Indsatte bygger legepladser og dyrker økologiske grøntsager

Legepladser som denne produceres af indsatte i de danske fængsler. Der står blandt andet en i Kongens Have i København. Billede fra Kriminalforsorgen.
Legepladser som denne produceres af indsatte i de danske fængsler. Der står blandt andet en i Kongens Have i København.
Foto: Kriminalforsorgen.

Når du næste gang er på legepladsen eller sætter dig på en bænk, er det sandsynligt, at legepladsen er bygget af de indsatte i danske fængsler. Som frihedsberøvet i Danmark har man nemlig pligt til at arbejde og være i beskæftigelse.

De indsatte, der arbejder på værkstederne og de mange andre arbejdspladser i fængslet, kan blandt andet beskæftige sig med træ, møblersnedkeri og metalarbejde.

Oversigt over de indsattes beskæftigelsesområder
– Træ (6 værksteder)
– Møbler (3 møbelfabrikker)
– Metal (6 værksteder)
– Tekstil (4 værksteder)
– Grafik (2 værksteder)
– Madlavning (2 store produktionskøkkener)
– Landbrug/skovbrug/gartneri (2900 hektar)
– Pakke- og montagearbejde (400 samarbejdspartnere)
– Vedligeholdelse

Inden de bliver sat i arbejde, finder fængslet ud af, hvad de er gode til, fortæller Peter Larsen, leder af produktionen i Kriminalforsorgen.

– Vi screener de indsatte, før vi sætter dem i beskæftigelse. Det vil sige, at vi finder ud af, hvilke færdigheder de har med sig, og hvilke færdigheder vi så skal prøve at give dem, så de er bedre rustet til et arbejdsliv udenfor fængslet, siger Peter Larsen. Han forklarer, at tanken bag de indsattes mange jobmuligheder stammer fra et ønske om at give de indsatte en mere meningsfuld hverdag og samtidig forberede dem på at deltage i et arbejdsliv udenfor murene.

Cirka 55% af de 4000 indsatte i danske fængsler er beskæftiget med arbejde. Andre er enten i uddannelse eller i gang med en form for behandling.

Læs også: Overfyldte fængsler presser fængselsbetjente

Myten om tøjklemmerne

Mange danskere kender ikke til det væld af produktionsmuligheder, der findes i danske fængsler og nogle tror stadig, at de træklemmer de hænger deres vasketøj op med, er produceret af indsatte.

Men sandheden viser sig at være en helt anden:

– Det med produktion af tøjklemmer er en myte. Der blev produceret tøjklemmer tilbage i 1950erne og for den sags skyld også trælegetøj, siger Peter Larsen, og afliver dermed en gang for alle myten om, at de indsatte i danske fængsler kun producerer tøjklemmer.

Vagter i rollen som kollegaer

Mange gange handler det om at socialisere de indsatte. Det skal jo til, før man kan blive resocialiseret ind i samfundet.
Peter Larsen, leder af produktionen i Kriminalforsorgen

Derfor er de indsatte heller ikke omringet af vagter, men kollegaer:

– De fagmedarbejdere og værkstedsansvarlige, der arbejder sammen med de indsatte, er samtidig også uddannede fængselsvagter. Det betyder, at klimaet på arbejdspladsen er tættere på det virkelige liv, nærmest kollegialt, og alle arbejder sammen. Der er ingen på arbejdspladsen, der kun er der for at holde øje og overvåge.

Læs også: Indsatte får kulturhus og butikker i nyt milliard-statsfængsels

Troværdigt arbejdsmiljø er vigtigt

Men selvom der er fokus på at gøre de indsattes arbejdsgang så virkelig som muligt, så er det stadig ikke helt det samme:

– Vi skildrer ikke så meget med flugtveje, men udover det gør vi meget for at gøre arbejdsmiljøet så virkeligt som muligt, fortæller Peter Larsen, og meningen er ikke til at tage fejl af.

Nyttig beskæftigelse af de indsatte, mens de afsoner, er nøglen til et lovlydigt og succesfuldt arbejdsliv på den anden side af muren.