Indsamling om kvindesygdomme: »Der er alt for lidt forskning i kvinders underliv«

På trods af vejret blev sidste års Ladywalk afviklet. På billedet er arrangementet i Hillerød.
Foto: Ladywalk

Hillerødanerne kan igen i år forvente en masse energi d. 22. maj, hvor der bliver afholdt den årlige “Ladywalk”. Begivenheden har et mål om, at kvinder skal opleve glæden ved at komme ud at gå samtidig med, at de støtter forskning og oplysning om kvindesygdomme i Danmark.

Der er for lidt fokus på forskning i kvindesygdomme. Det mener Endometriose Fællesskabet, som er en patientforening der støtter forskningsprojekter og giver vejledning til kvinder, som lider af den kroniske betændelsestilstand endometriose.

Vigtigt med anerkendelse

Anne Hovmøller, der er presseansvarlig i Endometriose Fællesskabet, er derfor glad for, at det frivillige initiativ Ladywalk er med til at sætte fokus på de sygdomme, som ifølge foreningen ikke bliver nok belyst.

– En støtte fra en større sammenslutning, som ser os betyder jo noget anerkendelse frem for alt andet. Når der er så mange kvinder, som lider af endometriose, så er det rigtig stort for os, at vi bliver set og anerkendt.

FAKTA: Endometriose

  • Op mod ti procent af kvinder i den fødedygtige alder har endometriose.
  • Hyppigste symptom er smerter ved menstruation og ægløsning.
  • På længere sigt kan man udvikle kroniske smerter, som kan medføre udpræget træthed og søvnforstyrrelser.
  • 30-40 procent af kvinder med endometriose har problemer med at blive gravide.

Kilde: Aarhus Universitet

Udover at være med til at sætte kvindesygdomme på dagsordenen, går overskuddet fra Ladywalk til forskningsprojekter. Det betyder meget for Endometriose Fællesskabet, lyder det fra Anne Hovmøller.

– Ladywalk har for os betydet, at vi kan starte vores egen forskning, som udspringer af Endometriose Fællesskabets eget initiativ, og det kan vi jo normalt ikke. Der er alt for lidt forskning i kvinders underliv, og når Ladywalk kun fokuserer på kvindesygdomme, så hjælper det os med at fokusere på netop disse sygdomme. Når der en sygdom, der kun rammer mænd, så vil man hurtigere tage handling, hvor det samme desværre ikke gør sig gældende for kvinders vedkommende.

Anne Hovmøller mener også, at forskningen, i stedet for at fokusere for ensidigt på medicinudvikling, i højere grad bør kigge hen imod, hvordan man kan få et godt liv med endometriose.

– Groft sagt kan man sige, at medicin måske er med til at give den ene halvdel af det gode liv som patient, men vi skal spæde rigtig meget til selv som patienter. Det er med at finde ud af, hvad er det for nogle ting, der virker, så vi rammer rigtigt. Det er en jungle derude med alt muligt alternativt, man selv kan gøre. Derfor mener vi, det er vigtigt for de 130.000 patienter i Danmark, at der er forskning bag, hvad man selv kan gøre.

Bestyrelsesformand i Ladywalk: Det er ren frivillighed

For Ivan Mejlgaard, der er bestyrelsesformand i Ladywalk og har lagt kræfter i Ladywalk de sidste 20 år, er det vigtigste at gøre folk glade.

– Vi er nogle mennesker, som elsker at gøre noget godt for andre, så man kan sige, at det er ren frivillighed. Vi startede med to foreninger tilbage i 2001, og i dag er vi oppe på 14, og da vi nåede 2019, var vi oppe på 55.000 deltagere på landsplan. I år er der godt 10.000 der har meldt sig til i hele landet.

I Hillerød finder Ladywalk i år sted mandag d. 22. maj klokken 18:30 i Firmaidrættens Hus, hvor man kan vælge at gå en rute på tre, syv eller tolv kilometer. Du kan se alle Ladywalks 14 startsteder her.

Sådan gjorde vi: Journalisten læste om så Facebook-begivenheden for Ladywalk og ville undersøge, hvad det gik ud på. Herefter tog han kontakt til Ladywalks bestyrelsesformand Ivan Mejlgaard med henblik på at høre mere om deres frivillige arbejde. I forlængelse af det rakte journalisten ud til Endometriose Fællesskabet for at høre, hvilken sag deres forening kæmper.