Der kommer flere mountainbike-ryttere i de danske skove. En ny opgørelse fra Naturstyrelsen viser, at antallet af mountainbike-ryttere i de statsejede skove og andre naturområder er vokset med 15-20 pct. om året siden 2013. Antallet er nu nået et sådant omfang, at det udgør et problem, mener flere danske naturforeninger.
I dag er der i alt 540 km mountainbike-spor i Danmark. Det svarer til lidt mere end en køretur fra Helsingør til Skagen over Storebælt. Og ruterne bliver kun flere. I statsskovene er udviklingen så langt, at de etablerede ruter er et problem. Sådan lyder det fra Dansk Ornitologisk Forening (DOF).
– Man risikerer, at aktiviteten er så forstyrrende både dag og nat, at fuglene opgiver at yngle og forlader området, siger biolog Knud Flensted fra Dansk Ornitologisk Forening.
Læs mere: Mountainbike hitter blandt kvinder
Også i Danmarks Jægerforbund mener man, at de mange cykelspor er et problem. Forbundet er ikke imod mountainbikes, men det er vigtigt, at alle skovbrugere har respekt for hinanden og naturen, lyder deres argumentation.
– Vi har nogle ting, som man skal være opmærksom på, når man kører mountainbike. Der er nogle regler for færdsel i skoven. Det skal foregå ad anlagte veje og stier. Dem skal man holde sig indenfor, for hvis man kører ”off-pist”, så forstyrrer man det vildt, som lever inde i skoven, siger pressechef i Danmarks Jægerforbund, Thorsten Lind Søndergaard.
Dyrelivet tager skade
Hvis mountainbike-ruterne kommer for tæt på skovens dyr, kan det få mærkbare, negative konsekvenser for skovens dyreliv.
Ruterne skal ikke lægges i områder, hvor der er særligt sårbare ynglefugle eller visse arter af rovfugle, fiskehejre-kolonier, grævlinge-grave eller andre naturværdier
Knud Flensted, biolog fra Dansk Ornitologisk Forening
En undersøgelse fra DOF viser, at der i Store Dyrehave syd for Hillerød er sket en voldsom reduktion i antallet af rovfugle, som yngler i området. I ynglesæsonen 2009 var der 17 par musvåger, men i efteråret 2009 etablerede man en cykelrute i skoven. Derefter faldt bestanden af musvåger var til fire ynglepar i 2016, beretter DOF.
På samme tid er antallet af duehøge faldet fra fire par til blot ét par, og tre par hvepsevåger har forladt skoven helt. Derfor er det meget vigtigt, at man er grundig i arbejdet med at anlægge nye spor, så de ikke bliver lagt for tæt på rederne, vurderer Knud Flensted fra DOF.
– Det er utroligt vigtigt, når man planlægger sådanne ruter og oven i købet forsøger at tiltrække flere mountainbikers, at man gør det de rigtige steder. Ruterne skal ikke lægges i områder, hvor der er særligt sårbare ynglefugle eller visse arter af rovfugle, fiskehejre-kolonier, grævlinge-grave eller andre naturværdier, siger han.
Problemet rykker ud i de private skove
Også i de private skove er mountainbike-ryttere et stigende problem. Det mener godsejer Peter Henrik Tesdorpf, som ejer og driver Gjorslev Gods på Stevns. Godset er på 1650 hektar, hvoraf 770 hektar er skov.
– Hvis mountainbikers kører andre steder i skoven, er der problemer med jagtlejerne, men først og fremmest er der problemer med, at man skræmmer råvildtet, som er meget nervøst anlagt. Vi har også et havørnepar, som vi regner med vil bygge rede, og de skal også have ro omkring sig i et stort område, siger godsejer Peter Henrik Tesdorpf.
Mountainbike-rytterne må kun køre på de bilfaste veje og på den anlagte kondisti. Men problemet opstår, når de kører ”off-road” og ud i skovbunden. Peter Henrik Tesdorpf oplever, at langt de fleste opfører sig ordentligt. Det er dog problematisk, hvis de ikke retter sig efter reglerne, så dem vil han gerne have gjort endnu klarere.
– Løsningen er, at vi sætter nogle tydelige skilte op. De fleste er rimelig fornuftige, men de skal jo bare holde sig til, hvad der står på skiltene. Hvis de gør det, så er der ingen problemer, siger godsejerne.
Læs mere: Nu vil vi have mountainbikes med motor
Plads til alle
Udfordringen er altså at få plads til både rovfugle, rådyr og stilfærdige skovgæster og også friluftslivet i skikkelse af mountainbikers. Løsningen kan være zonering, hvilket betyder, at der er områder, hvor dyrelivet har fortrinsret, og så er der andre steder, hvor man kan have fritidsaktiviteter som mountainbikes, foreslår Knud Flensted fra DOF.
Formand for Dansk Mountainbike Klub, Geert Klarsgaard, tager let på kritikken.
– Jeg er ikke interesseret i, at man skal ødelægge noget for nogen, men der skal være plads til alle. Og mountainbike er en sport, som man også bør anerkende. Det skal selvfølgelig ske på nogle fornuftige vilkår, og jeg siger ikke, at der skal køre mountainbikers i alle skove, siger Geert Klarsgaard.
Han mener dog ikke, at mountainbike-rytterne alene kan holdes til ansvar.
– Jo flere andre brugere i skoven, jo mindre ro er der. Det er jo ikke kun mountainbikes, der skaber uro, det er også hunde og andre mennesker, siger Geert Klarsgaard.
Se oversigten over mountainbike-spor i Danmark
3 Responses to "Mountainbikes presser de danske skove"