Større kløft opstår mellem kvinder og mænd i København

De københavnske kvinder overhaler mændene i uddannelsesniveau og fjerner kønnene mere fra hinaden.  Foto: everystockphoto
De københavnske kvinder overhaler mændene i uddannelsesniveau – og mange gider ikke date én, der har kortere uddannelse. Foto: everystockphoto

Med 8000 flere singlekvinder end mænd i København skulle man tro, at det var kronede dage for de københavnske mænd i forhold til at finde sig en partner.

Det er dog et andet billede, der tegner sig, da kvinderne generelt overhaler mændene i uddannelsesniveau, hvilket får kønnene til fjerne sig mere fra hinanden, forklarer Anna Sofie Bach, ph.d.-stipendiat ved Sociologisk Institut på Københavns Universitet.

Se også: Det er stadig kvinderne, der står ved kødgryderne

– Hvis man kigger på statistikken på landsplan, er der relativt mange veluddannede singlekvinder i toppen og en hel masse ufaglærte singlemænd i bunden, siger hun.

Jeg vil have virkelig svært ved at gå på kompromis med én, som man jo skal leve og bo sammen med. Så vil jeg måske hellere være single.
Louise Degn Pedersen, 25 år, sociologistuderende og single

Uligevægt kan skade forholdet
I København er der da også 28 % flere kvinder med en mellemlang eller lang uddannelse end mænd, viser tal fra Danmarks Statistik, og ifølge Anna Sofie Bach er det en generel tendens, at folk i overvejende grad finder en partner med samme uddannelsesniveau.

Uligevægten i forholdet kan nemlig være med til at gøre det svært for begge parter, forklarer hun:

– Det er reelt nok, at nogle mænd kan have det svært med, at deres kone tjener mere end dem, selvom de føler, at de burde kunne rumme det. Det kan også gøre, at nogle kvinder tænker, at de skal finde én, der matcher dem, fordi de ikke gider, at det bliver et problem i parforholdet.

Læs også: Udkantsdanmark bliver dummere

Klassiske kønsroller
25-årige Louise Degn Pedersen, der er single og til daglig læser sociologi på Københavns Universitet, lægger da også vægt på, at en potentiel partner helst skal matche hende i uddannelsesniveau. For hende har de klassiske kønsroller nemlig stadig en vis grad af betydning.

– Jeg vil gerne føle mig som kvinden, og det indebærer også for mig følelsen af, at han kan godt passe på mig. At det ikke kun er mig, der får husholdningen til at køre rundt, og han også er en beskytter, siger hun.

Det er reelt nok, at nogle mænd kan have det svært med, at deres kone tjener mere end dem. Det kan også gøre, at nogle kvinder tænker, at de skal finde én, der matcher dem, fordi de ikke gider, at det bliver et problem i parforholdet.
Anna Sofie Bach, ph.d.-stipendiat ved Sociologisk Institut, Københavns Universitet

Anna Sofie Bach peger da også på, at kønsrollerne i det moderne parforhold er svære at rokke ved.

– Det kan godt være, at normer og kønsroller er i opbrud, men lige præcis omkring parforhold, så spiller vores romantiske forestilling om, at manden skal være den stærke og beskytteren stadig ind, siger hun.

Læs også: DJØF-kvinder kæmper mod usynlige mandekvoter i topledelsen

”Jeg går ikke på kompromis”
Louise Degn Pedersen mærker på mange måder, hvordan der er mange om buddet i forhold til de københavnske mænd, hun selv ser som mulige partnere.

– Dem, jeg er rendt ind i og har været fascineret af, de har altså mange tilbud, siger hun.

Alligevel er der kun kompromisløshed at spore, når det kommer til spørgsmålet om, om hun også i fremtiden vil foretrække at være single frem for at gå på kompromis med kravene til den perfekte partner.

– Jeg vil have virkelig svært ved at gå på kompromis med én, som man jo skal leve og bo sammen med. Så vil jeg måske hellere være single, siger Louise Degn Pedersen.

Uafhængighed fra mændene
Anna Sofie Bach fremhæver da også, hvordan de stadigt flere veluddannede kvinder skaber en vis uafhængighed fra mændene og dermed andre valgmuligheder for kvinderne.

– Det betyder selvfølgelig noget, at en kvinde, der er veluddannet ikke behøver en mand til at forsørge sig. Hun kan tillade sig at vælge på nogle andre måder, siger hun.