Radio: Ungt landmandspar går mod strømmen

På den økologiske gård Yduns Have er fokuset ikke på at vækste op til skyerne men på at vækste indad.
Foto af Kristian Ib.

To mælkejunger gør det ud for potteplanter foran indgangen til ‘Yduns Haves’ lille gårdbutik. Her finder man året rundt friske grøntsager hevet op af Samsøs muld.

Det bæredygtige landbrug er drevet af den kun 24-årige Bjarke Jensen og hans kæreste Hester Callaghan på 28 år. Sammen tog de for et år siden beslutningen om at overtage landbruget.

– Jeg har en bachelor i Statskundskab. Der blev jeg så træt af, hvor lidt snak der var om bæredygtighed, og dem der snakkede, snakkede kun. Der var reelt ikke særlig meget handling, siger Hester Callaghan.

Artiklen fortsætter efter indslaget.

 

Selvom de to nu handler bæredygtigt og driver en økologisk gård, var det ikke altid planen at blive landmænd.

– Jeg kommer selv fra landet, og efter jeg flyttede hjemmefra, var jeg fast besluttet aldrig at skulle bo på en ø, og jeg ville heller aldrig have noget med landbrug at gøre. Det kom jeg så til alligevel, siger Bjarke Jensen grinende.

Yduns Have er en fondsejet gård. Det betyder kort sagt, at gården er ejet af aktionærer, der ønsker at fremme økologisk landbrug og tiltrække unge til Samsø.

Læs også: Danmark er verdensmestre i økologi

Udover at være fondsejet er Yduns Have en fællesskabsstøttet gård. Det betyder at kunder kan forpligte sig til at købe grøntsager og æg fra gården for at få adgang til de bedste råvarer.

– Vi har 40 medlemmer, og det er bare en del af vores forretning. Der er en rigtig fin symbiose mellem at have medlemmer og vores gårdbutik. Vi høster stort ind til vores medlemmer, der selv kommer og vælger deres varer hver torsdag. Overskuddet kan vi så pakke til gårdbutikken, siger Hester Callaghan.

Artiklen fortsætter efter galleriet.

 

I 2018 blev Bjarke Jensen og Hester Callaghan kåret til årets økologer af Netto og Økologisk Landsforening på bagrund af deres engagement for at fremme økologien.

Kirsten Holst, der er Økologichef i Landbrug & Fødevare ser også vigtigheden i fornyelse.

– Jeg synes altid, det er giveligt for et udviklingsorienteret erhverv som landbruget, at der er nogen, der prøver nye ting af, siger Kirsten Holst.

Sådan gjorde vi: Idéen til artiklen udsprang fra skribentens kendskab til Yduns Have. Bjarke Jensen og Hester Callaghan er interviewet personligt. Kirsten Holst er interviewet over telefon.