Roskilde-koncerter booster danske bands

The Minds of 99 er et af de bands, hvis karriere er blevet hjulpet af at spille på Roskilde Festival. Her spiller de på Rising-scenen i 2014. Foto: Kim Matthäi Leland, Wikipedia

44 danske navne står på den plakat med 179 artister, som Roskilde Festival har offentliggjort i dag. Mange af dem spiller på festivalen for første gang, og andre har bevæget sig op på de større scener, siden de spillede første gang. Fælles for dem alle er, at det hjælper artisterne med at komme videre i deres karriere, når de spiller på Roskilde Festival.

Et af årets bands, der har taget springet fra festivalens mindste scene, Rising, er The Minds of 99. For to år siden spillede de på den lille scene i campingområdet, og sidste år åbnede de Orange Scene.

– Der er rigtig mange, der følger med i, hvem der åbner Orange. Det er nærmest en institution i sig selv. Der var virkelig mange mennesker, der lærte os at kende i forbindelse med Roskilde Festival sidste år, siger Niels Brandt, som er forsanger i The Minds of 99.

Læs også: Lokalt busselskab tjener penge på Madonna

I år skal det danske band spille på Arena-scenen, hvor der er plads til 20.000 publikummer. Det, mener Niels Brandt, er en mere passende scene end Orange Scene i forhold til, hvor de er i deres karriere.

– Det at skulle åbne Orange Scene er på en måde ikke den virkelige verden. Det er Roskilde Festival, der sætter et kæmpe spotlys på en ny dansk artist. I år skal vi stå på Roskilde Festival på rigtige præmisser, fordi vi er nået til et punkt i vores karriere, hvor vi kan spille på Arena, siger Niels Brandt.

Roskilde Festival skal fremvise ny musik

Stefan Gejsing, der er med til at sammensætte festivalens koncertprogram, er enig i, at det er naturligt, The Minds of 99 skal spille på Arena. Han tror også, det har hjulpet deres karriere, at de sidste år åbnede Orange Scene. Bookeren mener dog, det er artisternes egen fortjeneste, når de rykker op på en større scene.

– Når The Minds of 99 sikkert kommer til at fylde Arena, er det en fed fortælling om et band, der løfter sig og arbejder hårdt. Vi som festival er kun facilitatoren for den fortælling. Når Mø spiller for 20.000 mennesker på Arena, året efter hun spillede på Rising, er der en smuk historie i, at man kan udfolde en artist til de store scener. Når vi i år giver hende en aftenkoncert på Orange Scene, får hun chancen for at vise, at hun også kan bookes til de andre store festivaler, siger Stefan Gejsing.

Læs også: Meditation i domkirke skal fjerne stress og jag 

Han mener det er en del af festivalens DNA at præsentere nye bands for publikum. Publikum på Roskilde Festival er nemlig mere nysgerrigt end publikum på andre festivaler.

– Jeg husker selv de første gange, jeg var på Roskilde, og jeg gik derfra med 20 nye yndlingsbands, som jeg kunne tage med hjem til Jylland og blive inspireret af, siger Stefan Gejsing.

Publikum skal overraskes, og derfor har festivalen valgt at sætte et stort fokus på særlig ny nordisk musik. Roskilde-bookeren peger på, at det har hjulpet bands som When Saints Go Machine, Mø og Vinnie Who fremad i deres karriere.

Fremtidens navne på de store scener

Selvom det kan være svært at forudse, peger Stefan Gejsing på støj-rock-bandet The Entrepreneurs som et af de bands, der kan rykke op på festivalens større scener i fremtiden. De spillede sidste år på Rising-scenen, mens publikum stadig varmede op til festivalen, men i år rykker det EP-aktuelle band væk fra campingpladsen og ind i festivalprogrammet.

– De er et fuldstændig, vanvittig fedt liveband. Det viste de sidste år, da de spillede på Rising. Det er sjældent, at et dansk band leverer så overbevisende live, så derfor var vi nød til at hive dem tilbage, siger Stefan Gejsing.

Anders Colstrup Hvass, der spiller bariton-guitar i The Entrepreneurs, er glad for den tillid, som Roskilde Festival viser bandet. Han glæder sig til at spille igen i år, efter de sidste år spillede på Rising-scenen.

– Det var en fed oplevelse at finde ud af, at vi kan stå på en så stor scene og leverer et fedt show. Sidste år fik vi et virkelig fedt forløb, hvor vi spillede flere koncerter omkring på festivalpladsen, siger Anders Colstrup Hvass.

Se musikvideoen til ‘Ud af min krop’, der blev optaget under The Minds of 99’s koncert på Orange Scene i 2015.