Miljøet er et vigtigt emne for mange danskere. Men alligevel er der meget, vi ikke ved omkring havmiljøet. Især når snakken falder på stenrev, som er de sten under havet, der etablerer føde og levested for dyrerne i havet.
Det mener i hvert fald Allan Scheller, der er formand for Køge Bugt Stenrev – en forening, der arbejder på at bygge stenrev i Køge Bugt.
Derfor har han sammen med resten af Køge Bugt Stenrev indgået et nyt samarbejde med Ishøj Naturcenter, der også arbejder ved Køge Bugt, med flere institutioner og folkeskoler.
– Sammen med Ishøj Naturcenter kan vi formidle om havmiljø og på den måde skabe større forståelse for livet under vandoverfladen, forklarer Allan Scheller. Han forklarer, at Ishøj Naturcenter har en stor viden inden for natur og havmiljø, som er vigtig for projektet.
Samarbejde vækker drømmen om bedre havmiljø
Naturvejleder fra Ishøj Naturcenter, Nikolaj Lundbak Mathiesen siger, at et samarbejde kan bringe dem tættere på drømmen om et bedre havmiljø.
— Vi har meget at gøre med Køge Bugt Stenrev i det hele taget. De har nogle andre ressourcer, end vi har, mens vi har flere års erfaring, end de måske har, hvilket gjorde, at vi kunne se et samarbejde. De har nogle kompetencer, i forhold til at komme ud og dykke med flaske, servicere havbund og mange andre ting, som jeg hverken har kapacitet til, i hverken min arbejdstid eller fritid. Det er også her samarbejdet kommer ind.
Stenrev er fiskenes gemmested
I følge Allan Scheller er der mange gode grunde til, at Stenrev er vigtige for havmiljøet.
– Stenrev er, der hvor fiskene lever og kan skjule sig for andre fisk, der vil spise dem. De bruges også til at producere tangskove, som også producerer en masse føde til fiskene. Det er en fødekæde, der hænger sammen. Fødekæden går hele vejen rundt, så hvis man fjerner stenrevene, så er der ikke mad til de små fisk, og så er der heller ikke mad til de store fisk.
Nikolaj Lundbak Mathiesen fra Ishøj Naturcenter tilføjer,
– Stenrev er godt for havmiljøet, fordi de store makroalger sætter sig fast på stenene, hvilket giver habitat. Det vil sige liv for andre dyr, og for at dyrene kan gemme sig.
Selvom stenrev viser sig at være positiv for havmiljøet, så har det én konsekvens for fladfiskene, hvis man skal bygge stenrev i havene. Det mener Jon Christian Svendsen, der er seniorforsker ved DTU Aqua.
— Fladfisk lever på sandbund, så når man ændrer havbunden fra sandbund til stenbund, så er der mindre plads til fladfisk. Det vurderes, at fladfisk har nok levesteder i Danmark, så forstyrrelsen er begrænset, hvis man udlægger stenrev.
Faktaboks:
- I 2008 byggede man det første huledannende stenrev som et forsøgsprojekt i Danmark. Det var projektet Blue Reef ved Læsø, og man så tydelige positive effekter på havmiljøet.
- I 2012 anlagde man det første stenrev, Poseidons Rev, i Flensborg Fjord. I dag har man med 32.000 ton sten bygget.
- På under ét år var antallet af torsk, der er en fisk, der har det særligt svært, nærmest eksploderet med op mod 100 gange flere registreringer ude ved revene sammenholdt med tal fra kontrolområder.
- Det tager ti år, før et stenrev er fuldt udviklet, og man kan måle resultaterne
Natur og Miljø: Natur for alle: https://www.dn.dk/media/71752/natur_miljoe_september_2020.pdf
Vi har fjernet sten i over hundrede år
De sidste 130 år er mange danske stenrev blevet ryddet for i stedet at bygge havnemoler eller bygninger.
– Stenene er blevet fjernet i perioden fra 1880 til 2009 af stenfiskere, til at bygge havnemoler og bygninger rundt omkring i hele Danmark, fortæller Allan Scheller.
Jon Christian Svendsen uddyber, at stenrev blev fisket op fra havbunden især i 60’erne og 70’erne, hvilket påvirkede organismerne og dyrene.
– Man fjernede et habitat, et levested, for nogen organismer, som er afhængige af de sten. Eksempelvis en masse tangarter, som vokser på stenene.
Det kan have konsekvenser for dyrene, fordi de ikke får den næring, og derved kan man ikke fange de fisk, der ikke er det. Allan Scheller fortæller hvilken betydning det har haft for fiskerne:
— Det har stor betydning for havmiljøet, at vide, hvad der foregår under vandet. Går man 50-40 år tilbage, kunne man fange rigtig mange fisk, og det kan man ikke så meget mere.
Bygger rev af norske kampesten
Men nu er stenrev beskyttet af EU’s habitats direktiv, fordi geogene rev er stenrev i Danmark, som også er blandt de rev, der skal beskyttes, forklarer Jon Christian Svendsen.
Han fortæller også, at stenrev i Danmark kan genskabes via store mængder kampesten der hentes fra bjerge i Norge:
— Man genskaber stenrev, dels fordi Danmark er forpligtet til at have god bevaringsstatus for rev i de danske farvande, dels for at sikre at levesteder til dyr og vegetation i havet. Man tager til Norge, som har en masse bjerge, hvor man kan købe store mængder kampesten fra etablering af tunneller i Norge, og som kan sejles til Danmark.
Sådan gjorde vi: Journalisten kontaktede Køge Bugt Stenrev og kom i kontakt med formanden, for at finde frem til, hvordan de havde indgået et samarbejde med Ishøj Naturcenter, og hvad stenrev egentlig gør for havmiljøet. Igennem deres hjemmeside, fandt journalisten mange andre ekspertkilder, og kontaktede en af dem, ud fra en artikel fra Køge Bugt Stenrevs hjemmeside. Ekspertkilden har viden inden for stenrev, og gav flere informationer omkring stenrev og havmiljøet. Til sidst interviewede journalisten en naturvejleder fra Ishøj naturcenter, for at høre, hvordan og hvorfor de indgik et samarbejde med Køge Bugt Stenrev.