Civil ulydighed har mange forskellige ansigter – fra brosten til blomster. Rundt om det lyse træbord i det økologiske supermarked SpiGo på Nørrebro sidder Candela Vargas sammen med tre andre unge kvinder og udøver civil ulydighed når de putter frø af løvstikke, grønkål og solsikker i foldede poser og sætter klistermærker med planternes navne på.
En mand kommer hen til bordet og rækker en bakke fyldt med frøposer til Candela Vargas. Hun tager imod frøposerne, som hun undersøger med øjnene.
– De er alle pakket med årstal og det hele. Jamen, så kan du bare stille dem over på bordet.
Hun tænker sig lidt om og indskyder:
– Ved du, hvad der kunne være fedt? Hvis du skriver, hvor frøene kommer fra. Så har folk nogen at kontakte, hvis de vil vide mere.
Hun rækker ham en blyant og han skriver navn på de frø, som han vil donere til initiativet ‘Frø-popup-marked’, så de kan blive delt gratis ud til folk. De kan så plante dem i deres haver, helt ulovligt.
Det var som at skabe konsensus med flere tusinde mennesker, der gerne vil finde ud af, hvordan det hele skulle organiseres, og hvordan vi gerne vil have et politisk system skulle fungere i fremtiden
Candela Vargas, politisk aktiv i lokale initiativer
Når der byttes og deles ud af frø på Nørrebro, så bryder man dansk lovgivning, der forbyder private at bytte frø. Loven er indført for at sikre en ensartet produktion af fødevarer. Men haveejere og andre frønørder kan altså komme i knibe, hvis de giver naboen en del af deres private samling bønnefrø.
– Det her er super lokalt, fordi folk kan så frø i deres egne haver, og det er en revolution i sig selv. Men vi vil også gerne have stor politisk indflydelse for at kunne ændre loven, fortæller Candela Vargas om den lille frøfabrik de har kørende rundt om bordet.
Læs også: Fredsaktivist: Alarm-armbånd vil give dig tryghed
Aktivisme følge land fly
Candela Vargas kommer fra Granada i Sydspanien og har længe været aktiv i sociale bevægelser. Hun har boet i Danmark siden hun var på udveksling med Erasmus i København i 2008. Der mødte hun sin danske kæreste og har siden vekslet mellem at bo i Danmark og Spanien.
I Danmark har hun blandt andet været politisk aktiv, da hun var med til at arrangere husningen af demonstranter fra hele verden under klimatopmødet COP15 i 2009. Men også hjemme i Spanien var hun med, da de første store demonstrationer dukkede op i 2011. De varede flere måneder, fordi folk slog lejr og besatte rådhuspladserne i næsten alle store byer i Spanien.
– Det var et stort arbejde at have alle de her lejre kørende. Vi lavede rigtig meget mad. Men der var så meget støtte fra folk, som kom med telte til folk og pander fyldt med mad, fortæller hun, mens armene konstant er i bevægelse omkring hende.
- Partiet blev officielt stiftet d. 17. januar 2014
- Universitetsprofessoren Pablo Iglesias er partiets frontfigur og medstifter
- De seneste meningsmålinger fra februar tyder på, at Podemos bliver Spaniens største parti til det kommunale valg d. 24. maj
- Podemos står til at få omkring 27 % af vælgernes stemmer
- Fristen for afholdelse af parlamentsvalget i Spanien er 20. december i år
- Podemos er vokset ud af den spanske indignados-bevægelse (de indignerede).
Planter politiske frø
På rådhuspladserne rundt om i Spanien blev der sat højtalere og mikrofoner op, så alle kunne stille sig op og sige deres mening.
– Det var som at skabe konsensus med flere tusinde mennesker, der gerne vil finde ud af, hvordan det hele skulle organiseres, og hvordan vi gerne vil have et politisk system skulle fungere i fremtiden, fortæller Candela Vargas.
Demonstrationerne satte gang i politiske rykninger, som skabte en del nye partier, sociale bevægelser og lokale initiativer. Her er Podemos (’Vi Kan’) klart det største initiativ, der blev kastet ud over det spanske landskab som en håndfuld politiske frø, der slog rødder lokalt med demonstrationer og nu vokser sig stærke i det lokale miljø.
Tilbage i København er Candela Vargas i dag mest aktiv i foreninger, hvor frivillige forsøger at dyrke deres egne grøntsager i byrummet.
– Jeg kan godt lide konceptet om at skabe noget nyt og skabe en forskel i stedet for bare at klage. Derfor er jeg gået mere ind i havearbejde, fortæller hun mens de sidste poser med frø bliver lagt op i kurven og sat over på bordet med frøavlernes navn på.
På den måde sætter hun frø frem, der både kan få planter, politiske ideer og møder til at spire frem hos dem, der tager en pose med hjem.