I september måned omkom blot 12 danskere i trafikken. Det er det laveste antal for en september måned, siden man begyndte at føre statistik på området i 1985. Det viser nye tal fra Vejdirektoratet. Men det er ikke en enkeltstående god måned, faktisk peger prognoserne på, at 2012 bliver et rekordår for færrest trafikdræbte, viser de foreløbige tal fra Vejdirektoratet. Dermed indfrier Vejdirektoratet sin målsætning:
»Fortsætter udviklingen på samme måde resten af året, skulle det være muligt at nå Færdselssikkerhedskommissionens målsætning på maksimalt 200 dræbte ved udgangen af 2012,« skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse udsendt i forbindelse med de nye tal.
Flere årsager
Forklaringen på udviklingen skal findes i en række tiltag, og på grund af manglende forskning er det svært at pege på en direkte årsag, der har været udslagsgivende.
»Det der er interessante er jo, at vi ikke ved, hvilke tiltag der har hvor stor en del af æren, fordi vi ikke har undersøgt de enkelte komponenter i trafiksikkerheden. Og det kunne vi jo som forskere godt tænke os, at man gjorde, det ville give en mere præcis indsigt i hvad der virker« forklarer Tove Hels, trafikforsker ved Danmarks Tekniske Universitet (DTU).
Hun peger dog på, at der en række tendenser, der har indvirkning på det faldende tal.
»Det skyldes, at bilerne bliver bedre, og at der er politikontrol på vejene, at der bliver lavet kampagner, som nogen trafikanter i hvert fald retter sig efter, og muligvis også at vejene, altså selve infrastrukturen, bliver bedre. Men det er jo lidt gætværk, fordi vi ved det faktisk ikke. Men det er formentligt i den retning vi skal,« siger Tove Hels.
Faldende antal ulykker
Men det er ikke kun antallet af trafikdræbte, der er faldende. Generelt oplever vi færre ulykker med personskader indtil videre i år.
»Både antallet af dræbte og antallet af til skadekomne er i 1. halvår 2012 lavere end i 1. halvår 2011. For dræbte er der tale om et fald på 23 %, mens det i faktiske tal drejer sig om 25 færre dræbte i 2012. For tilskadekomne er der tale om et fald på 7 % i 2012 i forhold til 2011,« står der i rapporten.
Læs også: Danmark overhalet inden om med trafiksikkerheden