Massevis af tyverier fra biler i Roskilde: Her er politiets råd

Der har været mange tyverier fra køretøjer i Roskilde Kommune siden marts. Ovenstående billede er ikke taget i Roskilde Kommune. Foto: Chris, copyright: © 2007 Chris

Foråret er kommet, og mange vælger at tage ud og gå ture i naturen. Man sætter bilen og er væk et par timer. Her er et klassisk scenarie imidlertid, at den dejlige gåtur ender med at blive ødelagt af, at man kommer tilbage til sin bil og ser, at en rude er banket ind – og en tyv har stjålet tasken med computer og telefon.

På under to måneder har Midt- og Vestsjællands Politi har fået 38 anmeldelser om tyveri fra både personbiler og varevogne i Roskilde Kommune.

Det samlede antal af anmeldelser om tyverier fra forskellige køretøjer i politikredsen i hele 2024 er på 49. Det fremgår af tal fra Midt- og Vestsjællands Politi, som NetAvisen har fået tilsendt.

Det betyder altså, at mere end 3/4 af alle anmeldelserne af tyverier fra især personbiler og varevogne i 2024 er registeret siden begyndelsen af marts.

Og i øjeblikket får politiet mange anmeldelser fra folk, der netop har parkeret bilen for herefter at gå en tur i naturen.

– Det tyder på at, nogen går specifikt efter biler, der holder på afsides parkeringspladser. Man går en tur og er væk fra køretøjet i et kort øjeblik, og så er det hurtigt for nogen at smadre en rude, tage de ting, der er, og så er de væk igen, siger politiassistent for Midt- og Vestsjællandspoliti Charlotte Tornquist.

Desuden får Midt- og Vestsjællands Politi mange henvendelser fra håndværkere, der oplever at få stjålet værdifuldt værktøj fra deres kassevogne, tilføjer Charlotte Tornquist.

–  Tyveri fra varebiler er noget, vi har set en del af. Der bliver stjålet ting af værdi så som værktøjer, og det er specifikt håndværkerbiler, de går efter, siger hun.

Synlige værdifulde genstande som telefoner, punge og computere lokker tyve til at bryde ind i din bil.

Charlotte Tornquist opfordrer derfor folk til at være opmærksomme på, hvor de opbevarer deres værdier i bilen.

Har du set noget?

Ofte er det svært for politiet at løse sager om tyveri fra personbiler, hvor der kun bliver stjålet nogle få ting. Derfor håber Charlotte Tornquist, at folk kan hjælpe politiet med at finde ud af, hvem står bag tyverierne.

– Det kan være svært at finde spor at gå efter, når det handler om et indbrud på en personbil, hvor der er blevet stjålet en eller to værdigenstande. Det kan være svært at efterforske. Hvis nogen ser eller har set et eller andet, så sig det til os, så vi kan få en indikation om, hvem står bag indbruddene, lyder opfordringen.

Læs også: Mystiske massetyverier fortsætter – nu vil politikredsene arbejde sammen

Råd fra politiet om at forhindre tyveri fra varebiler

  • Parker – om muligt – varebilen på en sådan måde, at det er besværligt at komme ind i den ad bag- eller sidedøre.
  • Deaktiver knappen til central oplåsning af bag- og sidedøre (findes ikke i alle varebiler).
  • Fjern særligt værdifuldt værktøj fra bilen
  • Mærk værktøj med f.eks. en særlig farve, initialer eller firmanavn mv., så stjålet værktøj vil være sværere at afsætte for tyven og nemmere for politiet at identificere ejeren
  • Biler, der parkeres i længere tid eller efter mørkets frembrud, bør parkeres, hvor der er belysning – og gerne i nærheden af beboelse. Undgå at parkere bilen på øde steder.

Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi

Stjålet massevis af værktøj

Tobias Bang Pedersen er murermester og driver firmaet Bangs Murerfirma ApS. Firmaet hører hjemme i København, men har tit opgaver i Roskilde.

Tobias Pedersen har oplevet indbrud i sin firmabil to gange.

– Det er sket om natten, hvor de har banket ruden ind og så åbnet bilen. Og så har de taget alt værktøj af værdi, siger han.

Der kan være mange værdifulde ting i en håndværkers firmabil. Tobias Bang har fået stjålet blandt andet støvsugere, skruemaskiner, vinkelslibere og bajonetsave.

Det sidste indbrud skete for tre år siden. Siden da har Tobias Bang Pedersen fået installeret en alarm og gitre på vinduerne, og har ikke oplevet indbrud i firmabilen siden.

Det er en fordel for ham, da tyveriet ikke kun resulterer i udgifter til at købe nyt værktøj. Det forhindrer også håndværkere i at overhovedet kunne arbejde.

– Det er også irriterende, når man ikke kan arbejde, før man har fået købt nyt værktøj og fået repareret bilen. Der går et par dage, hvor du ikke rigtig kan lave noget, siger Tobias Bang Pedersen.

Smykker, computere, tablet

Maria Louise Matile fra København har også oplevet, hvor ubehageligt det er at have indbrud i sin bil. Det skete, da hun og hendes mand på campingtur i Roskilde tilbage i 2021, hvor de var for udsat indbrud i deres bil og fik stjålet mange værdifulde ejendele.

Det skete ved Roskilde Camping ved Vigen Strandpark, hvor bilen stod natten over, mens Maria Matile og hendes mand var på telttur. Ifølge hende var der mange dyre ting i bilen, da parret var taget direkte på campingferie, efter de havde holdt bryllup.

– Vi havde lige haft bryllup, så vi havde smykker, dyr kjole, dyre sko med. Min mand havde lige været på forretningsrejse, så der var pæne, dyre skjorter, flere computere, en helt ny tablet, siger Maria Louise Matile.

Da bilen var proppet med ting, var det svært at få tildækket det hele. Det betød, at tyven slap afsted med rigtig mange værdifulde ting.

– Vi har misset for i hvert fald 50.000 kroner. Måske nærmere 70.000 kroner. Vi havde mange usædvanlig dyre ting med, som man normalt ikke har med på campingtur, så vi var skide uheldige, siger hun.

4 anmeldelser i januar – 20 i april

I januar måned var der fire tilfælde af tyverier fra køretøjer. I februar var der syv, i marts var der 16, og indtil videre i april måned har Midt- og Vestsjællands Politi fået 20 anmeldelser om tyveri fra køretøjer.

Sådan gjorde vi: Journalisten gennemgik alle Midt- og Vestsjællands Politis døgnrapporter fra den 1. marts og lagde mærke til, at der var mange tilfælde af tyverier fra køretøjer. Journalisten fik tallene for tyverier fra køretøjer for hele 2024 fra Midt- og Vestsjællands Politi, hvilket viste en stigning i tyverier fra køretøjer hver måned, siden året startede. Alle interviews er lavet telefonisk.

Leave a Reply

Your email address will not be published.