Da de liberale erhverv åbnede den 6. april, var det med undtagelse af fem kommuner. En af dem er Ishøj. Her skal de små erhvervsdrivende fortsat holde lukket. Dette på trods af, at man i de omkringliggende kommuner som Høje-Taastrup, Greve og Vallensbæk blandt andet stadig kan komme til frisøren.
Dog er det usikkert, hvorvidt nedlukningen af de små erhvervsdrivende i praksis kan være med til at få smittetrykket ned. Sådan lyder vurderingen fra Allan Randrup Thomsen, der er professor i virologi ved Københavns Universitet. Til spørgsmålet om, hvorvidt den form for lokal nedlukning har en effekt, svarer han:
– Det løser nok ikke ret meget, nej. Men det er et valg mellem pest eller kolera.
Han understreger, at han ikke kritiserer beslutningen om den lokale nedlukning og forklarer, at tiltagene ville virke, hvis folk ikke krydsede kommunegrænsen. Men at Ishøjs geografiske placering mellem kommuner, der ikke er omfattet af nedlukningen af liberale erhverv, gør det svært at overholde i praksis.
Læs også: Kan de danske biografer coronavaccineres, eller er skaden sket?
Derfor burde man ifølge Allan Randrup Thomsen lukke større områder, hvis tiltagene skulle have en effekt.
– Den oprindelige plan var regionale genåbninger. Grunden til, at vi i tidernes morgen valgte regionerne, var netop for at undgå de slags problematikker. Hvis man havde et større område, så var sandsynligheden for, at folk kørte langt, til et andet område, mindre, siger virologen.
Forvirring og frustration blandt lokale
I et Facebook-opslag i gruppen ”Vores Ishøj” har NetAvisen spurgt, om borgerne har søgt til de omkringliggende kommuner for for eksempel at gå til frisøren. Her udviser flere borgere utilfredshed og forvirring omkring, at liberale erhverv skal forblive lukkede i deres kommune.
– Jeg kan fortælle, at jeg blev klippet i Taastrup, handler og arbejder Valby. Så restriktionerne og nedlukning af erhverv i en enkelt by duer ganske enkelt ikke, skriver Martin Nielsen i Ishøj-gruppen.
Overblik: Lokale restriktioner
-
- De nuværende restriktioner i Ishøj varer indtil søndag d. 11 april.
- Vestegnens Politi har særligt fokus på kommunerne Ishøj, Brøndby og Gladsaxe
- Restriktionerne kan blive forlænget, hvis smittetallet ikke mindskes
Kilde: Københavns Vestegens Politi
Kommunerne flyder sammen
En anden Ishøj-beboer, der har svært ved at forstå beslutningen om lukningen, er Ditte Madsen.
– Jeg bor i Ishøj, har frisør i Hvidovre, og så går jeg til kosmetolog i Greve. Jeg bor også selv lige på bygrænsen mellem Ishøj og Greve. Så jeg lægger ikke engang mærke til, om jeg er i Greve eller Ishøj, fordi kommunerne flyder så meget sammen, fortæller hun.
Læs også: Lokales lyst til smørrebrød hjælper Café Egedal gennem corona-krisen
Ditte Madsen mener ikke, at folk nødvendigvis tænker over, at de forlader kommunegrænsen. Derfor kan de nye tiltag være svære at navigere i.
Udover Ishøj er der fire andre kommuner, hvor de små erhvervsdrivende fortsat må vente med at åbne. De andre kommuner er Brøndby, Gladsaxe, Fredensborg og Halsnæs.
Sådan gjorde vi: Journalisten lavede et opslag i Facebook-gruppen “Vores Ishøj”. Her blev der spurgt ind til den generelle holdning vedrørende nedlukning, og om borgere havde fået fortaget ydelser udenfor kommunen. Der var flere, som var frustrerede over måden, det var blevet gjort på. Derefter talte journalisten med virolog, Allan Randrup Thomsen. Hans mening var, at denne form for lokal nedlukning ikke har nogen synderlig effekt i praksis.