En skilsmisse er ofte en traumatisk og en svær situation for både ægtepar og deres familier. Skilsmissen bevirker både uoverskuelige og kaotiske følelsesmæssige tilstande, som hurtigt kan blive oversete elementer i den nye digitaliseringslov. Sådan mener skilsmisserådgiver hos Terapi & Rådgivning, Annemette Skriver.
– Hvis man går ind og laver noget statistik på området, så er der faktisk ganske få mennesker, der vælger at søge hjælp i forbindelse med en skilsmisse, siger hun og fortsætter:
– Med digitaliseringen kan det være, at folk lader sig skille mere i affekt. Det kan afstedkomme en masse bøvl og ballade, hvis man fortryder efterfølgende.
Skilsmisserådgiveren understreger derfor vigtigheden af at have støttende samtaler med en udenforstående, der kan lytte og være den, man deler sine tanker og overvejelser med.
Også hos skilsmisserådgivningen Mandecentret har man haft øget fokus på henvendelser, efter at NemID ordningen trådte i kraft sidste sommer.
I København har vi kun fat i en tredje del, måske fjerdedel del af dem, vi burde have fat i. Det gælder for eksempel ved de skilsmisser, hvor et barn kan tabe sin faderkontakt, eller hvor en far kan komme ud i en markant social deroute, fortæller daglig leder Morten Kjær.
Snak om det
Hos Kristendemokraterne finder man det også vigtigt med samtale og konfliktløsning. Regionsformand i Nordjylland, Jens P. Hansen vil have sat konsekvenserne af den nye skilsmisselov på dagsordenen.
– Man skulle hellere arbejde for at bevare ægteskabet og familierne i stedet for hurtigt at kunne lade sig skille. I de situationer hvor folk bliver oprevet, virker det for nemt at kunne lade sig skille ved et klik. Og hvem betaler prisen? Det gør børnene, siger han og fortsætter:
– Jeg tror, at der vil være mange, der lader sig skille forhastet, og som senere nok vil fortryde og se, at det er en dyr pris, man har givet i sidste ende. At problemerne godt kunne have været løst med samtaler.
Læs også: Hurtig lov giver flere skilsmisser
Obligatorisk tilbud om rådgivning
Jens P. Hansen fortæller, at der arbejdes for, at obligatorisk tilbud om parrådgivning før skilsmisse kan bevilges. Han mener, at det ville kunne redde mange familier.
Det samme mener skilsmisserådgiver Annemette Skriver:
– Jeg ville ønske, at man per automatik kunne tilbyde noget skilsmisserådgivning til folk, der vælger at gå fra hinanden via NemID, for ofte så fortsætter konflikterne efterfølgende. Der kan være børn, der kommer i klemme. Der er rigtig mange ting på færde ved en skilsmisse. Hvad gør man, hvordan forholder man sig, er børnene en del af konflikten, og hvad så når man møder nye partnere eller stedsøskende eller delebørn, siger hun og tilføjer:
– Virkeligheden handler ikke om ordninger og hurtige løsninger, men folks måde at forholde sig til et brud på, og den støtte man kan have brug for, når ens verden ramler sammen.