i miljø- og energikommunikation Oluf Danielsen et af de vigtigste, miljøvenlige tiltag vi har haft i nyere tid. Foto: Cathrine Marie Nørgaard
Vindmøller er ifølge forsker i miljø- og energikommunikation Oluf Danielsen et af de vigtigste, miljøvenlige tiltag vi har haft i nyere tid.
Foto: Cathrine Marie Nørgaard

Elbiler, vindmøller og økologisk landbrug. Har du en idé om, hvilke innovative tiltag, der har betydet mest for miljøet i nyere tid? Forsker i miljø- og energikommunikation på Roskilde Universitet Oluf Danielsen har en klar idé om, hvilke tiltag der har været de vigtigste.

– Vindmøller og økologisk jordbrug er markante områder. Der er sociale, økonomiske kræfter bag det. Og uden socialt engagement i befolkningen, så løfter tingene sig ikke, siger han.

Og netop engagement i befolkningen er noget af det, der mangler i dag, hvis man spørger Oluf Danielsen. Desuden er der mangler i transportsektoren, hvor der er behov for mere miljøvenlige tiltag.

– Transportsektorens kobling til vindmøllerne mangler. Der er jo store dele af året, hvor der er mere strøm, end vi kan bruge selv. Derfor vil elbilen selvfølgelig være en del af løsningen. Og der mangler vi virkelig et spring, siger han.

Ingen revolution i sigte

Selvom der findes nye energiløsninger, som ser lovende ud, så kan virkeligheden meget vel være en anden.

Læs også: Kendt skuespiller i forgæves klimamission

Et eksempel er Teslas teknologi, der kombinerer solceller med lagring af energi. Teslas administrerende direktør, Elon Musk, nævner i den nyligt udgivne klimadokumentar ‘Before the Flood’, at teknologien i princippet kan overføres til den almene befolkning. Men idéen med at udstyre den enkelte befolkning med solceller, der lagrer energi i et batteri, er ikke én, der kan følges af Thomas Budde Christensen, der er lektor i miljøinnovation ved Roskilde Universitet.

– Jeg tror ikke, at Tesla kommer til at revolutionere med solcelletagene. Det er meget spændende løsninger, som Elon Musk kommer med, men jeg tror ikke på batteri i kælderen og solceller på tagene. Elon Musk har jo brugt rigtig mange penge på at udvikle teknologien på batterier specielt til elbiler. Så som energisystemløsning er det ikke særlig smart.

Oluf Danielsen er af samme opfattelse. Teslas status på bilmarkedet er revolutionerende, men på energiområdet er der ingen revolution i sigte.

– Jeg tror ikke, at Tesla vil revolutionere med solcelletagene. Tesla er jo nogle af dem, der har revolutioneret med el-bilen, og på det område har de allerede haft stor betydning.

Læs også: Private solceller afhænger af statens støtte

Ud over transportsektorens åbenlyse mangler og behovet for en effektiv måde at lagre energi på, er der et andet område, hvor Oluf Danielsen kigger lang efter løsningerne.

– Kødområdet er en meget stor udfordring. Jeg synes ikke, jeg kan se et lys for enden af tunnelen. Vi har ingen bevægelse, der er stærk. Man forventer lidt, at myndighederne tager sig af det her, siger han.

Tiden vil vise, hvor stor effekt den nye klimaaftale vil få. På nuværende tidspunkt er der både optimisme og skepsis at spore i medierne.

Herunder kan du navigere rundt i tidslinjen og få et bedre overblik over nogle af de mest miljøvenlige tiltag i nyere tid. Tidslinjen er udarbejdet i samarbejde med forsker i miljø- og energikommunikation, Oluf Danielsen.


Tryk på link for at åbne tidslinje i et større vindue