Reparationscafé fejrede to år med genbrug og fællesskab

Der var fuld gang i symaskiner med nål og tråd da Ældre Sagens reparationscafe fejrede toårsjubilæum. Foto: Søren Givsø

Symaskiner, tubaer, skjorter, kogeplader og radioer står på listen over ting, som reparationsklubben på Greve Borgerhus har givet fortsat liv.

Hver anden tirsdag mellem kl. 10 og 12 kan man besøge Greve Borgerhus, hvor ni frivillige reparerer borgernes genstande – helt gratis.

Greves reparationsklub markerer to år med genbrug. Inspirationen kommer fra en klimaborgersamling, som Greve Kommune afholdt i vinteren 2022. Klimaborgersamlingen sluttede med en række anbefalinger til, hvordan Greve Kommune kan blive CO₂-neutral – og en af idéerne var en reparationscafé.

Reparationscaféen blev efterfølgende til virkelighed på borgernes eget initiativ, og borgmesteren mener, det er vigtigt, at give borgerne mulighede som reparationscaféen.

– Samfundet har jo brug for, at det er borgerne, der løfter parallelt med, at kommunen også skal gøre det, siger Pernille Beckmann (V).

Det er meget tydeligt, når man besøger en reparationscafé, at det virkelig er en interesse, og at de hjælper og sparrer med hinanden.
Katrine Heinild, konsulent i Ældre Sagens frivilligafdeling.

Toårsjubilæum

Den 12. november havde reparationsklubben toårsjubilæum og inviterede derfor borgerne til fejring i Greve Borgerhus. Det var der mange, der var interesserede i. Søren Givsø, medkoordinator i reparationsklubben, fortæller, at han modtog 153 henvendelser om arrangementet.

– Det bevidner også, hvor mange der er begejstrede for vores initiativ, siger han.

På fejringsdagen dukkede der også mange op, og folk stod nærmest i kø for at få hjælp af de frivillige, fortæller han.

Siden reparationscaféen åbnede for to år siden, har han kunnet se en positiv udvikling i antallet af besøgende.

– Vi havde en mand i går, der spurgte, om han kunne bestille en tid til næste gang, for han havde en tuba, der skulle fikses, fortæller han.

Fakta om reparationscaféen:

  • Reparationscaféen blev foreslået i Klimaborgerforsamlingen i 2022.
  • Ældre Sagens reparationscafé samarbejder både med ungdomsskolen, FrivilligCenter Greve og MiljøCenter Greve for at styrke den grønne omstilling.
  • Reparationscaféen har åben tirsdag i lige uger mellem 10 og 12.
  • Det er gratis at benytte reparationscaféen.

Kilde: Greve Kommune, Klimahandlingsplan & Ældresagen

Grøn omstilling gennem reparation

Reparationscaféen er en del af flere iniativer i kommunen, der skal støtte forandringen væk fra brug-og-smid-væk-kulturen. Det fremgår af Greve Kommunes Klimahandlingsplan 2050.

Ifølge Julie Torsberg Lynge, klimakoordinator hos Greve Kommune, indgår initiativet i krydsfeltet mellem kommunens affaldsplan og klimahandlingsplan.

I reparationscaféen er formålet at forlænge produkternes levetid.

Søren Givsø fortæller også, at det ofte er bagateller og lette reparationer, når folk henvender sig med deres brugte genstande.

– Jeg synes, det er rigtig godt, at man gennem et initiativ som dette bidrager til at mindske affaldsmængden og generelt gøre forbrugssamfundet mindre, siger Pernille Beckmann (V).

Hun håber, at det i fremtiden kan inspirere og sprede sig til andre dele af landet.

Fællesskabet i reparationscaféen

Udover at de løser en grøn opgave, har de i reparationscaféen også et stærkt fællesskab.

– Dét sammenhold, vi har derovre, er rigtig godt. Det er nogle gode mennesker, siger Søren Givsø.

I reparationsklubben kommer alle pensionerede frivillige fra forskellige professioner og kan derfor hjælpe hinanden på tværs af opgaver, fortæller Søren Givsø.

– Vi er meget forskellige, men vi hygger os rigtig meget sammen. Vi hjælper altid hinanden og er sjældent alene om en opgave, siger han.

Ifølge Katrine Heinild, konsulent i Ældre Sagens frivilligafdeling, giver initiativer som dette ældre muligheden for at dyrke en interesse og dermed få en omgangskreds omkring det fælles tredje.

– Det er meget tydeligt, når man besøger en reparationscafé, at det virkelig er en interesse, og at de hjælper og sparrer med hinanden, fortæller hun.

Læs også: 100 år med frivillighed og samarbejde i Røde Kors Gentofte

For de frivillige kan det desuden være attraktivt at få udvidet og brugt deres kompetencer. Samtidig mærker de, at der er behov for dem i samfundet, på trods af at de ikke længere er på en arbejdsplads. Her finder man et andet fællesskab end det kollegiale, siger hun.

Næste reparationscafé finder sted den 26. november fra kl. 10 til 12.

Sådan gjorde vi: Journalisten kontaktede koordinatorer i reparationscaféen via Facebook og henvendte sig derefter til Ældre Sagens presseafdeling. Derudover blev der ringet til Greve Kommunes Natur- og Miljøråd samt borgmester Pernille Beckmann.

Leave a Reply

Your email address will not be published.