Pengene – ikke ambitionerne – mangler for eliteidrætten i Taastrup

Det er her på Nybolig Park, at Taastrup FC hører hjemme. Foto: Mathias Bjørn Jensen

Taastrup by er med sine godt 35.000 indbyggere den 20. største by i Danmark. Ser man på listen over byer med flere indbyggere, har samtlige et lokalt hold i store sportsgrene som fodbold eller håndbold, der spiller på et højt niveau.

I fremtiden kan Taastrups lokale fodbold- og håndboldklub måske blande sig med disse byer. I hvert fald hvis det står til fodboldklubben Taastrup FC og håndboldklubben TIK Håndbold.

Taastrup FC har som klar ambition at rykke op i Danmarksserien, der svarer, til den sjette bedste fodboldrække for derefter at rykke yderligere op til 3. Division på et endnu ikke fastsat tidspunkt. Dette siger Jørgen Kolter Jensen, der er formand for fodboldklubben.

Kræver sponsorer 

Men for at kunne hæve niveauet i fodboldklubben, kræver det ifølge formanden flere midler, som eksempelvis kunne komme gennem flere sponsorer.

– Skal man op og være noget, der ligner elitært, kræver det stærke sponsorer, og det er altså ikke nogen, man lige finder i Taastrup, siger han.

Derudover giver formanden sit bud på, hvorfor en by som Roskilde, der distancemæssigt ligger tæt på Taastrup, og har et fodboldhold, der spiller i 2. Division, har nemmere ved at tiltrække sponsorer.

– Hvis du er firmaindehaver, så støtter du som regel det sted, hvor du bor, og ikke der hvor dit firma ligger. Mange af virksomhedsejerne bor ikke i Taastrup, hvorimod mit indtryk er, at mange virksomhedsejere bor i Roskilde, tilføjer han.

Formanden sætter også ord på hvad klubben konkret arbejder med.

– Vi arbejder målrettet og med målsætninger, og derudover henter vi dygtigt uddannede trænere udefra. Generelt gør vi mange ting, der indikerer, at vi vil mere end bare breddefodbold, siger formanden.

Desuden pointerer Jørgen Kolter Jensen, at man i fodboldklubben har spillergrundlaget, og at kommunen er stor nok til at kunne have en fodboldklub, der spiller i en anden række end Sjællandsserien.

Læs også: Trods faldende medlemstal i andre sportsgrene: Golf og badminton hitter i Hillerød

Gør sig også gældende på håndboldsiden

I TIK Håndbold ønsker man at skabe Sjællands bedste håndboldklub med udgangspunkt i klubånd, bredde og sportslige resultater.

Derudover er det klubbens ambition at kunne tiltrække og fastholde spillere gennem et attraktivt træningsmiljø og samtidig udvikle talentfulde håndboldspillere. Dette skriver håndboldklubben på sin hjemmeside.

Øgede sponsorindtægter vil i denne forbindelse også kunne være med at gøre en forskel for klubben, mener bestyrelsesmedlem Miklas Campbell.

– Der mangler penge for at kunne gøre det mere attraktivt for vores unge at komme til klubben og være der så længe som muligt. Dog er vi i fuld gang med at få flere sponsorer, men vi må også bare erkende, at når vi ligger på Vestegnen og ikke så langt fra København, så er der nogle klubber, der er mere interessante og med flere penge end os, siger han.

Et helt andet setup

Ifølge idrætskonsulent i Høje-Taastrup Kommune, Signe Abildå, skal man nok nærmere se på måden, hvorpå foreningerne er struktureret.

Kommunen støtter udviklingen af gode talentmiljøer i foreningerne, men ikke professionel sport. Foreningerne er folkeoplysende foreninger med frivillige bestyrelser og kun få foreninger har ansatte. Det ville være et helt andet setup, hvis vi skulle tale om professionel sport og elitemiljøer i de store sportsgrene.

Tal fra Danmarks Idrætsforening (DIF) viser, at medlemstallene i Høje-Taastrup Kommune på fodbolddelen er 2.599 medlemmer, hvor der på håndboldsiden, er 705 medlemmer.

Sådan gjorde vi: Gennem interview og ved at besøge klubbernes hjemmeside fremgik det, hvilke ambitioner fodbold- og håndboldklubben i Taastrup har for fremtiden. Alle interviews er blevet foretaget telefonisk.