Nyt værktøj skal sikre godt arbejdsmiljø i små virksomheder

Nyt APV-værktøj skal sørge for, at virksomheder får et godt arbejdsmiljø.
Foto: Søren Dam Nielsen, Flickr

Hvad end du er murermester, butiksindehaver eller iværksætter, skal du lave den lovpligtige arbejdspladsvurdering (APV) for din virksomhed. Det bliver nu nemmere med et nyt online værktøj. Det skriver Arbejdstilsynet i en pressemeddelelse.

Det såkaldte APV-værktøj skal gøre det hurtigt, nemt og overskueligt for den enkelte virksomhed at komme i gang med en arbejdspladsvurdering. Det er nemlig et arbejde, som tidligere har været overvældende for mange virksomheder. Det mener Marianne Strøm Hansen, som er kommunikationschef i Arbejdstilsynet.

– Tidligere APV-værktøjer har typisk været utrolig lange lister over problemer, man som virksomhed skulle vurdere, om man havde. For en lille virksomhed – og nok for alle virksomheder – kunne det godt være overvældende at downloade de her lister, og så skulle man i gang med at forholde sig til rigtig mange spørgsmål, siger Marianne Strøm Hansen.

Mere end 100 spørgsmål

Ifølge Arbejdstilsynet oplever mange virksomheder, at det kan være tidskrævende og uoverskueligt at lave den lovpligtige arbejdspladsvurdering. Det skyldes blandt andet, at virksomhederne skal udfylde over 100 spørgsmål med de eksisterende tjeklister. Det bliver der dog lavet om på med det nye APV-værktøj, påpeger Marianne Strøm Hansen.

Læs også: Presset økonomi giver dårligt arbejdsmiljø på SOSU-skoler

– Der er meget færre spørgsmål. Alt afhængig af branchen har vi kogt mere end 100 spørgsmål ned til mellem syv til 20 spørgsmål, man skal igennem som lille virksomhed, siger Marianne Strøm Hansen og uddyber:

– Vores valg af spørgsmål har vi baseret på vores viden og data om, hvad der er typiske problemer i en branche, siger hun.

Færre ressourcer for små virksomheder

Det nye APV-værktøj skal særligt hjælpe de små virksomheder, når det handler om at overholde lovens krav om en arbejdspladsvurdering.

En undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø viser nemlig, at godt hver fjerde af de små arbejdspladser, der deltog i undersøgelsen, ikke har lavet en arbejdspladsvurdering de seneste tre år.

Læs også: Fald og ingen sikkerhedssele: Skraldemænd indtager førstepladsen for arbejdsulykker

Det skyldes, at de små virksomheder, som består af mellem en til ni ansatte, ikke prioriterer arbejdsmiljøet højt nok. Det mener Peter Hasle, som er professor med speciale i arbejdsmiljø ved Syddansk Universitet.

– Mange af de små virksomheder får ikke lavet en APV, fordi de af gode grunde er meget optagede af, at deres forretning skal overleve, og så kommer arbejdsmiljøet længere ned på prioritetslisten, siger Peter Hasle og fortsætter.

– De små virksomheder får det ikke gjort, og måske heller ikke så grundigt, fordi de har færre ressourcer. De har heller ikke nogen ansat til at tage sig af det, siger han.

Et sikkert og sundt arbejdsmiljø

Udover at det er et lovkrav for alle virksomheder med ansatte at få udarbejdet en APV, som skal revideres mindst én gang hvert tredje år, er der også andre grunde til, at den er essentiel for enhver arbejdsplads. Det påpeger Peter Hasle.

Læs også: Psykolog: Dårligt arbejdsmiljø udfordrer julefrokosterne

Han fortæller, at APV’en skal være med til at sikre et godt arbejdsmiljø, og at man med den kan undgå problemer, der ikke er opstået endnu.

– Arbejdspladsvurderinger er vigtige, fordi arbejdsgiveren har en forpligtigelse til at sørge for, at arbejdet er sikkert og sundt for medarbejderne, understreger Peter Hasle og uddyber:

Man skal jo få øje på de potentielle problemer, inden der opstår nogen sundhedsskader, siger han.

Arbejdstilsynet lancerede det nye APV-værktøj d. 4. november 2019, og det er tilgængeligt på apv.at.dk.

Sådan gjorde vi: Artiklen udspringer af en pressemeddelelse fra Arbejdstilsynets hjemmeside. Alle interviews er foretaget telefonisk.