“Jeg synes, det er grimt, hvad der foregår i debatten” – Gustav fra Allerød oplevede hård tone i lokalpolitik på egen krop

Borgmesterdebat i Allerød
Borgmesterdebat i Allerød. Foto: Gustav Lund

Gustav Lund fra Allerød lagde for nylig op til debat i Facebook-gruppen Politik i Allerød. Her havde han ikke regnet med, at det skulle føre til mere end en omgang meningsudveksling på det sociale medie. Sådan gik det ikke.

“Jeg er 20 år gammel og følger selv meget med i lokalpolitikken her i Allerød – både generelt og her i gruppen. Alligevel har jeg aldrig tidligere blandet mig aktivt i debatten, fordi jeg mener, at den alt for ofte ender i mudderkast og personangreb,” skrev Gustav i sit opslag, der efterfølgende blev centrum for heftig debat.

Han fortæller, at hele debatten startede, da han prøvede at opfordre til en bedre kultur i Facebook-gruppen.

–  Jeg prøvede at appellere til, at vi skulle blive bedre, fordi der virkelig er nogle derinde, der går efter manden i stedet for bolden. Så fandt nogen ud af, at jeg laver frivilligt arbejde for min ven, der er venstrekandidat, og så gik nogle helt amok. Der var 170 kommentarer på to opslag, siger han.

Selvom Gustav oplevede, at størstedelen af reaktionerne på hans opslag var positive, kunne tonen også hurtigt skifte retning til noget mere ubehageligt.

Jeg er faktisk ikke kommet på noget, der er mere antidemokratisk end sociale medier.

Mads Kæmsgaard Eberholst, forsker i medier ved Roskilde Universitet.

– Det viser jo bare, hvordan tonen hurtigt kan blive hård. Hvis man som ung bliver mødt med personangreb, så er det klart, at mange ikke gider blande sig igen, siger han.

FAKTABOKS: Unge i demokratiet.

  • 52 % af unge har lav demokratisk selvtillid – de tvivler på egne evner og holdninger i politisk debat.
  • 46 % af unge føler sig trygge ved at udtrykke politiske holdninger – lavere end resten af befolkningen (52 %).
  • 73 % af unge har deltaget i en politisk aktivitet det seneste år – oftest samtaler med venner og familie.
  • 33 % af unge med lav demokratisk selvtillid siger, at de ikke ved nok til at deltage i politisk debat.

Kilde: DUF Demokratianalysen

Læs mere: Jonathan savner unge stemmer i lokalpolitikken: ”Ungdommen er ikke ordentligt repræsenteret”

“Debatten bliver ukonstruktiv”

Anders Frydenberg, spidskandidat for SF i Allerød Kommune, kan godt genkende problemet, 

– Jeg ved ikke specifikt, hvor meget det betyder, men jeg tror godt, tonen i debatterne kan få nogen til at overveje, om de overhovedet vil gå ind i det politiske. Når debatten bliver lidt hård, kan det skræmme nogen væk, siger han.

Han er dog ikke helt enig i, at debatten i Facebook-gruppen er hård. Derimod mener han, den ofte mister sin værdi.

– Jeg vil ikke sige, at tonen er hård, snarere ukonstruktiv. Jeg synes, det er svært at få noget ud af de debatter, der foregår der. Generelt synes jeg, at debatten på sociale medier sjældent er særlig konstruktiv.

Anders Frydenberg mener i stedet, at løsningen findes i mødet med mennesker i bybilledet.

– Folk er langt mere interesserede i dialog, når man møder dem i virkeligheden. På Facebook handler det ofte om at fortælle, hvorfor man selv har ret, ikke om at forstå hinanden, siger han til Netavisen.

“Sociale medier forstærker de stærkeste stemmer”

Ifølge Mads Kæmsgaard Eberholst, der er medieforsker ved Roskilde Universitet, er problemet med debatkulturen på sociale medier, at det tit kun er de mest kompromisløse stemmer, der optræder på medierne.

– Når man spørger folk, om de har lyst til at debattere politik online, falder omkring halvdelen fra og siger nej. Og dem, der bliver tilbage, er sjældent de midterste eller de mest kompromissøgende. Det er dem, der mener det med hele krop og sjæl. Det skaber ofte en hårdere tone, siger han.

Han forklarer, at det nødvendigvis ikke er unge, der er de mest udsatte. Det er derimod mekanismerne på de sociale medier, som der generelt fremmer konfrontation frem for dialog.

– Der er noget grundlæggende ved platformenes design, der gør, at det bliver svært at føre en saglig debat. Facebook og lignende medier er ikke skabt til nuancerede samtaler, men til at belønne synlighed og reaktioner. Det betyder, at de mest følelsesladede og markante indlæg får mest opmærksomhed.

Ifølge Mads Kæmsgaard Eberholst mener ikke, at onlinekulturen har en positiv effekt på den demokratiske samtale.

– Jeg er faktisk ikke kommet på noget, der er mere antidemokratisk end sociale medier, når det handler om at skabe konstruktiv politisk debat. For selv når folk prøver at tale ordentligt, bliver de fanget i en form, hvor konflikter og misforståelser bliver forstærket, siger han.

“Det bliver hurtigt personligt”

Selvom oplevelsen kunne have fået Gustav til at trække sig fra debatten, valgte han at gå i den modsatte retning.

– Det gav mig mod på at engagere mig endnu mere. Jeg hjælper min ven, fordi jeg gerne vil have, at tonen bliver bedre. Jeg synes, det er grimt, hvad der foregår i debatten, siger han.

Han fortæller videre, at han og vennerne ofte vender tonen, man møder på de sociale medier.

– Vi sidder tit og snakker om, hvor voldsomt det er. Vi siger ikke direkte, at man ikke kan være en del af debatten, men det ligger lidt i luften, siger han.

Alligevel håber han dog, at andre unge ikke er bange for at deltage i debatten og lader sig skræmme af tonen.

– Jeg synes, politikerne skal være mere bevidste om, hvordan tonen påvirker folk. Problemet er, at alle kender alle i en lille kommune, og så bliver det hurtigt personligt.

Kommunalvalget kridter stregerne op

Anders Frydenberg og Gustav Lund oplever begge, at tonen bliver skarp, når man nærmer sig valgperioder.

– Ja, alting bliver lidt mere tændt op til et valg. Jeg synes egentlig, debatten i Allerød er rimelig fornuftig, men der er tidspunkter, hvor den bliver mere kontant og mindre konstruktiv end andre steder, siger Frydenberg.

Gustav forholder sig enig:

– Det er altid værre op til valg. Det bliver meget intenst, og så falder det lidt igen bagefter. Men generelt er tonen bare grim.

Han håber på, at hans oplevelse kan sætte fokus på, hvordan de lokale debatter kan blive bedre her op til en spændende valgperiode.

– Jeg synes, det er vigtigt, vi holder fokus på at tale ordentligt sammen. Politikerne er også trætte af tonen. Jeg talte med flere af dem efter borgmesterdebatten, og de sagde, de glæder sig til, at det er overstået, siger Gustav Lund.

Læs mere: “Skrid med dig, din klamme kælling”: Undersøgelse afdækker had på politikeres Facebook-sider

Sådan gjorde vi: Vi fandt opslaget fra Gustav Lund gennem facebook gruppen, Politik i ALlerød. Herefter lavede vi et interview med Gustav Lund, der har oplevet hård tone i lokalpolitisk debat på Facebook. For at forstå baggrunden har vi talt med SF’s spidskandidat Anders Frydenberg og medieforsker Mads Kæmsgaard Eberholst fra Roskilde Universitet. Vi har desuden gennemgået Facebook-gruppen “Politik i Allerød” og inddraget tal fra Demokratianalysen 2025 fra Dansk Ungdoms Fællesråd og Epinion, som viser, hvordan unge oplever politisk debat og demokratisk selvtillid

Leave a Reply

Your email address will not be published.