På skærebrættet ligger skrællede æbler delt i rustikke halvmåner, og på panden begynder sukkermassen at boble, idet en generøs smørklat lander i midten.
I sit køkken på Amager bager 28-årige Rasmus Nielsen Fisker for anden dag i træk sin populære Tarte Tatin. Fornemt lyder det, men det er no big deal, hvis man spørger ham selv.
Med årene har han perfektioneret sin surdej, mestret den hjemmelavede pasta, lært at harpunfiske sin aftensmad og nørdet med tilberedningsmetoder, der ellers er forbeholdt professionelle. Så er en traditionel, fransk æblekage ingen stor udfordring, forklarer den selvudnævnte gastronaut.
– En astronaut er en, der tager ud og udforsker rummet på rummets egen præmis. Og for mig er det på samme måde med mad. Om det så er udstyr eller råvarer, så elsker jeg at udforske det og finde ud af, hvad det kan, siger Rasmus Nielsen Fisker.
Ros til Rasmus
Når Rasmus Nielsen Fisker er gået i køkkenet igen i dag, er det ikke, fordi han selv skal nyde kagen. Han er bare vild med at lave mad. Så vild, at han dagligt sælger ud af sine retter på madtjenesten Delihood, hvor såkaldte hjemmekokke sætter deres mad i udbud til alle, der skulle have lyst til et hjemmelavet måltid tilberedt af en fremmed.
– Det er lidt intimiderende at skulle udbyde det til andre, der skal være dommer over det, siger Rasmus Nielsen Fisker.
Men at dømme ud fra hans Delihood-profil er der dog næppe noget at være nervøs for. Her er samtlige kunder enige om, at Rasmus’ kokkerier fortjener fem ud af fem stjerner.
– Jeg kan vildt godt lide den feedback, jeg får. Jeg er vild med at få en notifikation om, at der er kommet en ny anmeldelse eller en besked. Det er et lille endorfin-kick, siger han.
Store visioner
Da Delihood i slutningen af februar endelig kunne sætte de første måltider til salg, skete det som resultat af nye retningslinjer for privatsalg af mad. Fødevarestyrelsen introducerede nemlig i sommer lovændringer for at imødekomme det stigende fokus på deleøkonomi.
– For ti år siden, var der ikke noget, der hed GoMore eller Airbnb eller Delihood. Men i dag deler vi meget mere med hinanden. Vi giver hinanden et lift eller lejer vores bolig ud. Og nu deler vi så også vores mad. For os er det en hel logisk konsekvens af den tid, vi lever i, siger Nick Rasmussen, der er direktør i Delihood.
Han har store visioner for firmaet og fortæller, at tjenesten ifølge planen skal være spredt over hele landet om et halvt år. For at det skal lykkes, er hjemmekokke som Rasmus uundværlige.
– Rasmus er fantastisk. Han er på mange måder prototypen på den person, vi håbede på ville eksistere. Han var jo i forvejen en nørdet madentusiast, der stod og lavede mad hver eneste dag i sit køkken til sig selv og sin kæreste. Og vi har flere som ham, siger Nick Rasmussen.
Læs også: Rema 1000’s deleøkonomiske indkøbstjeneste er en succes
Kødsovs giver stamkunder
Det er knap en måned siden, Rasmus Nielsen Fisker solgte sit første måltid gennem Delihood, men han har allerede fået sine første stamkunder.
– Jeg lavede en kæmpestor portion bolognese, der fik lov at stå og koge ind hele dagen. Og folk er vilde med det, siger han, inden han kværner hele kardemommekapsler til den franske specialitet, han har kastet sig over i dag.
Kardemomme er sammen med friskkværnet peber Rasmus Nielsen Fiskers personlige twist til kagen, og der er allerede reserveret seks stykker, som bliver afhentet senere.
– Jeg inviterer altid folk ind i lejligheden, når de kommer for at hente det. Det synes jeg også, konceptet kan. Så kan man nedbryde det, hvis folk er lidt skeptiske, siger han.
Arbejdsløs: Madlavning er terapi
Det er ikke kun i køkkenet, Rasmus Nielsen Fisker har udforsket sin glæde inden for madlavning.
I sommer færdiggjorde han en kandidat i integrerede fødevarestudier efter gennem flere år at have studeret mad i et antropologisk perspektiv. Siden da har han været arbejdssøgende, og det har frigivet masser af tid til at nørde videre med madlavningen.
– Det er ret frustrerende at være arbejdsløs. Det er fandeme ikke særligt sjovt. Men ved at lave mad får jeg tiden til at gå. Det er egentlig ret terapeutisk. Transformationen fra råvarer til noget, der går op i en højere enhed, er en kæmpestor tilfredsstillelse, siger han.
Læs også: Forfatter: Vi skal dele mere
Tager ’hjemmelavet’ tilbage igen
Udover at sælge sin mad har Rasmus Nielsen Fisker også selv købt blandt andet tacos, boeuf bourguignon og tiramisu fra andre udbydere på Delihood.
– Det er mit indtryk, at der findes så mange sindssygt dygtige hjemmekokke. Altså kokke, hvis mad næsten er på samme niveau som professionelle, siger han, imens han stiller tærten, der nænsomt er blevet beklædt med et lag butterdej, på midterste rille i ovnen.
Rasmus Nielsen Fisker mener, at Delihood er med til at give begrebet ’hjemmelavet’ tilbage til de private køkkener, og han glæder sig til fortsat at sælge sine kokkerier direkte fra hjemmet på Amager.
– Der har altid været positive konnotationer til ordet ’hjemmelavet’, men industrien har lidt overtaget og skambrugt det. Så jeg synes, det er fedt, at det kommer tilbage igen, siger han og indstiller sin telefon til at ringe om 40 minutter, når kagen er klar til afhentning.
Klik på kortet og se, hvor hjemmekokkene befinder sig.
Sådan gjorde vi: Journalisten besøgte og interviewede Rasmus Nielsen Fisker i hans eget køkken. Nick Rasmussen er interviewet over telefon.