Er mine private oplysninger i sikkerhed, når jeg anvender mit Nem ID, bruger sundhedsvæsnet eller skriver mit CPR-nummer på nettet? Hvis vi alt for ofte bliver i tvivl, om der bliver taget godt nok hånd om vores helt private data, mister vi tilliden til de ansvarshavende på Christiansborg.
Det mener Lektor for datalogi på Københavns Universitet Erik Frøkjær, og formand for DANSK IT’s udvalg for IT i den offentlige sektor og direktør i Rambøll, Ejvind Jørgensen.
Det er et stort problem. Jeg får masser af mails fra en lang række bekymrede borgere i takt med, at de mest personfølsomme oplysninger, lønsedler og meget mere digitaliseres. De er nervøse for, hvor sikkert det er at dele disse oplysninger digitalt. IT-ordfører Michael Aastrup Jensen (V)
For mange fadæser skaber bekymring
Et lille udsnit af de sager, der ifølge dem skader danskernes tillid, er hacking af CPR-registre, IT-fejl i screening for livmoderhalskræft, politiets mislykkede digitale system med sagsmapper og problemer med Nem ID. Oven i hatten kommer usikkerheden omkring NSA’s overvågning af Europæiske borgere:
– Det store antal af uheldige sager og skandaler koster tab af befolkningens tillid til, at det offentlige er i stand til at sikre en forsvarlig, pålidelig og effektiv brug af IT,” vurderer Erik Frøkjær, der i flere år har været en stærk kritiker af statens IT-håndtering.
Hos DANSK IT påpeger Ejvind Jørgensen, at det skal tages dybt alvorligt når borgernes tillid får skrammer:
– I Danmark eksisterer der en meget høj tillid mellem borgerne og det offentlig, men det kan meget hurtigt sættes over styr. Alene derfor er det afgørende, at der er tillid til, at vores data bliver beskyttet, og at systemerne virker, mener Ejvind Jørgensen.
Læs også: Ekspert: det offentlige mangler IT-nørder
Danskerne vil gerne være digitale
Karin Gaardsted, der er IT-ordfører for socialdemokraterne, tror grundlæggende, at danskerne er glade for at være så digitale. Hun erkender dog, at der ofte er fejl i systemerne:
– Vores evne og en lyst til at gøre ting på computeren er rigtig stor, og det er godt. Men der, hvor det går galt, er ofte, når vi skifter it-systemer. Det er desværre korrekt, at systemerne gang på gang ikke virker fra begyndelsen.
Karin Gaardsted (S) oplever ikke bekymring eller vigende tillid, men nærmere irritation, når der er fejl i IT-systemerne. Hun opfordrer derfor de private virksomheder, der udvikler systemerne, til at hente de rette eksperter ind, før man eksempel fejlagtigt taber 27.000 kvinder ud af et screeningsprogram for livmoderhalskræft på grund af IT-fejl.
– Jeg kan kun opfordre til, at man på et meget tidligt tidspunkt involverer dem, der har den tekniske viden på området, siger Karin Gaardsted.
Oppositionen: Tilliden vakler
Hos oppositionen er man derimod ikke i tvivl om, at tilliden er i fare. Venstres IT-ordfører Michael Aastrup Jensen oplever direkte borgernes bekymring:
– Det er et stort problem. Jeg får masser af mails fra en lang række bekymrede borgere i takt med, at de mest personfølsomme oplysninger, lønsedler og meget mere digitaliseres. De er nervøse for, hvor sikkert det er at dele disse oplysninger digitalt, fortæller han.
Michael Aastrup Jensen (V) mener, at ansvaret for usikkerheden ligger hos både den tidligere og nuværende regering:
– Det er et politisk ansvar lige meget, hvordan man vender og drejer det.
IT-ordførerne for Liberal Alliance, Enhedslisten og Dansk Folkeparti er enige i, at der er en stor bekymring blandt borgerne om, hvorvidt der bliver taget hånd om datasikkerheden. Det lyder enstemmigt fra IT-ordførerne, at den vaklende tillid til statens IT-håndtering er et politisk problem.
Urealistiske forventninger til systemer
Faktaboks: Danmark sammenlignet med EU
Danmark er et af de europæiske lande, hvor adgangen til IT og brug af IT er mest udbredt.
• 79 pct. af danskerne bruger internetbank. I EU ligger andelen på 40 pct.
• Danskerne er førende i EU mht. online kontakt med offentlige myndigheder. 80 pct. af danskerne har besøgt de offentlige myndigheders hjemmesider, mod 39 pct. EU borgere
Kilde: Dansk Statistisk 2012. IT-anvendelse i befolkningen – EU-sammenligninger
Professor fra CBS Mogens Kuhn Pedersen opfordrer til at slå koldt vand i blodet. For borgerne vil med tiden vænne sig til de digitale løsninger, og mange er allerede glade for at kunne klare flere ting på computeren:
– Man skal passe på med at blæse det op til skandaler og sige, at nu er helvedet løs. Tilliden kommer i takt med, at vi vænner os til Nem ID, E-boks og Rejsekortet, påpeger han, og bruger metroen som eksempel på, at systemerne ofte virker godt efter en periode, siger han.
Usikkerheden omkring vores sikkerhed handler i høj grad om vores forventninger, vurderer Mogens Kuhn Pedersen:
– Hvis vi har en forestilling om en fuldstændig beskyttet tilværelse, er det en romantisk fortælling, der er forkert. Det handler også om, hvorvidt vi forventer, at systemerne er komplet fejlfrie fra starten.
Læs også: Kommunerne er afhængige af IT-frivillige