Horesta: Ud med ID-kort og ind med øget kontrol

Alle hotelmedarbejdere vil fremadrettet skulle bære id-kort, hvis foreslaget bliver vedtaget.  Foto: Hotel Imperial - press kit
Alle hotelmedarbejdere vil fremadrettet skulle bære id-kort, hvis foreslaget bliver vedtaget.
Foto: Hotel Imperial – Press kit

Brancheorganisationen HORESTA, tager klart afstand fra de id-kort, som tjenere, hotelmedarbejdere, gartnere, rengøringspersonale og landbrugsmedarbejdere, ifølge SF, skal til at gå med, når de er på arbejde. SF vil bruge ti millioner kroner på id-projektet. Id-kortene skal ifølge SF være med til at forbedre arbejdsforholdene i de pågældende brancher. I byggebranchen er indførelsen af id-kortet allerede vedtaget.

– Jeg tror bestemt, at id-kortene vil have en effekt. Id-kortene vil gøre, at det bliver vanskeligere at snyde systemet. En person, der arbejder her illegalt, ville ikke kunne få sådan et kort. Det vil betyde, at når man møder den pågældende ved en kontrol, så vil man fra start af vide, at her er der noget galt, siger arbejdsmarkedsordfører Eigil Andersen (SF).

HORESTA: Id-kort er spild af penge

Brancheorganisationen HORESTA, som er brancheorganisation for hotel-, restaurant- og turisterhvervet, er uenige i, at indførelse af id-kort er en god idé.

– I forhold til mange andre brancher har vi få og mindre alvorlige arbejdsskader i vores erhverv. Det er svært at se lige præcis , hvor sådan et id-kort i vores branche skulle kunne gøre en forskel i forhold til arbejdsmiljøet, siger kommunikationschef Henrik Messmer fra HORESTA.

HORESTA har dog et bud på, hvordan de ti millioner kunne bruges på en bedre måde.

Læs også: Statsministerens åbningstale: Afskaf retsforbeholdet

– Det er bedre at bruge de ti millioner kroner på en indsats på kontrollen af branchens brodne kar. Skattemyndighederne kunne for eksempel bruge nogle flere kræfter på at tage ud i de virksomheder og kontrollere, om der bliver betalt den skat, der skal betales, siger kommunikationschef Henrik Messmer fra HORESTA.

Enighed om øget kontrol

Selvom arbejdsmarkedsordfører Eigil Andersen (SF) mener, at indførelsen af id-kort vil have en positiv effekt, så er han delvist enig med Henrik Messmer fra HORESTA.

– Det er også en god ide med flere kontroller. Der er allerede lavet flere kontroller under den regering, der trådte til i 2011, men jeg tror, at det er rigtigt nok, at der er behov for yderligere, siger Eigil Andersen.

Læs også: Eksperter spår SF tilbagegang ved Europa-Parlamentsvalget

At det er bedre kun at satse på udvidet kontrol, er Eigil Andersen ikke enig i.

 – De penge, man ofrer på det her område, vil i sidste ende give overskud. Udgifterne vil mere end bare tjene sig selv ind, og det gælder både udgifterne til id-kort og til kontrol, siger arbejdsmarkedsordføreren.