Når Hvidovre Kommune afholder jobmessen ”Mød en virksomhed”, der henvender sig til kommunens unge og deres forældre, øjner flere virksomheder chancen for at trække de unge til erhvervsuddannelserne. På messen, der løber af stablen den 9. november, kan folkeskoleelever, gymnasieelever og deres forældre møde 25 forskellige virksomheder og offentlige arbejdspladser, og flere af virksomhederne drømmer om at åbne deres øjne for netop deres branche eller virksomhed.
En af de virksomheder, der deltager på messen, er anlægs- og kloakvirksomheden Grøn Entreprise. Og ifølge Uno Apold, der er anlægsgartner og ejer af virksomheden, er det helt afgørende, at de unge bliver præsenteret for de uddannelsesmuligheder, der ikke er de mest udbredte blandt de unge.
– Vi vil rigtig gerne ud og slå på tromme for håndværksfagene, særligt anlægsgartnerfaget, over for udskolingsklasserne, så de ved, at der er en anden vej end gymnasievejen, siger han.
Læs også: Gribskov laver erhvervsmesse for 7. klasser
Deltagelsen i arrangementet, der har været afholdt siden 2015, har ikke kun gjort kommunens unge opmærksomme på mulighederne som anlægsgartner, men også skaffet Grøn Entreprise flere lærlinge.
– Alle de fire, der står for standen i år, er kommet i kontakt med os på messen, siger Uno Apold, der er anlægsgartner og ejer af Grøn Enterprise.
Vil inspirere de unge
Borgmester i Hvidovre Kommune, Anders Wolf Andresen, mener også, at et af messens vigtigste formål er at inspirere nogle af de unge til at vælge en erhvervsuddannelse.
– De deltagende virksomheder kommer fra brancher, hvor der nu og i fremtiden vil mangle arbejdskraft, så messen er også med til at adressere den udfordring, at vi som samfund vil mangle faglært arbejdskraft i fremtiden, udtaler han i et skriftligt svar.
Ifølge Anders Wolf Andresen er det vigtigt, at de unge får indblik i andre uddannelsesveje end gymnasiet og i andre fag end dem, de kender fra deres forældre. Og “Mød en virksomhed” har opfyldt sit formål, hvis eleverne er blevet rustet til at tage et oplyst valg.
– For mig er det et succeskriterium, at de unge får øjnene op for de mange muligheder, der venter efter folkeskolen. At de bliver inspireret, og at vi hjælper dem til at træffe de valg, der er de rette for dem, tilføjer han.
Ikke kun det akademiske
Tømrervirksomheden Paulsen, der også deltager i messen, vil også sætte fokus på erhvervsfaglig uddannelse.
Vores uddannelsessystem har jo været præget af, at alle skulle direkte fra folkeskolen til gymnasiet og så tage en videregående uddannelse
Kim Sundgaard, ejer af “Det Gyldne Brød”
– Vi vil gerne gøre os synlige over for de unge mennesker og gøre dem opmærksomme på, at vi tager elever. Vi vil gerne gøre dem interesserede i håndværksfag, så det ikke altid er det akademiske, der er i fokus. Murer og tømrer er noget, man stadig kan blive, siger Bent Vedel Jespersen, der er projektleder og lærlingeansvarlig i Paulsen.
Synspunktet om, at det akademiske har fået forrang over det erhvervsfaglige, deler Kim Sundgaard, der driver bagerikæden “Det Gyldne Brød”, der også deltager på messen.
– Vores uddannelsessystem har jo været præget af, at alle skulle direkte fra folkeskolen til gymnasiet og så tage en videregående uddannelse. Der har været en del år, hvor det har været uinteressant at blive bager eller konditor, men det er heldigvis blevet bedre, siger han.
Søgning til ungdomsuddannelser på landsplan efter grundskolen
- STX: 41,6%
- HF: 7,9%
- HHX: 15%
- HTX: 6,2 %
- Erhvervsuddannelser: 20%
Kilde: Styrelsen for IT og Læring
Læs også: Digital læring skal gøre erhvervsuddannelser mere attraktive
Noget tyder da også på, at Hvidovre Kommune har knækket koden til at få de unge til at søge erhvervsuddannelserne. I august 2022 modtog kommunen Ørneprisen, der uddeles af Børne- og Undervisningsministeriet.
Ørneprisen uddeles hvert år til den kommune, hvor flest unge søger en erhvervsuddannelse efter grundskolen, og i år var det altså Hvidovre Kommune, hvor næsten hver fjerde søger en erhvervsuddannelse.
”Mød en virksomhed” finder sted den 9. november fra 12 til 16 i kulturhuset Kometen i Hvidovre.
Sådan gjorde vi: Journalisten fik idéen fra en pressemeddelelse fra Hvidovre Kommune, kontaktede derefter en række af de deltagende virksomheder og indhentede svar fra borgmesteren. Alle kilder, bortset fra borgmester Anders Wolf Andresen, er interviewet telefonisk