
Høje ejerlejlighedspriser og pressede unge førstegangskøbere. Det lyder som boligmarkedet på Vesterbro i København, men en ny rapport fra Danmarks Statistik viser, at Region Sjællands ejerlejlighedspriser også stiger og stiger.
Rapporten, der udkom d. 26 marts, fortæller, hvordan at ejerlejlighedspriserne i Region Sjælland er steget med 5.5% i 2024. Region Sjælland er regionen med den højeste stigning i ejerlejlighedspriser på landsplan, fremgår det af rapporten fra Danmarks Statistik.
Grafen viser udviklingen af ejerlejlighedspriser i Region Sjælland i procent. Alle tallene står i relation til index 100 i 2022.
Studieby og tæt på København
Rapporten beskriver Region Sjælland generelt, men den store prisstigning er også kommet til Roskilde. En undersøgelse fra Boliga viser, at kvadratmeterprisen på ejerlejligheder i Roskilde Kommune er steget fra 22.410 kr i 2017 til 30.605 i 2025. Dog viser Boliga undersøgelsen, at kvadratmeterprisen har haft et lill fald med 1000 kr. siden 2024 i Roskilde Kommune.
Mira Lie Nielsen er cheføkonom hos Forenet Kredit. Hun forklarer, hvordan at de stigende boligpriser er kommet til Roskilde, fordi byen er blevet en mere attraktiv bopæl.
– I takt med at flere og flere mennesker klumper sig sammen i og omkring storbyerne, og i særdeleshed i og omkring København, så er Roskilde også blevet mere attraktiv at bosætte sig i, siger Mira Lie Nielsen.
Mira Lie Nielsen ser en øget indkomst hos beboerne i Roskilde som er endnu en af grundene til, at priserne stiger.
-Det er jo fordi, at de kan sælges til nogle mennesker, som måske pendler ind til København. Nogle typer, som har lidt højere indkomster end dem der, hvis vi går 10-20 år tilbage boede i lejlighed i Roskilde.
Fakta om undersøgelse af ejerlejlighedspriser:
Kilde: Danmarks Statistik
Hanne Elkjær Karhof er ejendomsmægler i Karhof Bolig & Erhverv i Roskilde. Hun har også bemærket de stigende priser, samt at Roskilde By er blevet et mere attraktivt sted at bo. Selvom Hanne Elkjær Karhof har svært ved at komme med et præcis gennemsnit på en lejlighed i Roskilde By, siger hun at en 65 kvadrameters ejerlejlighed i centrum af Roskilde, står til omkring 1.8 millioner kr. Der dog et stort spænd lejlighederne imellem, baseret på lejlighedens stand og beliggenhed, samt hvad man skal betale til ejerforeningen udover lånet.
– Altså generelt på landsplan, når man har en vækstby, så er der jo stigende priser på ejerlejligheder. Og i bund og grund handler det jo lidt om udbud og efterspørgsel. Og i forhold til Roskilde, så står antallet af ejerlejligheder bare ikke mål med det antal af potentielle købere der er, siger Hanne Elkjær Karhof.
Derudover ser Hanne Elkjær Karhof en general tendens, til at flere og flere boligejere hellere vil bo i lejlighed end i hus, da forpligtigelsen er langt mindre.
Læs også: Prisen på villaer og rækkehuse stiger landet over – bare ikke i Bagsværd | NetAvisen
Unge førstegangskøbere kan blive presset af de stigende priser
Ifølge Mira Lie Nielsen har mange unge sværere ved at komme på boligmarkedet i Roskilde end tidligere. Dette gælder især dem, der ikke har mulighed for et forældrekøb. En af grundene til det svære marked er, at flere unge er begyndt at søge mod de store studiebyer.
-Det er jo sådan, at unge mennesker, især de seneste 10-20 år, i stigende grad, vil ind til storbyerne for at studere. Så er det klart, at når der er rigtig mange unge, som ønsker noget, der er eftertragtet, så er det ikke alle, der kan få, siger hun.
Læs også: Godt nyt for boligejere: Nye tal viser prisstigninger på huse og ejerlejligheder | NetAvisen
Hanne Elkjær Karhof kan godt nikke genkendende til, at antallet af førstegangskøbere er faldet grundet stigende priser på ejerlejligheder kombineret med en rente på 5-6%.
– Ja, specielt de senere år. Mens renten også er steget meget, så er der rigtig mange førstegangskøbere, der har været holdt ude af markedet, siger Hanne Elkjær Karhof.
Måske lysere udsigter i vente for unge førstegangskøbere
Hanne Elkjær Karhof fortæller dog, at fremtidsudsigten for førstegangskøbere måske ser lysere ud.
– Jeg vil så sige, at her på det seneste har set flere førstegangskøbere i markedet. Selvom priserne er høje, så betyder de rentevilkår, vi har nu, hvor renten allerede er faldet og ser ud til at falde yderligere, at det trods høje priser, bliver nemmere for førstegangskøbere at komme ind på boligmarkedet, siger hun.
Sådan gjorde vi: Journalisten læste Danmarks Statistiks nyhedsbreve og fandt derigennem undersøgelsen. Derefter ringede Journalisten til Danmarks Statistik for at få bekræfte hvorvidt dette var en stor stigning. Derefter tog journalisten kontakt til Mira Lie Nielsen og Hanne Elkjær Karhof og foretog telefoniske interview.