Spejder man udover det ombygningsramte Nørreport, er det så godt som uundgåeligt at bemærke de mange cykler, hvis baghjul er behæftet med gule mærkater. Mærkaterne, der findes på cykler rundt omkring i København, betyder, at kommunen vil bortskaffe cyklerne, hvis ikke ejermændene selv fjerner dem inden for fire uger.
Systematisk cykelmakering
– Kommunens markering af cyklerne er blevet mere systematisk med årene. I øjeblikket er der særligt fokus på rydninger ved Nørreport og på Vesterbro, hvor cyklerne især hober sig op for tiden, siger Rolf Mørk fra Center for Renhed i København.
I 2012 fjernede Københavns Kommune over 8000 cykler, der enten endte som hittegods eller skrot.
Rolf Mørk forklarer, at markeringer og fjernelse af cykler i København er en vedvarende nødvendighed:
– Markeringerne gør, at folk bliver opmærksomme på, at cyklerne ikke kan stå parkeret samme sted for evigt. Cykler, der ikke bliver brugt, optager pladsen for aktive cyklister, der vil parkere, og det er især omkring stationer, at pladsen er trang, siger han.
Tilbagelevering af cyklerne
Er din cykel blevet fjernet, kan du kun være sikker på at få den tilbage, hvis politiet kan opspore cykelens stelnummer.
– Som udgangspunkt bliver cyklerne leveret tilbage til deres ejermænd, enten direkte eller gennem de pågældende personers forsikringsselskaber! Er cyklerne ikke registreret, bliver de solgt på auktion, mens cykler i ekstremt dårlig stand, ryger på skrotpladsen hvor de destrueres, fortæller Jannie Krog, afdelingsleder for Hittegods hos Københavns Politi.
Savner du din forsvundne cykel, så er der håb
Siden september sidste år, har Coor Service Management landsdækkende stået for den praktiske del af rydningerne, det er nemlig dem der bringer cyklerne til hittegodskontoret. Det er altså dette private firma, du skal ringe til, hvis din cykel er blevet fjernet.
Coor Service Management kan træffes på telefon: 27872421