
Illustration: Megan Vendelbo Owen
Københavns lygtepæle står igen plastret til med smil, slogans og stikpiller, men de hænger ikke altid i øjenhøjde med vælgerne. I kampen om at blive set ligner plakaterne i stigende grad en måde for politikerne at tale til og ikke mindst om hinanden. Opgøret mellem Dansk Folkeparti og Frie Grønne er ingen undtagelse, og ifølge ekspert er det ikke nødvendigvis et problem.
I kampens hede
I slutspurten af valgkampen hang Dansk Folkeparti plakater op med ordene: Befri København fra islamismen. Plakaten er et direkte modsvar til Frie Grønnes kontroversielle plakater med et ønske om at befri København fra Zionismen, et begreb for den ideologiske støtte til en jødisk stat i Israel.
Mikkel Bjørn, Dansk Folkepartis spidskandidat i København, bekræfter, at deres plakat er et politisk modsvar.
– Det er rigtigt nok, at plakaten er lavet som et kækt modsvar til Frie Grønnes mildest talt skøre budskaber, siger han.
Men selvom tonen kan virke intern, mener han stadig, at valgplakaten taler til vælgerne og hans politiske kollegaer i Frie Grønne på én og samme tid. Samtidig påpeger han, at Dansk Folkeparti bare følger samme regler som andre partier i det politiske spil.
– Så længere det er de rammer vi navigerer indenfor, og som alle andre partier også praktiserer, er vi nødt til at spille med på den spilleplade, siger Mikkel Bjørn.
Han understreger, at plakaten ikke kun handler om at provokere Frie Grønne, men også om at få vælgernes opmærksomhed. Og som han selv siger det:
– Det her er bare en kæk måde, at få sine budskaber ud på.
Læs også:Valgplakater i Gentofte udsat for hærværk
Plakater skaber opmærksomhed
Ifølge en befolkningsundersøgelse, som Voxmeter har lavet for Momentum, mener halvdelen af vælgerne, at valgplakater er med til at sætte fokus på valget. Og omkring en tredjedel oplever, at plakaterne hjælper dem med at kende kandidaterne bedre.
Hvad mener vælgerne om valgplakater?
49% siger, at valgplakater er med til at sætte fokus på valget.
34 % oplever, at plakaterne hjælper dem med at huske kandidater og partier.
10% mener, at valgplakater gør dem mere tilbøjelig til at stemme på en bestemt kandidat.
Kilde: Voxmeter for Momentum, 2025.
Valgplakaten virker altså stadig, og ifølge Mark Ørsten, professor ved Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab på Roskilde Universitet, er det ikke nødvendigvis et problem, når valgplakater skaber opmærksomhed. Det er det netop dét de skal.
– Valgplakater skal først og fremmest gøre dig opmærksom på at der er valg, og derefter skabe opmærksomhed om de politikere, vi kun ser hvert fjedre år, siger han.
Han peger dog på, at de fleste valgplakater er alt andet end nytænkende, derimod er de genkendelige og ofte ret kedelige. Derfor kan et opgør som det mellem Dansk Folkeparti og Frie Grønne faktisk give mening, fordi det får vælgerne til at spærre øjnene op.
Men Mark Ørsten advarer også om, at man ikke må glemme hvorfor man hænger valgplakaterne op i første omgang.
– Man skal passe på ikke at være for indforstået. Hvis kommunikationen bliver for intern, vinder man ikke nye vælgere. Du skal helst mobilisere de vælgere, der endnu ikke kender dig, for det er i sidste ende det, kommunalvalget handler om, siger han.
”Man er nødt til at skille sig ud”
For partileder og spidskandidat for Fri Grønne i København, Sikandar Siddique, handler valgkampen i høj grad om at blive set.
– Desværre er det sådan, at en politisk valgkamp i dag handler om at blive set og omtalt for at kunne få sine budskaber ud. Så er man selvfølgelig nødt til at skille sig ud fra mængden, og plakaterne er i hvert fald en måde at gøre det på. Det skriver Sidankar Siddique i et skriftligt svar til Netavisen.
Han understreger dog, at Frie Grønnes plakater ikke bare er provokation for provokationens skyld.
– Vi mener selvfølgelig hvad vi siger og skriver på vores plakater, men det er da klart, at en del af tanken går på, hvordan man kan få mediernes opmærksomhed, skriver Sidankar Siddique.
Sådan gjorde vi: Journalisten kontaktede de politiske kilder for at få deres perspektiv på brugen af valgplakater i valgkampen. Herefter blev der indhentet en vurdering fra en ekspert i politisk kommunikation, for at undersøge hvilken rolle valgplakater spiller i moderne valgkamp.