Kvindelig racerstjerne: »Når jeg tager hjelmen på, er jeg racerkører – ikke en pige imod en masse drenge«

Fra venstre: Deborah Mayer, stifter og investor for Iron Dames projektet, med de tre kørere, Rahel Frey, Michelle Gatting og Manuela Gostner foran holdets Ferrari 488 GTE.

Det er et sjældent syn at se en kvinde, der kører motorsport – særligt på et højt niveau. Men 25-årige Michelle Gatting er en af de få kvindelige racerkørere, som er brudt igennem, ikke bare i Danmark, men også i Europa. Det er nu 17 år siden, at hun første gang satte sig i en gokart, og siden har hun på første hånd oplevet de udfordringer, det bringer med sig, at være kvinde i en mandsdomineret sport.

– Kvinder er i undertal i motorsport, og det har de været, lige siden jeg startede.  Da jeg kørte gokart, var der rigtig meget snak om det, fordi at det er meget usædvanligt, at en pige kører på det plan, som jeg gjorde. Jeg tror aldrig, at vi får en ligelig fordeling mellem mænd og kvinder, og det behøver der ikke nødvendigvis at være, siger Michelle Gatting.

At kvinder er i undertal i motorsport afspejler sig også hos Dansk Automobil Sports Union (DASU), som har over 8.000 medlemmer – heraf er kun 873 kvinder. Men hos unionen ser man gerne, at flere kvinder bliver en del af motorsportsverdenen. Derfor har de også fokus på initiativer, der gør sporten mere tilgængelig for piger og kvinder.

– Vi har et kvindenetværk inden for motorsport, der hedder Fair, Fun and Female. Det er noget, som nogle kvinder i sporten har sat i værk med støtte fra DASU. Vi har også flere etablerede kvindelige kørere tilknyttet. Formålet med det er at blive bedre til at tage imod kvinder i sporten og danne nogle rammer, hvor kvinder kan være sammen om sporten, inden de bliver kastet ud på banerne, forklarer Bo Skovfoged, kommunikationsansvarlig hos Dansk Automobilsportsunion.

Han forklarer, at Dansk Automobil Sports Union generelt ønsker større mangfoldighed i sporten både i forhold til køn og alder.

Læs også: TV: 10-årig går til motorsport: Det er hverken cut-throat eller egoistisk

Og Michelle Gattings beretninger giver også udtryk for, at racerbanerne historisk set har været mændenes domæne. Det kan være afskrækkende for piger og kvinder, som tager deres første skridt ind i motorsportsverdenen, mener hun.

– For kvinder kræver sporten, at man er hårdhudet, for der er mandehørm og mekanikersnak, og hvis ikke man kan tåle at høre det, så er man ikke det rigtige sted. Jeg tror der er mange piger, der falder fra, fordi de ikke ved, hvad de går ind til, siger Michelle Gatting og uddyber, at det ikke har været et problem for hende personligt:

– Det har altid været naturligt for mig at være blandt fyre, fordi jeg startede i så ung en alder. Så jeg har ikke set det som, at jeg var pige i en mandsdomineret verden. Ligeså snart jeg tager hjelmen på, så er jeg racerkører, og ikke en pige imod en masse drenge.

Jeg lå forrest og kæmpede med en finsk dreng til Europamesterskaberne i gokart i Belgien. Han mente ikke, at jeg skulle ligge der, hvor jeg gjorde, så han skubbede mig af banen. Da løbet var slut, stillede jeg min gokart og løb direkte over og greb fat i ham og fik sagt og gjort nogle ting, som gjorde, at jeg blev revet væk fra ham. Men efter han havde været på podiet og fået sin pokal og sine blomster, kom han ned til mig og gav mig blomsterne og sagde undskyld for at køre mig af banen. Han følte sig nok lidt sat på plads, og siden da rørte han mig ikke på banen.
Michelle Gatting, racerkører

Det er svært for kvinder at få respekt i motorsport

I år har Michelle Gatting kørt i den Europæiske Le Mans Serie og det berømte 24-timers løb i Le Mans med Kessel Racings Iron Dames projekt, der var de første, der stillede et hold til start i Le Mans, hvis kørere alle var kvinder. Men det lå ikke altid i kortene for Michelle Gatting at blive racerkører.

– Det var rent tilfældigt, at jeg prøvede en gokart på en ferie i Sydfrankrig, da jeg var 8 år. Jeg blev hurtigt bidt af det, og startede i en gokartklub i Hammersholt. Så tog det ene det andet, og siden har jeg kørt race i hele Europa, siger hun.

Men vejen fra at køre gokart i en lagerhal i Hammersholt til at deltage i et af verdens mest berømte og berygtede racerløb har dog ikke altid været nem for Michelle Gatting. Særligt blandt gokartens elite var det svært for hende at sætte sig i respekt som kvinde. Det har medført hårde kampe på banen og endda slåskampe udenfor banen.

– Jeg lå forrest og kæmpede med en finsk dreng til Europamesterskaberne i gokart i Belgien. Han mente ikke, at jeg skulle ligge der, hvor jeg gjorde, så han skubbede mig af banen. Han kom på podiet og jeg endte helt nede bagerst i feltet, så da løbet var slut, stillede jeg min gokart og løb direkte over og greb fat i ham og fik sagt og gjort nogle ting, som gjorde, at jeg blev revet væk fra ham. Men efter han havde været på podiet og fået sin pokal og sine blomster, kom han ned til mig og gav mig blomsterne og sagde undskyld for at køre mig af banen. Han følte sig nok lidt sat på plads, og siden da rørte han mig ikke på banen, fortæller Michelle Gatting.

Læs også: TV: FC Nordsjælland sigter målrettet mod ligestilling, mens andre superligaklubber lader stå til

Det lykkedes hende dog at sætte sig selv i respekt, så hendes talent kunne tale for sig selv. Det er ikke gået ubemærket hen i motorsportsverdenen, hvor hun for nyligt blev tilbudt at køre i den såkaldte W-Series i 2020. W-Series er en talentudviklingsserie for kvindelige racerkørere, hvor de konkurrerer i Formel 3 biler – altså to klasser under motorsportens kongeklasse Formel 1. Men på trods at mulighederne som W-Series giver, valgte Michelle Gatting at sige nej tak til tilbuddet.

– Motorsport er en enormt dyr sport, så hvis man får tilbudt en gratis sæson i en Formel 3 bil, som man gør i W-Series, så skal man virkelig grundigt overveje det, fordi det er en meget stor mulighed som racerkører. Men på samme tid så har jeg det ambivalent med, at det er en klasse der er delt op mellem mænd og kvinder. Det har jeg altid været modstander af, forklarer hun.

Michelle Gatting vil dog ikke afsløre hvad hun skal køre i 2020 i stedet for W-Series.

Hos Dansk Automobil Sports Union deler man Michelle Gattings holdning om, at motorsport ikke bør kønsopdeles. Derfor kommer vi næppe til at se en dansk pendant til W-Series.

– En af motorsportens største styrker er, at kvinder kan dyste på lige vilkår med mænd, og kan gå ud og baske drengene noget så eftertrykkeligt. Det kan de ikke i mange andre sportsgrene, og det synes jeg ikke der skal pilles ved, siger Bo Skovfoged, Kommunikationsansvarlig hos Dansk Automobil Sports Union.

Klik på kortet, og se hvordan Michelles Gattings 2019 sæson gik.

Sådan gjorde vi: Idéen til artiklen kom, da journalisten filmede indslaget ’10-årig går til motorsport: Det er hverken cut-throat eller egoistisk’. Her var der ingen piger, der kørte. Begge interviews er foretaget telefonisk med opfølgende skriftlige spørgsmål.