Fem kollegier i København har flere gange inden for de sidste måneder vågnet op til et fjernsyn badet i mælk.
Den mystiske mælkeglade person, som bryder ind på kollegierne om natten, har fået tilnavnet ’Mælkemanden’. Udover at hælde mælk i kollegiernes fjernsyn, kaster han mad rundt i køkkenerne og har i nogle tilfælde også stjålet mad fra køleskabene.
Anden gang Mælkemanden blev set på kollegiet, havde han stillet et ostebord op ude i et af køkkenerne
Andreas Wagner Tholl, beboer på Studentergården
Indtil videre har Østerbrogården, Nordisk Kollegium, Studentergården, Østervold Kollegiet og Egmont Kollegium haft besøg af den mystiske mælkemand.
LÆS OGSÅ: »Det er pinligt, at hærværk er det første, de ser«
På Studentergården har de mødt manden to gange.
– Første gang vi havde kontakt med Mælkemanden, fandt vi ham med Netto-poser fyldt med appelsiner og rugbrød. Senere fandt vi ud af, at samme mad var forsvundet fra en beboers køleskab. Anden gang vi så manden på kollegiet, havde han stillet et ostebord op ude i et af køkkenerne, siger Andreas Wagner Tholl, beboer på Studentergården.
Ingen af kollegierne har oplevet, at Mælkemanden har været voldelig.
– En enkelt gang har han været inde hos en beboer om natten, men udover det, har vi ikke haft nogle ubehagelige oplevelser med Mælkemanden. Han virker fredelig, siger Jens Christian Hillerup, beboer på Egmont kollegiet.
LÆS OGSÅ: Engageret kollegianer i kamp for de ældre
– Det er bare irriterende, at vi hele tiden skal købe nye fjernsyn, fordi forsikringen ikke dækker kollegiets køkkener, siger han.
På kollegierne er de trætte af, at gøre rent efter ufrivilligt besøg udefra. Derfor er de nu ekstra opmærksomme på at lukke døre og vinduer, og enkelte kollegier har skiftet låse på yderdøre, sat overvågningskameraer op og oprettet et frivilligt vagtværn til at patruljere om natten.
De fem kollegier holder løbende hinanden opdateret om nye mælkemandsepisoder og har lavet en fælles guide til, hvad man skal gøre, hvis man møder Mælkemanden. Derudover har fire af kollegierne indgivet en politianmeldelse.