Selehaderne kan ikke nås

Politiet afholdte fra 10.-16. marts 2014 sikkerhedssele-og mobilkontrol rundt i landet.  Foto: www.politi.dk
Politiet afholdte fra 10.-16. marts 2014 sikkerhedssele-og mobilkontrol rundt i landet.
Foto: www.politi.dk

De fleste danskere spænder sikkerhedsselen fast, når de sætter sig ind i bilen. Faktisk vælger hele 94 procent at køre med sele. Problemet er, at få de sidste seks procent til at følge loven og klikke selen fast i spændet, når de kører bil.

Trafikforsker Niels Agerholm fra Aalborg Universitet mener ikke, at man kan komme meget længere op end de 94 procent, da der er nogle, der er af den religiøse overbevisning, at selen er farlig at have på, da de så ikke kan komme ud af bilen, hvis der sker et uheld.

– Man vil aldrig nå op på 100 procent. Den sidste gruppe vil enten ikke bruge selen, eller også kan de ikke huske at bruge den. Hvis de får et klip i kørekortet, kan det selvfølgelig godt være, at de lærer af det, men det er jo ikke så tit, politiet lige fanger dem.

Læs også: Politi om mobilsnak: Klip i kørekort vil ikke hjælpe

Selepolitik på jobbet er vejen frem

Det er vigtigt at blive ved med at forsøge at nå gruppen med dem, som ikke bruger sele. Det skal gøres med kampagner og i kombination med politikontrol, mener Niels Agerholm.

– Det er vigtigt, at de to ting følges ad, for hvis ikke der har været oplysningskampagne, så bliver folk sure, og hvis kampagnen ikke bliver fuldt af politiet, der holder øje, så glemmer folk for hurtigt igen.

Det er lidt beskæmmende, at vi kan gå ud og skrive det samme antal sager med manglende seler som sidste år. Man skal have forståelse for, at det er for sin egen sikkerhed og for ens familie.
Kim Bruun, vicepolitiinspektør for Nordsjællands Politi

Niels Agerholm mener også, at man vil kunne komme langt, hvis man på erhvervssiden siger, at folk skal køre med sele og holde reglerne og principielt, hvis de har en firmabil, sige, at det får konsekvens for ansættelsen, hvis de ikke kører efter reglerne.

– Det ville helt sikkert hjælpe, hvis firmaerne gjorde noget. Der er ikke nogen tvivl om, at der ikke er noget, der virker mere effektivt, end hvis folk bliver truet på levebrød. Der er også lavet undersøgelser på det i andre lande, der viser, at det virker, siger Niels Agerholm.

Nordsjælland topper med selehadere

Fra den 10.-16. marts 2014 lavede politiet over hele landet sikkerhedssele- og mobilkontrol. 1377 personer blev sigtet for manglende brug af sele. Nordsjællands Politi havde det største antal færdselskontroller ude, og det var også her, hvor suverænt flest manglede selen. Det blev i ugens løb til 330 bøder.

– Jeg tror ikke, der er flere færdselslovbrydere i Nordsjælland. Det er et spørgsmål om politikredsens indsats og prioriteringer, siger Kim Bruun, vicepolitiinspektør i Nordsjællands Politi.

Resultat af færdselskontrol d. 10.-16.marts 2014

  • 359 kontroller blev foretaget
  • 7198 blev standset
  • 2956 fik en bøde for en forseelse
  • 1377 personer manglede sikkerhedssele
  • 36 havde ikke spændt børn i bilen fast
  • 799 anvendte håndholdt mobil under kørslen

Til sammenligning med sidste års selekontrol, er der sket en stigning. Her blev stoppet 283 med manglende sele. Kim Bruun undrer sig over, hvorfor så mange vælger at undlade selen.

– Det er lidt beskæmmende, at vi kan gå ud og skrive det samme antal sager med manglende seler som sidste år. Man skal have forståelse for, at det er for sin egen sikkerhed og for ens familie.

Vi må hjælpe hinanden

Kim Bruun har sine en formodning om, at det ofte er unge mænd og ældre mennesker, som ikke spænder sikkerhedsselen, når de skal ud at køre.

– Unge mænd har følelsen af udødelighed, og så er det for nogle trendy at sige: ’Nå, er du bange for at køre med mig’, hvis vennen tager sele på. Og så er der ældre mennesker, som synes, det er noget værre pjat, at man indførte lov om brug af sikkerhedssele tilbage i 1976.

Læs også: Vi anmelder spøgelsesbilister, der ikke findes

At der er indført højere bøder, så det nu koster 1500 kroner at mangle selen, er noget der forhåbentlig kan få flere til at huske færdselsreglen, mener Kim Bruun. Ligeledes mener han, som Niels Agerholm, at der skal oplysningskampagner og politikontrol til. Og så er det en god ide at hjælpe hinanden.

– Mange folk har den opfattelse, at de har kørt bil i mange år, uden at der er sket noget, og så forestiller de sig, at der ikke kan ske noget. Men man skal påvirke sin familie til, at det er hul i hovedet at køre uden sele, siger Niels Agerholm.