Forårssolen er for mange et kærkomment syn, men for bilister kan den lavthængende sol være farlig.
Særligt i morgen- og aftentimerne bliver trafikanter ofte blændet. Dette kan give et dårligt udsyn og usikkerhed på vejen.
Så for at forebygge farlige situationer bør man følge nogle helt basale råd.
– Da mange kan finde på at bremse voldsomt foran en, anbefaler vi, at man tilpasser sin hastighed og afstand, hvis man føler sig blændet af solen, siger Christian Berthelsen, der er politiassistent ved Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.
Fire gode råd til bilisten
- Tilpas din hastighed til dine omgivelser
- Rengør dine ruder før kørsel
- Hav et par solbriller liggende i bilen
- Husk sprinklervæske på bilen
Med en lavtstående sol kan det være svært at orientere sig som bilist, og man kan opleve, at man overser andre trafikanter. Derfor er det vigtigt at være ekstra opmærksom og tage tingene i et tempo, hvor man stadig har det fulde overblik.
Christian Berthelsen råder også bilister til at sørge for, at man ikke har en snavset forrude.
– Sørg for at sprinklervæsken er fyldt op, så man kan rengøre ruden. Den skal rengøres ofte, også indefra. Der sidder tit en belægning på ruden, der kan give et genskær fra solen, siger Christian Berthelsen.
Husk solbriller
Udover at sprinklervæsken skal være fyldt op, og ruden skal rengøres, så er det også helt essentielt at have solbriller med.
Og det er vigtigt at overveje, hvor man placerer dem i bilen. Det fortæller Jesper Hemmingsen, dokumentationskonsulent hos Rådet for Sikker Trafik.
– Det er en dårlig idé, hvis dine solbriller ligger i handskerummet, og du skal læne dig ind over gearstangen for at finde dem. Der er mange bilproducenter, der bevidst har indbygget en brilleholder inden for rækkevidde, siger Jesper Hemmingsen.
For ikke at tage opmærksomheden væk fra vejen, er det derfor en god ide, at tænke mere over, hvor man placerer de ting, man kan få brug for under kørsel. Placér altid dine ting så let tilgængelige som muligt.
Læs også: Der sker stadig for mange ulykker i trafikken
Spørger man en optiker, er der nogle måneder, hvor det specielt er vigtigt at bruge solbriller, når man kører. Marts er en af dem.
– Man skal allerede nu begynde at benytte solbriller ved bilkørsel. De kan benyttes året rundt, men særligt forårs- og efterårsmånederne, hvor solen står lavt, er det vigtigt, siger Natja Allida Lerche Petersen, optiker og souschef hos Thiele Briller Ro’s Torv.
Derudover foreslår hun at bruge solbriller med polariserende glas.
– Denne type glas filtrerer de vandrette stråler fra, som for eksempel kan komme fra bilruder, fortæller Natja Allida Lerche Petersen.
I det hele taget anbefaler hun, at man bruger solbriller, da de beskytter øjnene mod solens UV-stråler, som kan være skadelige.
Man skal køre efter forholdene
Rådet for Sikker Trafik råder folk til at køre hjemme fra i god tid, hvis solen er lavtstående, så man ikke har travlt.
– En af de værste ting man kan gøre, er at tage ud og køre imens man er stresset. Dette kan resultere i, at man kører hurtigere end man egentlig er tryg ved. Derfor er det en god ide at tage afsted fem minutter før, så man har tiden til at tilpasse sin hastighed til forholdene, der eksempelvis kunne være en lavtstående sol, siger Jesper Hemmingsen.
Rådet for Sikker Trafik understreger at det er vigtigt at køre efter forholdene, ligemeget om det er glat, tåget eller solskin.
Sådan gjorde vi: Ideén til artiklen opstod under idé-generering hos journalistens redaktionen. Journalisten har skaffet information og citater til artiklen ved at lave telefoninterviews.