Høje-Taastrup kommune melder ud efter aktiekaos: »Der er ikke en bekymring«

Foto: Laura Alexandra Torres-Skovmand
Trumps nye toldsatser sætter gang i aktiemarkedet. Foto: Laura Alexandra Torres-Skovmand

 

Den amerikanske præsident Donald Trump har, efter sin offentliggørelse af de nye toldsatser, sat voldsomme svingninger i det globale aktiemarked.

Flere investorer oplever derfor store udsving på aktiemarkedet, heriblandt Høje-Taastrup kommune, som har 10-15 procent af kommunens investeringsmidler fordelt på diverse aktier som udvalgte forvaltere råder over. Disse forvaltere investerer på kommunens vegne.

Trods de store udsving på aktiemarkedet forholder kommunen sig roligt:

-Der er ikke en bekymring, siger finans-og regnskabschef i Høje-Taastrup, Lasse Sørensen.

Aktiemarkedet har reageret kraftigt på den usikkerhed, som de omskiftelige politiske hvirvelstrømme har ført med sig.

Professor i regnskab ved CBS Niels Westergård-Nielsen peger på denne usikkerhed som drivkraften bag de store udsving på aktiemarkedet:

– Aktiemarkedet reagerer, fordi det her skaber usikkerhed. Og hvis der er noget alle, der har med forretninger at gøre hader, så er det usikkerhed omkring fremtiden siger Niels Westergård-Nielsen.

Kommunen og investeringer

Kommuner skal ifølge kommunestyrelsenslovens § 44 placere midler, som ikke bruges til den daglige drift i banken, eller investere dem i obligationer, investeringsbeviser eller lignende.

Kilde: Høje-Taastrup kommune

Kommunens investeringer bliver varetaget af forvaltere, som investerer på vegne af kommunen. Finans- og regnskabschefen, anerkender dog at ansvaret primært lægger hos kommunen, som derfor har opstillet klare retningslinjer for disse forvaltere:

– Vi har ansvaret, altså vi giver dem nogle retningslinjer, og så skal de sørge for at fordele investeringerne. Vi har nogle regler, hvor vi siger, at vi ikke investerer i selskaber med alkohol, klyngebomber og så videre, siger Lasse Sørensen.

LÆS OGSÅ: Danske Speditører reagerer på amerikanske toldsatser »Det var voldsommere end vi havde forventet«

Professor i regnskab ved CBS Niels Westergård-Nielsen, kritiserer dog kommunens valg om at investere i aktier:

-For det første er det vel problematisk, om kommuner har puttet penge i aktier. Det er jo en risiko. Det kan jeg ikke forestille mig, at man bør gøre med skatteborgernes penge, siger Niels Westergård-Nielsen.

Dertil henviser finans- og regnskabschef, Lasse Sørensen, til lovgivningen:

-Jeg kan godt forstå det, men så skulle man jo bare sige lovgivningsmæssigt, at man ikke må investere i aktier, men det er lovgivningsmæssigt bestemt, at det kan vi godt for en andel af det, siger Lasse Sørensen.

Lasse Sørensen understreger også, at han ville være enig med Niels Westergård-Nielsen, hvis ikke det kun var 10-15 procent af kommunens investeringer, som består af aktier.

Nu hvor kommunen har investeret i aktier, er Niels Westergård-Nielsens opfordring klar:

-Hvis de er endt i suppedasen, så er det meget godt at blive der på nuværende tidspunkt. Det er jo aldrig en god idé at sælge ud og tage tabet, når man står ved tabet. Fordi tingene bliver bedre, men de kan også nå at blive værre inden, så det må man være indstillet på, siger Niels Westergård-Nielsen.

Hvornår man kan regne med en forbedring af markedet, er stadig usikkert og ikke noget man kan forvente inden for den nærmeste fremtid, ifølge Professor Niels Westergård Nielsen:

-Man kan håbe på, at der kommer en vis orden på galskaben, men jeg tvivler på, at det sker inden for nogle dage, siger Niels Westergård-Nielsen.

Sådan gjorde vi: Ideen til artiklen kom på baggrund af en undren over kommunens reaktion på det usikre aktiemarked. Alle interview er foretaget telefonisk.

Leave a Reply

Your email address will not be published.