”Jeg mistede selv mine to soveposer, mine sko og mit kamera, men andre mistede langt vigtigere ting,” siger Christian Hassan, der ligesom andre hjemløse fra Folkets Park på Nørrebro har fået kørt sine ting på forbrændingen. Han håber, Københavns Kommune henvender sig til de hjemløse, der har mistet ejendele, for at tale erstatning.
Kommunen kalder selv sagen ”meget beklagelig” men planlægger ikke at opsøge de hjemløse for at godtgøre de brændte ejendele. Nikolaj Hvingtoft Hansen, områdechef for Center for Park og Natur, der er hovedansvarlige for rydningen, siger, de hjemløse i så fald må rejse et erstatningskrav.
”Rejser nogen et erstatningskrav, ser vi naturligvis på det,” tilføjer han.
I sidste uge rykkede Københavns Kommune i samarbejde med politiet ind i Folkets Park på Nørrebro og rydede parken for omkring 30 hjemløse menneskers ejendele. Tingene blev ikke kørt på hittegodskontoret men direkte på forbrændingen, skønt det inkluderede folks pas, flybilletter, penge og soveposer.
For få ressourcer
Men disse mennesker rejser ikke bare sådan lige en erstatningssag, mener Sofie Weinreich, der er leder af hjemløsecaféen Grace, hvor mange af de hjemløse fra parken spiser.
”Det har folk ikke ressourcer til. Så lige nu kontakter vi advokater, for at høre om de vil hjælpe os uden betaling. Og så søger vi penge hos kirken og private for at få hjælp til de problemer, der haster,” siger hun.
Blandt andet har hun lagt ud for et nyt pas til en hjemløs arbejdssøgende fra Spanien, der efter rydningen ikke kunne fremvise den legitimation, der er påkrævet til jobsamtaler. I morges henvendte to socialrådgivere fra Københavns Kommune sig ved hjemløsecafeen for at tale om en eventuel hjælp til en nigeriansk mand, der mangler en uoverskuelig sum penge for at kunne fremskaffe et nyt pas. Ifølge Sofie Weinreich kan det løbe op i omkring 8000 kroner, da Nigeria ikke udsteder nye pas i udlandet.
”Så her håber vi virkelig, kommunen vil tage ansvar hurtigst muligt. For ellers må vi selv ud på gaden og samle ind,” siger hun.
Sofie Weinreich tilføjer, at flere har mistet alle de penge, de har indsamlet via pantsamling over sommeren, da folk ikke har bankkontoer.
Forskellige versioner
Nikolaj Hvingtoft Hansen påpeger, at man fra kommunens side havde forsøgt at advare de hjemløse om rydningen, og at man havde været ”i løbende dialog.”
”I løbet af september måned gjorde vi det klart, at der snart ville komme en slags hovedrengøring. Og det var der sådan set en rimelig forståelse for blandt de hjemløse,” udtaler han.
Men ifølge Christian Hassan og Sofie Weinreich virkede folk ikke forberedt på situationen. To mennesker havde eftersigende holdt vagt ved tingene og ringet til ejermændene, da politiet og kommunens folk mødte op.
”Alle styrtede ud af cafeen og op mod parken,” siger Sofie Weinreich.
Centerchef for Park og Natur Jon Pape har tidligere udtalt til DR, at de hjemløse ikke har ”forstået det, vores folk har sagt til dem, eller ikke villet forstå det”. Men ifølge Christian Hassan havde han en udmærket dialog på engelsk med de to politibetjente, der deltog i rydningen.
”De lyttede tålmodigt til mig, men de lod ingen af os komme i nærheden af tingene. Selvom en mand igen og igen sagde, det var hans ting, og hans skulle have det tilbage, ville de ikke give ham det,” siger han.
Ændrer praksis fremover
Hos Københavns Kommune beklager Nikolaj Hvingtoft Hansen nu, ”hvis nogle ikke har fået beskeden.” Han siger, at kommunen fra nu af vil sætte flersprogede sedler op i bedre tid og kontakte omkringliggende hjemløsecafeer inden en rydning.
”Og når vi rydder op, vil vi efter et konkret skøn lægge tingende i et depot i nogle uger, hvor vi giver de hjemløse mulighed for at hente deres ting,” tilføjer han.
Enhedslisten kræver nu en redegørelse fra socialministeren omkring forløbet. Men for Christian Hassan er sagen et overstået kapitel, og han tænker mere på dagen i morgen end det, der er sket.
”Jeg kan fortælle, at jeres land er meget, meget koldt for tiden,” siger han.
(Billedet må ikke kopieres eller anvendes i andre sammenhænge uden skribentens tilladelse)