Ida Auken hængt ud efter satirehistorie

Bølgerne gik højt på Aukens Facebook-side. Foto: Frederik Sundby-Lebech
Bølgerne gik højt på Aukens Facebook-side.
Foto: Frederik Sundby-Lebech

Den tidligere miljøminister Ida Auken (R) er blevet hængt ud på de sociale medier, efter Ekstra Bladet tirsdag bragte et satirisk læserbrev i hendes navn:

– Jeg mener, at det kun skal være tilladt at køre racerløb i elbiler, stod der i brevet.

Poul Madsen har lovet mig to kolde øl, men jeg venter stadig på Formel 1-biletter
Ida Auken, tidligere minister

Budskabet var henvendt mod det nye Formel 1-stjerneskud Kevin Magnussen. Men selv om den ‘ægte’ Ida Auken altid har været kendt som en miljøforkæmper, tager hun skarpt afstand fra det falske læserbrev:

– Jeg håber, at Ekstra Bladet tænker sig ekstra om en anden gang, for det kan have meget voldsomme omkostninger for en politiker. Man er virkelig forsvarsløs, når den slags rammer én, siger hun.

Ekspert i sociale medier og stifter af kursusvirksomheden Bigum&Co, Thomas Bigum forklarer, at den misforståelse og vrede, som det falske læserbrev skabte, er et produkt af den aktuelle kultur i de sociale medier:

– De sociale medier er en børnehave, siger han.

Læs også: Politikere jagter unge på sociale medier

Kontraangreb

Til at starte med besluttede den radikale politiker sig for at ignorere det falske læserbrev. Men misforståelsen var blevet for omfattende for hende i går eftermiddag.

Derfor forklarede hun sig både på Facebook og Twitter i håbet om at redde trådende ud:

– Skulle du være en af dem, der har set indlægget i løsrevet form og blev i tvivl, så ved du hermed, at det indlæg ene og alene er Ekstra Bladets fortjenteste. Sig det gerne til din nabo også. Og til EB – tak for opmærksomheden. I skylder to kolde øl og måske et par billetter til Formel 1, skrev Auken på Facebook.

Den tidligere minister er glad for, at hendes modreaktion vendte stemningen så hurtigt.

Ifølge Thomas Bigum er engagement i de sociale medier det eneste våben for politikere og offentlige personer til at sikre sig og forsvare sig mod misforståelser og personlige angreb:

– Byg dig din stemme i fredstid, så når der lige pludselig er hug, så har du en platform at tale fra. Du har dine trofaste følgere på Twitter, der kan trykke ‘retweet’, og du har dine trofaste Facebook-fans, der deler dine opslag, siger eksperten.

Forsvarsaktionen har skabt ro på de sociale medier, og det kan Auken snart nyde med en kølig forfriskning:

– Poul Madsen har lovet mig to kolde øl, men jeg venter stadig på Formel 1-biletter, siger eks-ministeren.

Læs også: Mystisk mobbetendens kan være på vej til Danmark

Viral vrede

Ikke alle Ekstra Bladets læsere var lige opmærksomme. Indlægget blev flittigt delt på de sociale medier som et reelt læserbrev. Det førte til en enorm kollektiv misforståelse og en storm af utilfredse henvendelser rettet mod Auken:

– I går væltede det ind på min facebook med vrede beskeder, og der gik det op for mig, at den var gået viralt som et foto, siger hun.

Ifølge Thomas Bigum hænger den oprørte stemning, som satirehistorien skabte, sammen med, at de sociale medier stadig er et relativt nyt fænomen:

– Kildekritik er ikke allemandseje, og tingene går hurtigere nu, end de gjorde for tre år siden, siger eksperten.

I fremtiden mener Bigum, at folk vil blive bedre til at skelne mellem sandt og usandt i de sociale medier, men det varer lidt, før man har lært det.