Kulturhal kalder sidste omgang

De små smagsglas er fyldt op med vinter- og julebryg fra diverse bryggerier.
Foto: Maria Enevoldsen

Forventningsfulde folk strømmer ind gennem de brede døre, hvor den behagelige duft af humle, appelsin og brunkager byder hjerteligt velkommen. Høje stemmer, rungende latter og røde næser fylder langsomt kulturhuset Centerhallen op til kanten.

Langs væggene løber langborde, hvor bryggere fra forskellige egne af landet står klar til at udskænke julesæsonens specialiteter.

Stemningen er munter denne lørdag, men i baggrunden lurer også en vis fortvivlelse, for hvor skal de øl-glade gæster mon samles næste år?

Farvel og tobak

På et byrådsmøde den 8. oktober blev det nemlig besluttet, at Kulturhuset Centerhallen skal lukke i juli 2025. Det betyder, at Lillerød Juleølfestival skal rykke ud af sine vante omgivelser.

Bo Christensen, der i sin tid bryggede Lillerød Juleølfestival sammen, er som altid med. Han arbejder i dag for Thisted bryghus. Humøret er højt, mens han langer Limfjordsportere over den mørkerøde velourdug.

Altså, jeg kommer til næste år, også selvom det flytter. Det skal prøves.
Brian Væver, ølentusiast.

Der er dog også en bekymring, der fylder hos Bo Christensen, denne aften.

– Det her er jo mit lille barn. Jeg har været med til at bygge det op til, hvad det er i dag, så jeg synes, det ville være ærgerligt, hvis det skulle flytte, siger han.

Læs også: Bryggerier kan i år udpege to øl i lokal humle-konkurrence: »I øl-verdenen har man mere end én kæreste«

Han er bekymret for, hvad det vil betyde, hvis festivalen bliver revet op med rødderne:

– Der er meget lokal opbakning til det her arrangement og meget tradition forbundet til den her festival. Om man kan flytte den tradition til en anden lokation, det ved jeg nu ikke. Jeg er bange for, at det dør.

Hvad sker der med Centerhallen?

  • Lukningen af Centerhallen sker i sammenhæng med, at kulturtorvet skal udvikles, og der i den forbindelse skal findes 800 m2 i bymidten.
  • Centerhallen har en driftsbevilling på 530.000 kr., som bortfalder fra januar 2025.
  • Da der stadig ikke er fundet alternative lokaler til Centerhallen, har brugere af hallen fået lov at blive til sommeren 2025.

Kilde: Allerød Kommune

Et barn er født

Lillerød Juleølfestival så dagens lys i 2013. Festivalen blev første år afholdt i Kvickly Allerøds festlokaler. Det var også i Kvickly Allerød, at festivalen i samarbejde med Bo Christensen startede.

Tilslutningen til festivalen voksede støt, og allerede året efter var det nødvendigt med mere plads. Siden da er festivalen blevet afholdt i Centerhallen.

Artilen fortsætter efter billedet.

Det er første gang, Henrik Fly og Jan-Ulrik Hansen fra Havdrup Øl deltager i festivalen. De to ølentusiaster har derfor ikke et stærkt tilhørsforhold til Centerhallen. For dem er det stemningen, som er det vigtigste til en god ølfestival. Jan-Ulrik Hansen kan godt se potentialet i lokationen. Han mener, at hallen byder på en ”intim stemning”. Henrik Fly beskriver festivalen som sjov, fantastisk og fuld af søde mennesker.
Foto: Maria Enevoldsen

Ved årets festival er der en særlig karakter, der skiller sig ud fra mængden. Iført tweedjakke, hornuglebriller og en rød-strikket butterfly trækker Carsten Berthelsen lange blikke.

Carsten Berthelsen er dog heller ikke hvem som helst i ølkender-kredse. Han har skrevet ti bøger om øl, er international øldommer og har også medvirket i Natholdets julekalender.

Artiklen fortsætter efter billedet. 

Centerhallen blev varmet godt op i løbet af aftenen. Selv Carsten Berthelsens tweedjakke blev for varm. Heldigvis kunne han underholde selskabet med denne herlige skjorte.
Foto: Maria Enevoldsen

Carsten Berthelsen holder meget af at komme i Centerhallen og smage øl.

– Det er så hyggeligt at komme hertil. Det er lokalt og det er varmt, siger han.

Han deler også Bo Christensen bekymring for festivalens fremtid.

– Kommer der mon stadig til at være den her varme stemning som der er her? spørger Carsten Berthelsen.

Læs også: Fire unge mænd får ansvaret for festivalen Musik på Kysten

Det er folk, der tæller

Carsten Berthelsen har dog stadig grund til at komme igen til næste års festival:

– Jeg kommer selvfølgelig, fordi menneskene er de samme, der kommer igen år efter år. Det er sørme vigtigt.

Artiklen fortsætter efter billedet. 

Som del af en fast tradition er Brian Væver og Kirsten Mortensen at finde blandt de øldrikkende gæster. De har deltaget de seneste 10 år. Brian Væver beskriver festivalen som ”småt og godt”, mens Kirsten Mortensen godt kan lide, at festivalen ikke er alt for ”hypet”.
Foto: Maria Enevoldsen

For ølentusiasterne Kirsten Mortensen og Brian Væver er atmosfæren det vigtigste, og de er ikke særlig bekymrede for, at festivalen skal flytte lokation.

– Altså, jeg kommer til næste år, også selvom det flytter. Det skal prøves, siger Brian Væver.

Kirsten Mortensen nikker genkendende og kommer med en opfordring til arrangørerne:

– For mig er det vigtigste, at de bibeholder temaet med juleøl og fokuserer på det. Det man altid skal passe på med, det er at finde en større hal og ændre for meget på konceptet.

Sådan gjorde vi: I forbindelse med en anden nyhedsartikel blev journalisten gjort opmærksom på, at dette års juleølfestival blev den sidste i Centerhallen. Journalisten fik denne information af Vibeke Charlotte Petersen, formand for Lillerød Juleølfestival. Journalisten fik bekræftet dette i referatet af byrådsmødet fra d. 8. oktober. Journalisten tog ud til festivalen for at interviewe deltagerne og dokumentere stemningen.

Leave a Reply

Your email address will not be published.