Overnatning i campingvogn i storbyen skal gøre hostel mere eksklusivt

Vesterbros pop-up hostel vender tilbage til sommer – sandsynligvis som et udvidet koncept.
Foto: YMCA Interpoint Hostel Cphs hjemmeside

Til sommer bliver de lokaler på Vesterbro, som tilhører KFUM og KFUK, igen lavet om til et hostel, hvor rejsende fra hele verden kan bo og arbejde frivilligt.

Campingvogn som brudesuite

YMCA Interpoint Hostels udvalgsformand, Jeppe Tanderup Kristensen, arbejder lige nu på at tilføre hostellet endnu mere charme og intimitet i form af en campingvogn i hostellets gårdhave.

– Det slog mig lige pludselig, at man kunne sætte en campingvogn ude i vores gård. Så ville det ligesom blive vores brudesuite. Jeg tænker, at der sikkert er mange, som synes, det er meget morsomt at campere midt på Vesterbro, fortæller Jeppe Tanderup Kristensen.

Hostellet består af værelser med køjesenge til 4-10 personer pr. rum og har i alt plads til 54 gæster. Den såkaldte ‘brudesuite’ skulle derfor være en mere intim variation til hostellivet for enkeltpersoner, par og venner.

Fakta om KFUM & KFUK:

  • Står for Kristent Fællesskab for Unge Mænd og -Kvinder
  • En del af verdens største og ældste ungdomsbevægelse, YMCA
  • Skaber fællesskaber om globalt udsyn
  • Ca 9000 medlemmer i Danmark
  • Har eksisteret siden 1878

Kilde: www.kfum-kfuk.dk

Frivillig for kost og logi

Formanden har været frivillig i Vesterbros lokalforening i 19 år, og for ham ville det nye camping-element falde godt i hak med foreningens værdier. Campingvognen skulle nemlig, ligesom resten af hostellet, drives af frivillige, som betales gennem kost og logi.

– For os som forening er det en vigtig værdi at give unge mulighed for selv at prøve kræfter med noget. At man siger ‘her er nogle rammer, det er jeres, så I kan gøre noget godt med det’, lyder det fra Jeppe Tanderup Kristensen.

Mulighed for at udfolde sig

En af de personer, som har haft mulighed for at udfolde sig kreativt inden for disse rammer, er Olivia Sommer Droob. Hun er frivillig i lokalforeningen på Vesterbro, og hun bor i bofællesskab i samme hus som hostellets lokaler.

– Jeg har rejst meget og synes, at det er skønt at bo på hostel. Så jeg syntes, at det var vildt sjovt at være med til at koordinere det hele.

For Olivia Sommer Droobs vedkommende gav hendes tid som frivillig hende kun endnu mere blod på tanden til at engagere sig i det hus, hun bor i.

– Alt det, jeg lærte sidste år har givet mig mod på at sidde med hele frivilligkoordineringen i år, siger Olivia Sommer Droob.

Hvis lokalforeningen kommer i mål, vil campingvognen være tilgængelig fra start juni 2023.

 

Sådan gjorde vi: Journalisten kontaktede frivillig i foreningen gennem en bekendt og kontaktede derefter formanden for yderligere information.