Københavns Kommune pakker medarbejderne ind

Blå læber, kolde fingre og endnu koldere tæer. Udendørsarbejde har mange ofre, og månederne der bringer kulden med sig, er på vej. Det har blandt andet betydning for parkvagter og gartnere i Københavns Kommunes parker og grønne områder. Men de skal ikke frygte kulden, siger områdechef i Center for Park og Natur under Københavns Kommune, Jesper Folke Andersen, til Netavisen.dk.
 
”De har termoundertøj, vinterjakker og støvler, de kan finde frem i den kolde periode,” siger Jesper Folke Andersen. Medarbejderne har det varme tøj i deres personlige skabe på arbejdspladsen året rundt, og bestemmer selv, hvornår de vil tage det i brug, fortæller han. ”Vi har hos Center for Park og Natur opgjort, hvad der er nødvendigt, og hvad der skal til, for at det er godt arbejdssted,” forklarer Jesper Folke Andersen, der dog understreger, at der er en økonomisk grænse for, hvad medarbejderne kan forvente at termojakker og uldsokker.
 
Ikke lige meget varme til alle
Når minusgraderne trænger sig på, kan alle medarbejderne finde det uldne undertøj frem, men ikke alle kan forvente de varmeste termojakker. Det afhænger af, hvad man arbejder med, fortæller Jesper Folke Andersen.
 
”Dem der sidder stille i et åbent køretøj i vinterperioden, kan få en termokedeldragt,” siger Jesper Folke Andersen, men ”en termokedeldragt kan man ikke holde ud at udføre fysisk arbejde i. Det er den for varm til,” uddyber han.
 
 
Derfor er der en grænse for, hvor grundigt de ansatte hos Center for Park og Natur i Københavns Kommune er pakket ind. Men fryse kommer de ikke til, hvis det står til områdechefen. ”Vi har opgjort, hvad der skal til, at det er et godt arbejdssted, og så har vi vurderet, hvad der er hensigtsmæssigt, for det arbejde vi laver,” siger han.
 
Frossen om næsen på 18. år
En af de ansatte der har arbejdet i de københavnske gader og parker er Niels Pøhl Nielsen, specialarbejder i Center for Park og Natur. Han er tilfreds med forholdene hos Center for Park og Vej, men fortæller, at det er blevet sværere at holde på varmen end tidligere. I 16 år har han arbejdet med kloak- og vejarbejde. Hos Center for Park og Natur kører han nu lastbil og samler grene.
 
 
”Tidligere var det lettere at arbejde sig varm. Nu er det nødvendigt at lave fingerbevægelser og hoppe på stedet for at holde varmen,” siger Niels Pøhl Nielsen, der fortæller, at han har lært at bevæge fingre og tæer for at holde på varmen.
 
”Nu kører jeg lastbil, så står jeg meget stille, så kan jeg godt mærke jeg bliver kold om næsen,” siger Niels Pøhl Nielsen. ”Hvis vi ikke havde nok tøj, ville vi nok bruge mere tid i bilerne eller indendørs,” siger han, men understreger, at kommunen pakker de ansatte godt nok ind. ”Vi har termoundertøj, huer og vanter, og vi kan få, hvad vi vil. Jeg tror heller ikke det er et problem for dem, som samler skrald,” siger Niels Pøhl Nielsen.