Overblik: CSC’s største skandalesager

It-branchen er omskiftelig og uforudsigelig. Det har leverandør af offentlige og private it-systemer, virksomheden CSC, måtte sande, idet dens danske afdeling de senere år har oplevet en sand storm af skandaler i forbindelse med projekter, kunder og medarbejdere.

CSC mistede i starten af i år TDC som kunde, der valgte ikke at forlænge kontrakten hos CSC til fordel for det billigere indiske Tata Consultancy Services (TCS). Fyringerne, der går ud over CSC-medarbejdere i hele Norden, men hvoraf 350 bliver fyret i Danmark, kommer i kølvandet på tabet af TDC, der var den største kunde for CSC Danmark.

Rod med SKAT kostede 37 mia.
Også andre kunder har været utilfredse med CSC Danmark. Det gælder særligt SKAT, der har CSC som leverandør af digitale løsninger til borgere og virksomheder.

Erhvervskunder oplevede i efteråret 2010 store problemer med at indberette moms via TastSelv Ehverv. SKAT valgte at fyre CSC som leverandør, selvom virksomheden havde kontrakt på systemet indtil 2012.

– Vi kan ikke leve med, at virksomhederne ikke får den service, de har krav på. Det digitale indberetningssystem er en vigtig del af rygraden i hele vores skattesystem og skal ganske enkelt fungere, sagde daværende departementschef i Skatteministeriet, Peter Loft til Version2.dk.

Siden har også indbetalingssystemer hos SKAT leveret af CSC været ramt af problemer. Det kostede i januar 2012 SKAT 37 mia. kroner, fordi gælds-sager blev forældede, da CSC’s system ikke kunne opkræve skyldnerne.

Lockout og strejker
Sidste år var den gal internt i virksomheden, da medlemmer af fagforbundet for it-professionelle, PROSA, nedlagde arbejdet bl.a. pga. fald i løn PROSA-medlemmer ansat hos CSC.

I flere måneder fra februar til juli 2011 var lågen indtil virksomhedens hovedkontor i Valby vogtet af bannere og medarbejdere i gule veste.

Konflikten startede helt tilbage i 2009, da overenskomsten mellem CSC og PROSA udløb og genforhandlingerne gik i hårdknude. Det førte til lockout af CSC-ansatte PROSA-medlemmer i februar 2011, og 1. juni 2011 påbegyndte de ansatte en storstrejke.

Strejken varede indtil 27. juni, hvor PROSA og CSC gjorde ende på konflikten, da arbejdsretten kendte, at CSC kunne droppe overenskomsten med PROSA – i stedet fik PROSA-medlemmer hos CSC en ny overenskomst med HK Privat.

– De vælger jo så at fortsætte deres karriere et andet sted end hos CSC, sagde CSC’s daværende danske direktør, Carsten Lind, om de PROSA-medlemmer, som ikke ville tage imod tilbuddet om en HK-overenskomst til Computerworld.

Politiet fik aldrig it-system
Et storstilet it-projekt til politiet, Polsag, leveret af CSC, blev i februar i år endeligt droppet efter otte år på tegnebrættet og næsten en halv milliard skattekroner i papirkurven.

It-systemet skulle netop have mindsket manuelt papirarbejde for politiet og lettet sagsbehandlinger. 2008 var året, hvor det nye system skulle indarbejdes i alle landets politikredse, men først i år valgte justitsminister Morten Bødskov at give projektet det endelige dødsstød.

– Det er en skandale, at vi har brugt op mod en halv milliard kroner på et projekt, der nu må skrottes, sagde ministeren til Børsen.

Læs mere:

Kritik efter skrotning af skandalesystem

CSC fyrer 450 i Norden – flest i Danmark

Analysechef: Dårligt ry koster CSC medarbejdere