I det gamle erhvervs- og industrikvarter på Hørkær og Vasekær i Herlev skal der bygges en ny bydel. Her kan man se frem til mange nye lejeboliger og bygninger med op til 11 etager. Derfor har mulige skyggepåvirkninger for de omkringliggende boligkvarterer fra højhusene været på dagsorden under valgkampen.
En miljørapport fra Herlev Kommune fastslår, at der vil være ‘ingen eller kun meget lille påvirkning’ af de boliger, der ligger tæt på området.
– Der er ingen eller kun meget lille påvirkning af de omkringliggende boligkvarterer i form af indblik og skygger. Det ses, at byggeriet er planlagt, så der generelt ikke opstår skyggegener for de omkringliggende boligområder, står der i rapporten, der blev udgivet i maj.
I miljørapporten præsenteres en række skyggediagrammer, hvor det vurderes, hvorvidt højhusene vil skabe skyggepåvirkninger. Selvom det fremgår i rapporten, at højhusene ‘generelt’ ikke vil skabe skyggegener, kan de omkringliggende boligkvarterer ikke vide sig sikre på, at de ikke vil få skygge af højhusene. Det fremgår, at der i kortere perioder i løbet af dagen vil være store skyggepåvirkninger fra øst og vest. Hvor bydelen er placeret i forhold til øst og vest fremgår på kortet.
Artiklen fortsætter under billedet.
Læs mere: Flere hundrede står i boligkø til skandaleramt byprojekt
Det fremgår ikke, hvilke boliger i nærområderne der har risiko for skyggepåvirkning. Der er heller ikke en forklaring på, hvad der menes med ‘meget lille påvirkning’ eller ‘generelt ikke opstår’. Herlev Kommune ønsker ikke at give en forklaring på dette.
Debat om skyggegener
Under valgkampen i Herlev Kommune har debatten om højden på etagebygningerne været meget omdiskuteret blandt lokale politikere.
Borgmester Thomas Gyldal Petersen (S) har tidligere i valgkampen talt for, at det ikke er afgørende, hvor høje bygningerne er, men derimod afgørende at få flere tilflyttere i kommunen.
Fakta om den nye bydel
- Den har et grundareal på 78.519 m2
- Den er fastlagt ud fra de rammer, der fremgår af lokalplan 121
- Den ligger i den sydvestlige del af Herlev, syd for S-banen og nord for Mileparken
- Den skal bestå af boliger, erhvervsbyggerier, servicefunktioner, uddannelse og institutioner
- Den skal bebygges med 800-900 boliger
- Den skal bestå af store grønne friarealer, der er offentligt tilgængelige
Kilde: Herlev Kommune
Denne holdning deler Betina Skovby fra Socialistisk Folkeparti ikke. Hun mener, at Herlev Kommune ikke skal bygge etagebygninger på højere end syv etager. Hun siger også, at højhusene vil komme til at påvirke lyskvaliteten på andre bebyggelser i området, og at de vil skabe unødige skyggegener.
– Herlev er en meget lille by, og hvis der skal komme noget sol og lidt lys ind i vores lejligheder, som jo også giver noget lyskvalitet for dem, der bor her, så er vi bare ikke en by, der er egnet til at have de der kæmpe høje bygninger, siger Betina Skovby (SF).
I modsætning til Betina Skovby argumenterer Carl Andersen fra Liberal Alliance for, at man kan bygge så højt, så længe det giver mening. Han fortæller også, at det vil være yderst begrænset, hvor mange boliger der bliver udsat for afskærmning af solen.
– Hvis der ikke er nogen logiske og saglige argumenter for skyggekast og genevirkninger, hvilket der ikke er på langt de fleste af de bygninger, der skal bygges nede i det tomme industrikvarter, så kan jeg vitterlig ikke se et eneste argument for, at vi politisk skulle fastsætte en byggehøjde, siger Carl Andersen (LA).
Selvom det fremgår i miljørapporten, at der er ‘ingen eller kun meget lille påvirkning’ i form af skygger for de omkringliggende boligkvarterer, holder Betina Skovby (SF) stadig fast i sin pointe. For hende er det logisk, at jo højere man bygger, jo mere skygge kommer der.
– Selvom det står i rapporten, tænker jeg, at det er jo logik, at højhusene vil skærme for solen. Selvfølgelig vil de give skyggeforhold. Det betyder jo noget at bygge højt, siger Betina Skovby (SF).
Sådan gjorde vi: Nyheden stammer fra en debat, hvor politikere i Herlev Kommune diskuterede, hvor grænsen går for højden på de nye etagebygninger. Interviewene er foregået over telefon og ansigt til ansigt.