Stadigt flere danskere med brystkræft oplever, at de ikke får den rette behandling til tiden.
Det er faktisk kun 69 procent af alle brystkræftpatienter, der bliver behandlet i rette tid, viser en opgørelse fra Sundhedsdatastyrelsen for 2. kvartal i 2018. Det betyder, at 31 procent ikke bliver behandlet til tiden, og det er steget markant fra 3. kvartal 2017, hvor det blot var 18 procent.
Som det ser ud lige nu, er jeg meget skeptisk over for, at der vil komme en positiv udvikling.
Niels Kroman, cheflæge og professor i brystkræftkirurgi
Kræftens Bekæmpelse er kritiske over for den markante udvikling på området:
– Jeg kan kun sige, at det simpelthen ikke er godt nok, siger cheflæge og professor i brystkræftkirurgi Niels Kroman fra Kræftens Bekæmpelse.
Antallet af gennemførte forløb med brystkræftpatienter har ikke været lavere de sidste tre år. Det er en udvikling, der foruroliger Niels Kroman:
– Som det ser ud lige nu, er jeg meget skeptisk over for, at der vil komme en positiv udvikling.
Siden 2015 har antallet af gennemførte behandlingsforløb for brystkræftpatienter været svingende. Det seneste år er antallet dog faldet hvert kvartal, og det bekymrer Niels Kroman.
– Der vil altid være tilfælde, hvor man ikke kan nå at behandle i rette tid. Vi ser helst, at alle bliver behandlet til tiden, men procentdelen af patienter, der venter for længe, er alt for høj, siger cheflægen fra Kræftens Bekæmpelse.
Overlæge afviser stigning
Ledende overlæge for Brystkirurgisk Afdeling på Herlev- og Gentofte Hospital samt Rigshospitalet, Henrik Flyger, mener ikke, at tallene fra Sundhedsdatastyrelsen stemmer overens med virkeligheden.
– Der er flere faktorer, der spiller ind. Man kan derfor ikke tale om, at der har været en reel stigning i antallet af patienter, der ikke bliver behandlet til tiden, siger Henrik Flyger.
Henryk Flyger hæfter sig ved, at undersøgelser foretaget af Region Hovedstaden viser, at der ikke er sket en ændring på området.
Han fortæller til gengæld, at der er pres på de ansatte på hospitalerne:
– Det er sådan, at vi har det antal læger og sygeplejersker, vi har. Der er ingen overkapacitet, for der er hele tiden patienter at tage hånd om.
Har ingen betydning
Henrik Flyger afviser dog alligevel Kræftens Bekæmpelses kritik. Det er ikke hospitalerne, der er årsagen til, at der, ifølge Sundhedsdatastyrelsens tal, er sket en stigning.
– Cirka hver femte brystkræftpatient vælger selv at udsætte diagnostik eller behandling på grund af private forhold.
Overlægen lægger vægt på, at tallene fra Sundhedsdatastyrelsen kan overfortolkes. Når patienter ikke behandles inden for den normerede tid, drejer det sig ofte om et par dage, og det har ifølge Henrik Flyger ikke nogen betydning for sygdomsforløbet:
– Brystkræft er en kræfttype, der vokser langsomt. Derfor har det ikke betydning for sygdommens helbredelse, hvis den normerede tid overskrides med et par dage.
Sådan gjorde vi: Idéen til denne artikel opstod, da journalisten faldt over tal fra Sundhedsdatastyrelsen. Journalisten henvendte sig Kræftens Bekæmpelse for at få svar på, hvordan de vurderer stigningen i antallet af patienter, der ikke bliver behandlet til tiden. Derefter tog journalisten kontakt til Brystkirurgisk Afdeling på Herlev Sygehus for at får svar på årsagerne til stigningen.