Røde Kors: Smid bukserne

Verdens største humanitære hjælpeorganisation, Røde Kors, afholder på tirsdag d. 6. november en tøjindsamling. Det er både virksomheder og privatpersoner, der kan deltage, og ifølge Louise Holst fra Røde Kors’ kommunikationsafdeling er det ikke kun varme overtrøjer, de er på jagt efter:

”Vi mangler tøj, og vi er interesserede i alt tøj i form af beklædning – både bukser, trøjer og huer og hvad folk ellers kan finde frem fra skabet”.

Alvorligt på en sjov måde
Louise Holst udtaler, at de er nødt til at fastsætte en bestemt dato ind imellem for at skabe mere opmærksomhed. Og opmærksomheden håber de også på at få gennem navnet på kampagnen:

”Vi har valgt navnet ”Smid bukserne” for at fange folks opmærksomhed. Det skal helst være lidt sjovt og catchy”

Alle kan donere
Privatpersoner kan donere tøj hele dagen til alle landets H&M butikker eller til Røde Kors’ egne butikker.

”Du kan finde den nærmeste H&M eller Røde Kors butik på vores hjemmeside, og derinde kan virksomheder tilmelde sig gratis”.

Røde Kors opfordrer altså alle til at tømme ud i garderobeskabet og donere tøj.

”Så hjælper du både vores miljø og hjælpearbejde herhjemme og ude i verdens brændepunkter,” skriver Røde Kors på deres hjemmeside, www.rodekors.dk.

Alt det tøj, der bliver doneret, går til Røde Kors’ genbrugsbutikker, og de penge der bliver tjent, når tøjet sælges, går til Røde Kors’ hjælpearbejde. Det tøj, det ikke lykkes at få solgt, bliver sendt til kriseramte steder i verden, fx Syrien og Afghanistan

Læs også:

Kommune har ingen planer om hjemløsekontakt

Læger og Røde Kors ønsker lovændring for papirløse