Kritik af station: Pendlere savner bænke og elevatorer

Dagligt strømmer pendlere gennem Hillerød Station – en central forbindelse i Nordsjælland.
Foto: Isabella Destineé Christensen

En kold novembermorgen står pendlere tæt på perronen ved Hillerød Station. Kulden sniger sig gennem jakker og halstørklæder, mens de få siddepladser hurtigt fyldes i ventesalen, og flere pendlere må sidde på gulvet.

Der var store visioner for Hillerød Station, da DSB i 2017 meldte ud, at der, når året gik på hæld, ville gås i gang med en omfattende renovering af den gamle stationsbygning, der har stået siden 1864.

Ved projektets start blev det lovet, at “stationsbygningen får et nyt indhold, der kan skabe mere liv på stationen.”

Det forklarede Niels A. Dam, chef for Bygherre & Entreprise i DSB, dengang til sn.dk. 

Planen var, at stueetagen skulle anvendes til butikker og andre funktioner for de rejsende, mens første sal skulle indrettes til udlejning med kontorformål.

Da projektet stod færdigt, udtalte DSB ejendomme på deres hjemmeside, at de var kommet i mål med følgende.

Sidenhen er der kommet butikker til stationsbygningen, men for en del pendlere, er der lang vej endnu, før drømmen om en moderne og indbydende station er realiseret. Flere efterspørger imidlertid flere ændringer på stationen.

En perron i venteposition 

En af dem er 24-årige Christine Holst, der er studerende og dagligt rejser fra Hillerød Station. Hun mener, at der er lang vej endnu, før Hillerød Station bliver en rar station at befinde sig på.

– Det er ikke rart at være der, især ikke om aftenen. Der kunne godt være flere bænke, så man ikke behøver at sidde på gulvet, siger hun til NetAvisen.

Christine Holst er langt fra alene med sin kritik.

I et opslag i Facebook-gruppen ”Hillerød skal være en hyggelig by,” peger flere pendlere i november på, at de savner forskellige faciliteter på Hillerød Station.

Nogle kritiserer, at manglen på bænke gør, at ”respektable mennesker sidder på et beskidt gulv,” som en skriver.

I opslagets kommentarspor skriver folk ord som ”skamplet”, ”tomt”, og ”sølle” om forholdene på stationen.

Men det er ikke blot stationens udseende eller mangel på bænke, der falder borgere for brystet. Også ringe forhold for gangbesværende får kritik.

NetAvisen har talt med en af dem – Susanne Poulsen – der netop kritiserer forholdene for gangbesværede, som ifølge hende har svært ved at komme over gangbroen, der går over skinnerne på stationen.

– Det er for dårligt, at der endnu ikke er gjort noget ved den gangbro, så alle har mulighed for at bruge den. Det er jo ikke til at komme over med hverken barnevogn, kørestol eller for gangbesværede ældre, fortæller Susanne Poulsen til NetAvisen.

Gangbroen ved Hillerød Station strækker sig over togskinnerne og forbinder perronerne med adgang til Carlsbergvej.

Broen er særligt praktisk for dem, der hurtigt skal videre til for eksempel Frederiksborg Gymnasium. Dog er der ingen elevatorer på broen, hvilket gør den svær eller næsten umulig at benytte for folk med barnevogne, rullestole, gangstatier og lignende.

Derfor forstår Susanne Poulsen heller ikke fraværet af elevatorer ved gangbroen:

– Der bor mange ældre og børnefamilier i Hillerød, men det virker som om, at man kun tænker, at der bor og kommer unge mennesker til Hillerød. Der må være en billig løsning for at sætte elevatorer op i hver side af gangbroen, siger hun.

Læs også: På trods af dyrere togbilletter rejser flere med S-tog i Lyngby-Taarbæk Kommune

I kontrakten mellem Transportministeriet og DSB om offentlig servicetrafik i perioden mellem 2023 til 2033, står det klart, at ”DSB har ansvaret for, at der på stationerne tages hensyn til sikring af tilgængeligheden for personer med reduceret mobilitet. DSB er forpligtet til som minimum at fastholde handicaptilgængeligheden på DSB’s stationer på det niveau, som var gældende på tidspunktet ved Kontraktens indgåelse.”

Ligeledes er det også DSB’s ansvar, at “stationerne indrettes i henhold til gældende lovgivning”, hvilket herunder inkluderer ophold på stationerne.

Sådan har Hillerød Station set ud gennem tiden. Artiklen fortsætter efter billederne

Hillerød Stations ventesal
Foto: Lokalhistorisk arkiv
Hillerød Station, 1954
Foto: Stenders Forlag

En forlænget rejse for dem, der ikke kan tage trapperne

NetAvisen har forelagt DSB kritikken, og ledende pressemedarbejder Jakob Dahl Klausen skriver følgende i en mail:

– DSB har dialog med forskellige pendlerklubber, og mødes jævnligt med pendlerrepræsentanterne og får input den vej igennem, skriver Jakob Dahl Klausen i mailen.

På trods af manglen på elevatorer ved gangbroen, er det dog ikke umuligt at komme omkring, selvom det kan gøre turen længere for pendlere, der gør brug af elevatorer.

Fakta om Hillerød Station:

  • Hillerød Station åbnede den 8. juni, 1864.
  • Fra Hillerød Station er det både muligt at tage S-tog, busser, og lokaltogene: Frederiksværkbanen, Gribskovbanen, og ’Lille Nord’.
  • I 2026 forventes det, at der skal påbegyndes en ombygning af Hillerød Station og dets spor.
  • Denne ombygning forventes at koste 275 mio. kr., og forventes at stå færdig i august, 2027.

Kilde: DSB, og Dagensbyggeri.dk

– Alle vores stationer skulle meget gerne have en form for adgang, hvis man ikke kan gøre brug af trapper. Det kan selvfølgelig være, at der er nogle ting, der gør, at man er nødt til at tage en anden vej, end hvad der er den hurtigste vej. Men jeg tror aldrig, at der kan være en situation, hvor vi kan tilbyde en lige så hurtig vej for personer som for eksempel bruger elevator, slår Jakob Dahl Klausen fast over telefon.

Læs også: Ældre og dårligt gående er bekymrede: ”Uden en bus er vi totalt isolerede”

Sådan gjorde vi: Journalisten blev gjort opmærksom på kritikken af Hillerød Station via et offentligt Facebook-opslag i gruppen ”Hillerød skal være en hyggelig by”. Journalisten har kontaktet DSB’s presseafdeling telefonisk og fik både svar på mail og via telefon. Erfaringskilderne er kontaktet via telefon.

Leave a Reply

Your email address will not be published.