Med få klik kan du nu fjerne de reklamer, der ellers fylder på skærmen, når du surfer rundt på in-ternettet. Programmet AdBlock Plus blokerer for hjemmesidernes bannerreklamer, så du kan få ”uforstyrret surfing på internettet”.
“Adblock Plus er en tilføjelse til Firefox, Thunderbird og adskillige andre programmer med det primære mål at fjerne reklamer,” fremgår det af hjemmesiden bag programmet, www.adblockplus.org.
Softwaren er såkaldt open-source og ligger derfor frit tilgængeligt på hjemmesiden. Udover Firefox og Thunderbird fungerer programmet også til bl.a. Apples Safari og Googles Chrome.
Målrettede reklamer
Lektor på Institut for Miljø og Erhvervsøkonomi ved Syddansk Universitet Anna Lund Jepsen forklarer, at vi typisk vil blokere de reklamer, der ikke snakker direkte til os. Det kan blive et problem for det store udbud af hjemmesider, der lever af reklameindtægter. Programmer som Adblock Plus kan derfor tvinge hjemmesiderne til at målrette deres reklamer endnu mere efter den enkelte besøger.
”De vil blive endnu mere målrettede, som det f.eks. er på Facebook, hvor det er ud fra vores venner, og hvad vi har angivet af interesser, der bestemmer, hvilke reklamer vi ser,” siger hun.
Anne Lund Jepsen vurderer, at programmer som Adblock Plus særligt vil give udfordringer for hjemmesider, der har en meget bred målgruppe og derfor reklamerer bredt. Hun nævner som eksempel de store landsdækkende aviser.
”Det vil i hvert fald gøre det svært for sådan noget som aviser, der sælger meget brede reklamer – helt uafhængigt af hvem, der besøger siden,” vurderer Anna Lund Jepsen.
Ikke et problem endnu
Ravi Vatrapi, der er professor ved Institut for IT-Ledelse ved Copenhagen Business School, mener ikke, at det på nuværende tidspunkt er et stort problem for de hjemmesider, som lever af reklameindtægter.
”I øjeblikket tror jeg ikke, det er et stort problem. Jeg tror, det bliver et stort problem, hvis der kommer regulerende lovgivning på området, eller hvis det bliver indbygget i browseren som standardindstilling,” siger han.
Så længe forbrugeren selv skal installere Adblock Plus til sin browser, er det begrænset, hvor mange, der vil gøre brug af muligheden for at slippe uden om reklamerne.
”Vi ved fra adfærdsundersøgelser, at folk faktisk ikke ændrer startindstillingerne,” siger Ravi Vatrapi.
Ifølge New York Times siger udvikler af Adblock Plus Wladimir Palant, at programmet har omkring 2,5 millioner brugere på verdensplan.
LÆS OGSÅ: Iran lukker internettet – måske