Påskesneen giver travlhed hos feriecentre – i Danmark

Mange sukker i øjeblikket efter sol og varme, og derfor oplever feriecentre som Lalandia stigende efterspørgsel op mod påskeferien. Foto: Lalandia.dk
Mange sukker i øjeblikket efter sol og varme, og derfor oplever feriecentre som Lalandia stigende efterspørgsel op mod påskeferien. Foto: Lalandia.dk

Det bliver med stor sandsynlighed et sneklædt Danmark, der i næste uge går på påskeferie. Og den kendsgerning giver bugnende ordrebøger hos flere danske feriecentre, der melder om stigende efterspørgsel i disse dage.

– Der er nok omkring 5-10 procent mere efterspørgsel. Når vejret har været dårligt i en lang periode, så er der større efterspørgsel, siger Jesper Traunberg, pressekonsulent i Lalandia, der driver feriecentre og badelande i både Rødby og Billund.

– Vi plejer at sige, at hvis det er dårligt vejr i Danmark, så er det godt Lalandia-vejr, tilføjer han.

Læs også: Havnemiljøer taber stort på dårligt påskevejr

Hos Dayz Resorts, der står for seks feriecentre i Jylland, er der også travlt her op mod påsken.

– Vores telefoner kimer. Vi har meget gang i påsken, og vi kan godt mærke, at vejret er en fordel for os, fordi folk vil være indendørs, og vi har masser af aktiviteter og badeland, siger Bettina Christensen, salg- og marketingschef i Dayz Resorts.

Indendørsaktiviteter er populære

Efterspørgslen hos Danland, der ifølge sin egen hjemmeside er Danmarks største udbyder af feriecentre, er at sammenligne med 2010, hvor påsken faldt ligeså tidligt på året, som den gør i år. Det oplyser Søren Laursen, salgs- og marketingschef hos Danland.

Men vejret påvirker, hvilke af Danlands centre, der bliver vist interesse for.

– Vejret kan have indflydelse på, at efterspørgslen kan tage en drejning mod feriecentre med badeland og indendørsaktiviteter. Sådan en drejning oplever vi i øjeblikket, fordi de centre har noget at tilbyde under tag, siger han.

Vi plejer at sige, at hvis det er dårligt vejr i Danmark, så er det godt Lalandia-vejr
Jesper Traunberg, pressekonsulent i Lalandia

Læs også: Derfor vælter sneen ned over Solskinsøen

Ekstra Bladet kunne i går fortælle, at der er tæt på udsolgt af solferier i påsken hos danske rejsebureauer. Samtidig kæmper flere danske forårsbebudere med det lunefulde påskevejr. Eksempelvis må Legoland på lørdag åbne parken med flere forlystelser, der er ude af drift. Ligeledes har politiet på grund af vejret aflyst den traditionsrige motorcykeltur, der i dag skulle have åbnet den nye sæson på Dyrehavsbakken.