Høje-Taastrup dropper besparelser på handicapskole efter kritik. Borgmester: “Vi er blevet klogere”

Mølleholmskolen der huser Heltidstilbuddet for handicappede børn.
Foto: Andreas Bech Henriksen

Da politikerne i Høje-Taastrup satte sig med planerne for næste års økonomi, lå der et forslag om at skære ned på Heltidstilbuddet på Mølleholmskolen – et tilbud til børn med kognitive og fysiske udfordringer.

Men modstanden kom hurtigt. Og da kritikken fra lærere, pædagoger og skolens ledelse rullede ind, fik den politikerne til at ændre retning.

Det fortæller fungerende borgmester Kurt Scheelsbeck (K):

– Der var nogle gode argumenter for, at de fortsat skulle have den her udvidede åbningstid i fritidsdelen. Og derfor tog vi ikke den besparelse med.

Ifølge borgmesteren gjorde kritikken det klart, at forslaget ville få større konsekvenser end først antaget.

– Vi sender nogle besparelsesforslag i høring for at blive bedre oplyst i forhold til, om man vil kunne tage denne her besparelse. Når vi får høringssvarene, så sidder vi jo og bliver klogere, og vi får synspunkterne fra både forældre og personale, forklarer han.

Kurt Scheelsbeck (K) peger også på, at kommunen i år havde bedre mulighed for at undgå de mest følsomme nedskæringer:

– Vi var i den heldige situation, at vi i år kunne bruge 45 millioner kroner ekstra på service. Derfor kunne vi trække nogle af de ubehagelige besparelser ud af sparekataloget.

Lærere: Støj og uro er allerede et problem

Danmarks Lærerforening  beskrev i sit høringssvar til forslaget, at Heltidstilbuddet allerede er presset af udvidelsen, og at børnene ikke kunne bære færre voksne:

– Status er, at der i Heltidstilbuddet er problemer med støj og uro som følge af flere elever og udfordrede fysiske rammer.

Foreningens vurdering af “stordriftsfordele” var klar:

– Der er derfor ikke belæg for, at der kan høstes stordriftsfordele. Besparelse vil føre til serviceforringelser og risiko for øget personaleomsætning og forringede vilkår for en meget sårbar elevgruppe.

Et eksempel viser, hvor stort behovet kan være:

– En enkelt elev kræver mindst to personaler for at komme op at stå, fremgår det af Lærerforeningens høringssvar til forslaget.

Læs også: Under halvdelen stemmer i dele af Høje-Taastrup: “Det er dybt problematisk”

Skolen: Vi har ingen stordrift

Mølleholmskolens ledelse beskrev, hvordan det større børneantal har ændret hverdagen:

– Det udvidede børnemiljø betyder bl.a. øget støj og uro i alle skift-situationer. Det er foruroligende, at man her kan forestille sig, at det giver “stordriftsfordele”, mens hverdagsoplevelsen er, at det stiller højere pædagogiske krav og der skal bruges mere personale.

Skolen opsummerede deres vurdering:

– Vi har ingen stordrift.

Det fremgår af Mølleholmskolens ledelses høringssvar til spareforslaget i budgetaftalen.

Pædagogerne: Forslaget rammer dem, der har størst behov

BUPL, Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund,  kritiserer forslaget for at ramme netop den gruppe børn, der kræver flest ressourcer:

– De 16 nye pladser er indskolingsbørn, som vil kræve morgenåbning og eftermiddagsåbning. Det er dyrere at starte en indskolingsgruppe op end mellem- og udskoling, skriver BUPL i sit høringssvar til spareforslaget.

Forbundet var også kritisk over for selve tankegangen bag spareplanen:

– At administrationen fremlægger et forslag med en besparelse på 20% på 16 nye pladser forekommer os som et absurd dårligt og uvidende forslag ift. manglende kendskab til Heltidstilbuddets arbejde.

Og de advarede om konsekvenserne:

– Forslaget vil skabe et forringet arbejdsmiljø ved yderligere pres på de ansatte og skabe et ringere tilbud.

Det fremgår af BUPLs høringssvar til kommunens spareforslag.

Læs også: Ujævne fortove og manglende ramper skaber problemer for Gentoftes handicappede

Emil Viskum (EL): Jeg havde aldrig været med, hvis vi skulle spare her

Enhedslistens byrådsmedlem Emil Viskum, næstformand for Skoleudvalget, gør det klart, at han aldrig ville have støttet en aftale med besparelser på netop dette område:

– Der har ikke været planlagt nogle besparelser på det.

Han forklarer, at forslaget blev sendt ud som en mulighed, politikerne skulle tage stilling til – ikke som en beslutning:

– Der har været udformet et prioriteringskatalog af administrationen, hvor det har været et forslag. Men det har aldrig været planlagt, at der skulle bespares det.

Viskum forholder sig direkte til kritikken:

– Jeg er meget enig i Lærerforeningens høringssvar.

Og han gentager sin modstand:

– Jeg er rigtig glad for, at man ikke sparer på det område. Jeg havde aldrig været med i et budgetforlig, hvis vi skulle spare på det område.

Til sidst slår han fast:

– Vi skal ikke spare på vores specialiserede tilbud, der har brug for det modsatte.

Skolens ledelse og bestyrelse ønskede ikke at stille op til interview med NetAvisen.

FAKTA: Høje-Taastrup Kommune

  • Forslaget ISU03 – Harmonisering af tildeling til Heltidstilbuddet, blev fremlagt i september 2025 – noget som ville beskære tilbuddet med 20% på 16 nye pladser
  • Mølleholmskolen, Danmarks Lærerforening og BUPL indgav høringssvar i slutningen af september
  • Budgetforliget for 2026, der blev indgået 1. oktober, fjernede besparelsen
  • Kommunen havde en ekstra serviceramme på 45 mio. kr., som blev brugt til at undgå besparelser på skole- og dagtilbudsområdet
  • Kommunalvalg 2025: Afholdes 18. november

Sådan gjorde vi: Journalisten interviewede fungerende borgmester i Høje-Taastrup Kommune, Kurt Scheelsbeck (K), og byrådsmedlem og næstformand for skoleudvalget, Emil Viskum (EL), og bad dem forholde sig til hvorfor spareforslaget på Heltidstilbuddet blev skrottet. Data er fundet i Høje-Taastrups budgetaftale for 2026, og høringssvarene til den fra Mølleholmskolen, Danmarks Lærerforening og BUPL.

Leave a Reply

Your email address will not be published.