Kommune investerer i atomvåben og fossile brændstoffer trods egne retningslinjer: 4.4 millioner i sortlistede selskaber

Furesø Kommune har 4,4 millioner investeret i ‘sortlistede’ selskaber, der er forbundet med atomvåben og fossile brændstoffer, trods egne ansvarlige investeringspolitikker. Foto: Villads Tynell

Atomvåben, fossil energi og dårlige arbejdstagerrettigheder. Det er nogle af de kontroversielle forbindelser, der er knyttet til flere af de selskaber, Furesø Kommune har investeringer i. Faktisk går flere af kommunens investeringer direkte imod deres egne retningslinjer for ansvarlige investeringer.

Ny undersøgelse fra Gravercentret og Danwatch viser nemlig, at Furesø Kommune har investeringer for 4,4 millioner kroner i selskaber, der grundet deres involvering i problematiske aktiviteter, er sortlistet af danske banker, pensionsselskaber og FN.

Politisk chok over investeringer

Øjvind Vilsholm (EL), der er medlem af økonomiudvalget, er chokeret over tallene fra undersøgelsen. Ifølge ham er hverken byrådet eller økonomiudvalget blevet gjort opmærksom på, at kommunen har investeringer, der er i strid med deres egne retningslinjer.

– Enten har kommunens forvaltning glemt at gøre vores kapitalforvalter opmærksom på, at vi har nogle politikker på området, eller så skider kapitalforvalteren højt og flot på vores politikker, siger Øjvind Vilsholm (EL).

Vi har uden held forsøgt at få et interview med økonomichef i Furesø Kommune, Nanna Krog-Meyer.

I en skriftlig kommentar oplyser Philippa Cecilie Krogh-Lund, finansiel controller i Furesø Kommune, at de kapitalforvaltere (virksomhed, der håndterer investeringer, red.), der investerer på vegne af kommunen, er blevet gjort opmærksomme på kommunens retningslinjer for ansvarlige investeringer.

– I forhold til konkret at sikre, at kapitalforvaltere overholder kommunens krav, har forvalteren modtaget Furesø Kommunes finansielle politik 2021-2025 og er informeret om, at det er krav forvalterne skal følge, skriver hun.

På trods af dette har Furesø Kommune, på tidspunktet for dataindsamlingen imidlertid, haft investeringer i sortlistede selskaber på næsten 4,4 millioner kroner. Det fremgår af en undersøgelse baseret på data, som er indsamlet og bearbejdet af Gravercentret, Danmarks Center for Undersøgende Journalistik, i samarbejde med Danwatch.

Philippa Cecilie Krogh-Lund oplyser desuden, at kommunen har bedt deres kapitalforvaltere forholde sig til ”sortlisten” og vurdere, om investeringerne overholder deres retningslinjer. Hun skriver også, at de før mediedækningen ikke har været klar over, at de har investeringer i strid med deres egne retningslinjer.

Læs mere: Sorte investeringer får politiker til at kræve handling: »Det er jo regulær støtte til fuldstændig uetiske virksomheder«

Furesø Kommune har investeringer for 4,4 millioner kroner i selskaber, der er sortlistet af danske banker, pensionskasser og FN. Selskaberne forbindes blandt andet med:

• Atomvåben

• Kontroversielle våben, herunder hvidt fosfor

• Fossil energi

• Klimabelastende aktiviteter

• Dårlige arbejdstagerrettigheder

Kilde: Gravercentret og Danwatch

Investeringer i strid med egne retningslinjer

Furesø Kommune lægger i deres finansielle politik for 2021-2025 stor vægt på ansvarlighed i deres retningslinjer for hvilke selskaber, de ønsker deres penge i investeret. I deres retningslinjer for ansvarlige investeringer fremgår det blandt andet, at kommunen kun ønsker investeringer i selskaber, der overholder FN’s konventioner og standarder.

– Det betyder, at Furesø Kommune udelukkende investerer i værdipapirer udstedt af selskaber, der overholder normer for menneskerettigheder, arbejdstagerrettigheder, miljøbeskyttelse, antikorruption og ikke producerer våben i henhold til internationale konventioner, står der i Furesø Kommunes finansielle politik for 2021-2025.

På trods af de tydelige retningslinjer viser undersøgelsen fra Gravercentret og Danwatch, at Furesø Kommune i 2024 har investeringer for cirka 4,4 millioner kroner i selskaber, der er sortlistet af enten pensionskasser, danske banker eller FN. Kommunen har nemlig investeringer i selskaber, der blandt andet producerer atomvåben, handler med fossile brændstoffer, producerer våben eller krænker arbejdstagerrettigheder – selskaber, der dermed handler i strid med kommunens egne retningslinjer.

Sådan gjorde vi: Journalisten har, baseret på en undersøgelse fra Gravercentret og Danwatch, kontaktet byråds- og økonomiudvalgsmedlem Øjvind Vilsholm (EL), der har kommenteret sagen. Journalisten har også forsøgt at få et interview med Furesø Kommunes økonomichef, Nanna Krog-Meyer, og borgmester Ole Bondo Christensen (S), men ingen af dem har ønsket at udtale sig. I stedet har Philippa Cecilie Krogh-Lund, finansiel controller i Furesø Kommune, besvaret de spørgsmål, som oprindeligt blev sendt til Nanna Krog-Meyer.