Kommune knækker kurven: Markant fald blandt unge hjemløse i Helsingør

Siden 2022 har 2/3 af unge hjemløse under 30 år i Helsingør Kommune fået tag over hovedet.
Foto: Pixabay

Mens hjemløsheden stiger på landsplan, kan Helsingør Kommune glæde sig over en positiv udvikling.

Antallet af hjemløse i kommunen er nemlig faldet fra 104 i 2022 til 71 i 2024.

Det viser en ny hjemløsetælling fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE), der blev gennemført i uge 6 i 2024.

Færre unge på gaden

Størst er faldet blandt hjemløse unge under 30 år i Helsingør. Her viser VIVEs kortlægning, at antallet af hjemløse er faldet fra 39 i 2022 til 13 i 2024.

– Det var chokerende for os ved sidste optælling, at der var så mange unge i hjemløshed, siger Thomas Horn (S), formand for Social- og Beskæftigelsesudvalget i Helsingør Kommune.

Dog har et fald i hjemløsheden blandt unge på sin vis været forventet. I kommunen har man nemlig tidligere arbejdet med botilbuddet Helsingbo, der har haft til formål at hjælpe unge uden om hjemløshed.

Læs også: Succes med hjemløsestrategi handler om mere end bare tag over hovedet

– I forbindelse med Helsingbo-projektet tilbød man ni midlertidige boliger til unge i risikogruppen for hjemløshed. De indgik som hjemløse i optællingen fra 2022, siger Thomas Horn (S).

“Forebyggelse, forebyggelse, forebyggelse”

Helsingbo-projektet har givet kommunen en værdifuld indsigt i, hvordan udsatte unge kan hjælpes, før de når gaden.

Forebyggelse har i den forbindelse været et nøglebegreb, der har bidraget til Helsingør Kommunes positive resultat i 2024.

– Det handler om forebyggelse, forebyggelse, forebyggelse. I Helsingør Kommune er det lykkedes os at få vores forskellige sociale tilbud til at spille endnu bedre sammen – både i forhold til at opfange de unge tidligere og at have dialog med dem, siger Pernille Madsen, centerchef for Særlig Social Indsats (SSI).

Politisk er det et vigtigt område, fordi det handler om sårbare mennesker, som også kæmper med andre sociale udfordringer. Det handler ikke bare om bolig.
Thomas Horn (S), formand for Social- og Beskæftigelsesudvalget.

Kommunens sociale tilbud dækker blandt andet over væresteder, interne herberg og rusmiddelcentre, Den Kommunale Ungeindsats (KUI), Støttekontaktkorpset (SKP) og socialpædagogisk vejledning.

Ikke bare et boligproblem

Selvom hjemløshed vurderes ud fra en persons boligforhold, er der ofte også andre sociale forhold og udfordringer på spil.

– Politisk er det et vigtigt område, fordi det handler om sårbare mennesker, som også kæmper med andre sociale udfordringer. Det handler ikke bare om bolig, siger Thomas Horn (S).

Særligt udfordringer med alkohol og stoffer er et af de områder, der har været – og stadig er – fokus på i det opsøgende sociale arbejde med hjemløse unge i Helsingør Kommune.

Derfor har kommunen blandt andet fokuseret på at optimere samarbejdet med bosteder og rusmiddelcentre, der har direkte kontakt til de unge borgere.

Hjemløshed i Danmark

  • Hvert andet år kortlægger VIVE hjemløsheden i Danmark.
  • Opgørelsen dækker over borgere, der overnatter på gaden, på natvarmestuer, på herberger og forsorgshjem eller hos hos bekendte pga. manglende bolig o.l.
  • Den nyeste optælling viser 5.989 hjemløse i 2024. I 2022 var tallet 5.789.

Kilde: VIVE

– Det behøver selvfølgelig ikke være et rusmiddelproblem, der starter en social deroute, der ender i hjemløshed. Vi ser dog, at en væsentlig andel kæmper med den slags udfordringer, siger Pernille Madsen.

Selvom tallene på mange måder vækker en vis tilfredshed med den kommunale indsats, er det dog ikke et område, der i fremtiden vil blive lagt låg på.

– Vi har jo stadig hjemløse unge, så der er jo nogle ting, vi stadig kan gøre bedre. Det synes jeg, vi fortsat skal have fokus på og lære af, siger Pernille Madsen.

Sådan gjorde vi: Journalisten blev bekendt med emnet via kommunens hjemmeside, hvor tallene fra VIVEs undersøgelse er præsenteret i en artikel. Dernæst kontaktede journalisten Thomas Horn og udførte et telefonisk interview, som under interviewet anbefalede journalisten at ringe til Pernille Madsen for flere detaljer, som også blev interviewet over telefon.

One Response to "Kommune knækker kurven: Markant fald blandt unge hjemløse i Helsingør"