Lille hastighedsnedsættelse gør stor forskel i Køge


Foto: Sofie Dall Oxfeldt
Ringvejen i Køge er en befærdet vej, hvor hastighedsgrænsen i 2015 blev sat ned fra 70 til 60 kilometer i timen.

Ni færre er kommet galt afsted på Ringvejen i Køge, efter at vejskiltene siden 2015 har vist 60 kilometer i timen i stedet for 70 kilometer i timen.

Læs også: Livsfarligt kryds ved Damhussøen: Nu sker der noget

I 2015 blev der registreret i alt 10 uheld på Ringvejen i Køge, hvorimod der kun er blevet registreret et uheld fra januar 2017 til og med september 2017. Det viser en undersøgelse fra politiets sagsstyringssystem. Det kunne derfor godt tyde på, at dette drastiske fald i antallet af uheld skyldes nedsættelsen på 10 kilometer i timen på Ringvejen.

Et lettere tryk på speederen

Mette Jorsø (V), der er formand for Teknik og Miljøudvalget, ser det som en positiv effekt, og hun er sikker på, at hastighedsnedsættelsen har virket.

Læs også: TV: Nyt lovforslag vil gøre det lettere at sænke fartgrænserne i byerne

– Det har en stor betydning, at man sætter hastigheden ned. Trafikanterne er begyndt at træde lettere på speederen, og jeg tror på, at denne nedsættelse af hastigheden har givet færre ulykker. Der er færre, der kommer til skade, men man er aldrig i mål, før der overhovedet ikke er nogle, der kommer til skade, siger Mette Jorsø.

Hun er overbevist om, at en hastighedsnedsættelse mindsker antallet af trafikuheld.

Utilfredshed blandt fartbøller

Hastigheden blev nedsat fra 70 kilometer i timen til 60 kilometer i timen i september 2015. Det kan for nogle virke som en lille ændring, men faktisk er de 10 kilometer i timen afgørende for, hvor mange der kommer til skade i trafikken.

– Mange er blevet vildt sure over, at det er blevet besluttet at nedsætte hastigheden, men det har vist sig at virke. Faktisk er der lavet undersøgelser om, at man ikke kommer meget langsommere frem med en lille ændring som denne, siger Mette Jorsø (V)

Det tyder på, at denne ændring af, hvor hurtigt fartbøller må køre, har virket efter formålet, som var at reducere uheldene på strækningen.

Større risiko for at dø ved at køre hurtigere

En hastighedsnedsættelse har også en betydning for, hvor voldsomt personer kommer til skade i trafikken. Det behøver kun at være en ændring på 10 kilometer i timen, der kan redde liv. Det påpeger Peter Stryhn, som er vicepolitiinspektør hos Midt- og Vestsjællands politi.

Læs også: Fulde unge i færre trafikuheld

– Hastigheden har en afgørende betydning for omfanget af personskader. Hvis en fodgænger bliver ramt med 50 kilometer i timen, er der 40 procent risiko for, at personen dør. Rammes fodgængeren med 60 kilometer i timen, er risikoen helt oppe på 70 procent, siger Peter Stryhn.

Han lægger stor vægt på, at den lille nedsættelse af hastigheden kan være afgørende for, hvor voldsomt personer kommer til skade.
Nedsættelsen har vist sig at være en succes og har haft en betydning for antallet af uheld og omfanget af skaderne ved uheldene.