Hver anden taler i telefon i firmabilen

Hele 59 procent af bilisterne, som kører firmabil, tager telefonen, når den ringer. Det viser en undersøgelse foretaget af Rådet for Sikker Trafik. Selvom undersøgelsen viser, at man tager telefonen oftere end det forventes, når man kører bil, har kun få virksomheder retningslinjer for mobilsnak i firmabilen.

Undersøgelsen er blevet gennemført i samarbejde med TDC og De Regionale Færdselssikkerhedsudvalg og er en del af kampagnen ”kør bil når du kører bil”. 

Hos Sikker Trafik påpeger dokumentationschef Jesper Sølund, at det er indholdet af samtalen sammen med samtalens længde, der mindsker trafiksikkerheden. Arbejdssamtaler kræver mere opmærksomhed end en kort besked som »husk lige at købe kartofler,« forklarer han. Og ved de krævende samtaler kan bilisterne ikke koncentrere sig om at køre bil.

»Hvis min datter ringer og spørger, hvor er den røde bluse henne? Og jeg svarer, du går ned i værelset for enden ad gangen, så skal du ned i skabet til højre, og så på tredje hylde deroppe der skulle den gerne ligge.« I dette tilfælde er opmærksomheden flyttet fra trafikken og hjem i værelset. Det mindsker reaktionsevnen og gør derfor kørslen usikker, pointerer Jesper Sølund.

Tdiligere undersøgelser viser, at uopmærksomhed er en afgørende faktor i 1 ud af 3 af alle trafikulykker.  Det gør uopmærksomhed til et af de væsentligste temaer at sætte fokus på, når trafiksikkerheden skal højnes. Jesper Sølund uddyber:

»Det er meget svært at få belyst risikoen ved uopmærksomhed, fordi folk ikke frivilligt oplyser, at de desværre sad og snakkede i telefon, da uheldet var ude, og politiet kan ikke få adgang til oplysninger, om mobiltelefonen har været i brug på ulykkestidspunktet.«

Kampagnens hovedbudskab er derfor så simpelt – kør bil når du kører bil. Folk er simpelthen ikke bevidste om den risiko, der er forbundet med at lave noget som helst andet end at køre bil, når man kører bil, forklarer Jesper Sølund.
 

Sms’er dræber på testbanen
TDC har som den første virksomhed lavet retningslinjer og gode råd for, hvornår deres kørende medarbejdere bruger telefon og tjekker data på computeren. De har sat fokus på, at hvis man er i gang med en opmærksomhedskrævende samtale, skal man holde ind til siden. Servicetekniker hos TDC Daniel Marijanovich har været på testbane for at se, hvor lidt der skal til, før uheldet er ude, og man kører noget eller nogen ned.

»Jeg er i hvert fald holdt op med at skrive sms’er og tale i telefon, mens jeg kører bil. Reaktionsevnen blev jo kraftigt reduceret, hvis jeg kiggede ned et øjeblik. Jeg kørte ind i de personer eller pæle i dette tilfælde, som poppede op på vejen,« siger Daniel Marijanovich.