Kommune skruer op for gratis filmtjeneste efter kritik: »Der var en strøm af folk, som skrev til os«

Gentofte Biblioteker har fået Filmstriben tilbage som filmtilbud til borgere. 
Foto: Thea Ditlev

Filmstriben havde fået dødsstødet af Gentofte Kommune. Men nu er tjenesten vendt stærkere tilbage.

Gentofte Kommune erkender, at det var en fejl at spare Filmstriben væk i budget 2023. Dermed røg bibliotekernes digitale filmtilbud.

Forargelsen over besparelsen markerede, at Gentofte-borgerne efterspurgte smalle film, europæiske film i et mylder af kommercielle filmtjenester som Netflix, HBO og Viaplay.

Filmstriben giver adgang til en bred vifte af film og dokumentarer for borgere via biblioteket, hvis altså kommunen prioriterer en aftale med tjenesten. Hver måned får man frigivet point, man kan se film for.

Vi oplevede jo så også ret meget kritik, vil jeg sige, fra vores borgere.
Formand for Kultur- Unge- Og Fritidsudvalget i Gentofte Kommune Anne Hjort (A)

Gentofte Kommune valgte at genoptage aftalen med Filmstriben efter kritik. Derudover har man politisk besluttet at give borgerne mulighed for at se flere film. Hvor man før kunne se to film, kan man nu se fire film.

Filmstriben genopstår

Da Gentofte Kommune opsagde aftalen i 2023, abonnerede 91 ud 98 kommuner på Filmstriben.

Årsagen til den oprindelige opsigelse gik på, at der skulle spares på bibliotekernes budgetter i 2023. Det skulle spare kommunen for én million kroner.

Læs også: Kommune knækker kurven: Markant fald blandt unge hjemløse i Helsingør

Formand for Kultur- Unge- Og Fritidsudvalget i Gentofte Kommune Anne Hjort (A) erkender, at det var en fejl at opsige aftalen med Filmstriben ved budget 2023.

– Vi oplevede ret meget kritik fra vores borgere. Der var en strøm af folk, som skrev til os, at de simpelthen ikke kunne forstå den prioritering, vi havde lavet, siger Anne Hjort (A).

Udover at Gentofte-borgere igen kan tilgå et bredt filmarkiv på nettet, er der også fundet overskud til at udvide muligheden for at se flere film.

– Selvom folk begynder at bruge op til de antal point, vi nu ligesom har lukket op for, så kan vi godt holde det inden for budgettet, siger Anne Hjort (A).

For at genåbne filmstriben øgede man budgettet til bibliotekernes digitale materialer med 870.000 kr. årligt.

Begejstring på bibliotek

På Gentofte Hovedbibliotek er man begejstret for den politiske beslutning om at udvide point til Filmstriben.

Filmtilbuddet vil nemlig give alle borgere bedre mulighed for at tilgå kultur.

– Det giver en bred adgang til et stort udvalg af film og dokumentar. Det gør det muligt for alle at få adgang til kultur og læring uden omkostninger, siger Thomas Drachmann Kastberg, der er bibliotekar ved Gentoftes Hovedbibliotek.

Faktaboks

  • Filmstriben er bibliotekernes digitale filmtilbud
  • Biblioteker skal tilsluttes Filmstriben
  • Borgere kan benytte Filmstriben ved at oprette en bruger på et lokalt bibliotek

Det er en gevinst for bibliotekerne, at pointene bliver udvidet.

Thomas Drachmann Kastberg mener, at det ”vil blive mere attraktiv for borgerne at benytte bibliotekets tilbud.”

Det politiske tiltag med at udvide point på Filmstriben er blandt de politiske prioriteringer i Gentofte Kommunes budget 2025.

Sådan gjorde vi: Journalisten tjekkede Gentofte Kommunes budgetaftale 2025. Her blev journalisten bekendt med muligheden for at streame flere film månedlig på Filmstriben. Ved videre research fandt journalisten budget 2023, hvor det kom frem, at Gentofte Kommune havde opsagt aftalen med Filmstriben. 

Leave a Reply

Your email address will not be published.