Regerende Warhammer-verdensmestre kommer til Frederikssund

Warhammer-figur. Foto: Morten Nytoft

Warhammer kommer til Frederikssund!

På søndag d. 13. april afholder foreningen Frederikssund Figurspils Festival således en træningsturnering i kulturhuset Valhal i Frederikssund, hvor den har fået Age of Sigmar-landsholdet til at agere konsulenter.
– Det er en kæmpe ære, at det skal afholde turneringen, fortæller den lokale figurspil-ekspert Morten Nytoft, der er glad for, at de regerende verdensmestre kommer til byen for at vise fanen og hjælpe med at udvide det allerede populære figurspilsmiljø.
– Det er decideret seje gutter, vi får forbi, tilføjer han.

Figurkrigsspillet Warhammer

  • Warhammer er et figurkrigsspil, der spilles af mange millioner mennesker på verdensplan.
  • I Danmark er vi mest kendt for vores landshold i ”Warhammer: Age of Sigmar”, der er tredobbelte verdensmestre i dette spilsystem og blandt andet sponsoreres af den hittende hiphop-gruppe Suspekt.
  • Indenfor Warhammer findes der forskellige spilsystemer, såsom “Warhammer: The Old World” og “Warhammer Age of Sigmar”
  • I Warhammer maler man på små plastic- eller metalfigurer, som man efterfølgende bruger i et avanceret, strategisk figurspil

Kilde: Warhammer.com

Nyt landshold i ”Warhammer: The Old World”
I Frederikssund har Morten Nytoft i sidste uge været med til at stifte et nyt landshold indenfor spilsystemet ”Warhammer: The Old World”. The Old World-landsholdet har samlet nogle af Danmarks bedste spillere, og der er sågar allerede oprettet en venteliste til holdet.
Frederikssund er blevet epicentret for The Old World-spilsystemet, og det er ofte spillerne her fra byen, som Warhammer-entusiaster i resten af landet refererer til, når der tales om dette spilsystem. Med stærke spillere på holdet håber landsholdet at opnå samme succes som deres kollegaer i “Warhammer: Age of Sigmar”, når de til efteråret deltager i verdensmesterskaberne i Tyskland.

Opbakning fra kommunen
I Frederikssund Kommune er der generelt en stor interesse for figurkrigsspil. Kommunen huser både den lokale figur- og brætspilsklub med 40 medlemmer, Goblineers, samt foreningen Frederikssund Figurspils Festival. Udover den kommende træningsturnering står Frederikssund Figurspils Festival Forening for events i lokalområdet, herunder den årlige festival for figurspil og Danmarksmesterskabet i ”Warhammer: The Old World”. Når Morten Nytoft arrangerer figurspilsaktiviteter i lokalområdet, samler han hver gang op til 50 børn og unge, der elsker at dyrke det specielle univers.

Kommunen er positivt stemte overfor figurspilmiljøet i Frederikssund. For eksempel har Frederikssund Figurspils Festival Forening modtaget støtte fra kommunens kulturpulje, der skal fremme kulturelle arrangementer og aktiviteter.
Jesper Wittenburg (A) er byrådsmedlem i Frederikssund Kommune og har som forperson for Frederikssund Ny Initiativråd hjulpet med at fremme kulturelle og sociale initiativer i Frederikssund, herunder forskellige initiativer i det lokale Warhammer-miljø:
– Det er en rigtig god aktivitet for de unge i Frederikssund Kommune. Vi synes, det er sjovt, når der kommer noget nyt, som vi kan være med til at sætte på landkortet. Det er rigtig godt, at man kan lave figurkrigsspilsfestival i og Danmarksmesterskaber i Frederikssund, siger han.

En hobby der bringer alle sammen
Ifølge Morten Nytoft er der mange gode forklaringer på, hvorfor miljøet blomstrer i Frederikssund:
– Det er virkelig en social hobby. Også for dem, der ikke gider idræt eller gaming. Det her er en hobby, hvor du kan sidde med noget analogt. Det er finmotorikken, der kører, og det er bare fedt at lægge maling på de små figurer. Det er helt magisk.
Morten Nytoft har selv fået mange venner og endda mødt sin kone gennem figurspilmiljøet. Udover at være en hobby der forbedrer finmotorikken, mener Morten Nytoft også, at Warhammer-fællesskabet skaber en inkluderende verden med plads til alle.
– Har du diagnoser eller andre forudsætninger end andre, er det her en hobby, du kan dyrke sammen med andre i trygge rammer. Om du er 10 år eller 50 år. Alle kan være med på det her. Det der holder hobbyen sammen er nemlig fællesskabet. Vi mødes over det, som vi i pædagogfaget kalder det fælles tredje, hvor det er hobbyen, der binder os sammen, siger han.

 

Sådan gjorde vi: Jeg fik et tip om den kommende trænsingsturnering og nyopstartede landshold fra en kilde, der har kontaktet mig privat. Jeg har derefter tilegnet mig yderligere information om historien fra flere kilder i lokalområdet og fra ekspertkilder, der har bidraget til baggrundsviden. 

 

Leave a Reply

Your email address will not be published.